Dejlige dejlige Hund
En lykkelig stund
Min venindes bil kører op i gruset. Min Hund og jeg er klar og stiger ind i bagsædet. Hunden i bagagerummet siger en lyd for at
tilkendegive at han er der også. Min Hund placerer sig på mine knæ, noget den ikke kan gøre når jeg selv kører. Jeg puster lidt varm luft i hans nakkehår og han kvitterer med slik på kinden.
På P-pladsen ved hundeskoven er der ingen andre biler. En eller anden har striglet sin hund så der ligger store flyvske totter af hvid pels i gruset. Hunden lukkes ud fra bagagerummet efter at Min Veninde har lagt et tæppe
over tærsklen til bagklappen. Han kommer hen til mig og snuser op mod mig med et smil, straks efter er han i gang med at snuse til de spor andre hunde har efterladt ved indgangsporten. Hunden er en stor collie-han med tyk busket pels, et aristokratisk
smalt ansigt og kloge mørke øjne. Han er ca 10 år og har et vist adstadigt præg. Men her i hundeskoven er han i sit es- alt kan snuses til, mange steder skal der lige slås et strint, og da en ny hunde-ækvipage ankommer
til p-pladsen løber han tilbage til indgangsporten for at hilse på såvel hund som menneske. Hunden har en enorm tillid til andre hunde og mennesker, forventer at de kan lide ham og er selv nysgerrig efter at stifte bekendtskab med dem. Og
han bliver belønnet med positive reaktioner fra snart sagt alle.
Det lykkes omsider at få begge vores hunde med på stien i nordgående retning mens dem med golden retrieveren
tager den modsatte retning ned gennem bøgene. Hvor er Hunden nu? Han er gået for sig selv og sidder og krummer ryg inde i halvskyggen mellem granerne. Min veninde er standset, hun støtter sig med begge hænder på stokken
og ser op i trækronerne hvor lys og skygge funkler i mange toner af guld og grønt. Hunden har forrettet det nødvendige og kommer hen til hende. Så kommer lorteposen frem og der bliver samlet op. En gransanger og en bogfinke
konkurrerer om hvem der kan synge mest solskinsagtigt muntert. Vi fortsætter hen ad stien. Da vi når frem til bænken, sætter vi os mens Hunden og Min Hund får lov at søge efter godbidder på den solvarme jord. ”Nej,
så dejligt” siger Min Veninde til hele sceneriet, solen, fuglene og de dybt koncentrerede hundevenner, og vi bliver siddende lidt, mens de snuser rundt. Der dufter af solvarme nåletræer, og på stien har myrerne travlt.
På tilbageturen kommer Hunden hen og skubber til Min Venindes ben, nu skal der leges bold. Tennisbolden bliver kastet hen ad stien og Hunden småløber af sted efter den, tager den op i munden
og vender i lidt langsommere tempo tilbage med den. Afleverer fint lige i Min Venindes hånd og får en godbid. Min Hund får også en, selvom han ikke har udrettet noget for den. Han har regnet ud at det ikke kan betale sig at løbe
efter bolden, så han bliver bare stående og venter på at Hunden kommer tilbage. Bolden kastes igen og igen, indtil Hundens tempo bliver så mageligt at man må gå ud fra at han har fået sit hente-bold-behov dækket.
Ved bilen nægter Hunden i første omgang at stige ind i bagagerummet. ”Åh” siger Min Veninde, hun har forstået. I bagagerummet finder hun en vanddunk og en firkantet hvid plastikskål.
Hun hælder op, Hunden drikker begærligt, og da han tager en pause, træder Min Hund til og drikker forsigtigt. Hunden får nogle slurke mere, så er han villig til at hoppe op i bagagerummet og tilbageturen i bilen kan begynde.
Sådan har vi haft mange solstunder i hundeskoven.
Måske bliver der nu ikke flere med Hunden. Noget kalder på ham fra der hvor vi alle skal hen en gang.
- - - - - - -
Hunden er ikke mere. Han blev så syg at han måtte hjælpes herfra.
Han efterlader sig et meget
stort savn. men vi har meget at være taknemmelige for, vi der var sammen med ham.
Dejlige, dejlige Hund.