Men da der gik nogen tid, opdagede den at de andre ikke skiftede form og farve så meget, og ar de bedre kunne lide den, hvis den havde en bestemt
form, f.eks med lige kanter og skarpe vinkler, eller en bestemt farve, f.eks. en neutral og dæmpet farve over det hele. Det der var mest forvirrende var, at så kunne det ske at den kom blandt væsner der i stedet havde bløde afrundede
kanter og en klar og stærk farve. Og så passede den jo slet ikke ind der. Så nu følte den sig ikke længere ok, hele vejen indefra og ud.
Den forstod at den var en brik, og at alle brikker hørte hjemme i puslespil, og at det var vigtigt at passe ind i puslespillet på den tid og det sted hvor den lige nu var. At man nemlig kun fik betydning ved at passe ind i et puslespil,
og at i længden orkede brikkerne ikke at zappe rundt mellem forskellige spil, så de fik oftest med tiden fast form og farve. At når puslespillet forestillede en katedral, så var det kun det billede, der skulle fremkomme, når alle
havde fundet deres plads, og f.eks. ikke en elefant.
Så blev livet lettere, selvom det sommetider murrede i de afsnuppede væsensdele, når
den lå blandt lutter lige-kants brikker, så der poppede en boble ud hist og her, hvis den ikke passede på. Det kunne også ske at den kom til at skifte farver, hvis den var uopmærksom et øjeblik og tænkte på
noget rart. Og det var ikke så godt fordi der var parringsregler for voksne brikker, for hvilke andre væsner det passede sig at parre sig med, man skulle parre sig med væsner af samme farve. På samme måde var der væsner
der kunne ville arbejde og feste og være sammen med andre brikker i samme form, ligekantede eller krumkantede som de selv.
Som tiden
gik, blev væsnet lidt trist og faldt noget sammen. Den kedede sig ofte og hen ad vejen kom den til at ligne en lille leverpostejfarvet kugle, der kunne trille hvorhen det skulle være.
Men så en dag, kom der en kunstner forbi, og han havde god tid så han satte sig hos væsnet der trillede lidt formålsløst rundt og spurgte hvad den havde gang i. Da han hørte hvad der
plagede den lille skabning, lo han, og så tog han kuglen op i sin store lomme og bar den hen til en solbeskinnet sandstrand, hvor der var en masse glitrende bevægelse i sandet, af lutter livsvæsner der moslede rundt imellem hinanden og skubbede
sig til rette mellem hinanden, så de passede sammen i et kæmpestort mangefarvet og mangeformet puslespil. Hvis en brik gerne ville være et bestemt sted, så flyttede de andre sig eller omformede sig så der blev plads til den. Eller
den skiftede lidt form så den passede lidt bedre ind, Og det bedste var at puslespillet kunne ændre sig så det sommetider viste et billede af f.eks. katedral og andre gange af en elefant, eller noget helt tredie.
Brikken foldede sig langsomt ud og fandt sin plads og så begyndte den at changere i alle regnbuens farver igen.
Og kunstneren smilede, da
han ikke længere kunne se den lille sammentrykte og leverpostejfarvede kugle. For stranden var jo hans legeplads. Og han frydedes over dens liv.