 |
|
|
 |
|
Hør
Nu er den der igen
Kan du ikke høre den
Den skingre overtonehylen
Som en syg forvokset tinnitus på sjælen
Både min og andres vrede sorg og frygt
Gådetræk og svanesang fra fjorden
Vindens orgeltone gennem skovens træer
Jeg må søge deres tilflugt for at rense mine sanser
Se
De graver kratere i vores stille skove
Se de vælter dræbte dyrekroppe dybt derned
Se de hælder kalk på kroppene
Kalken som en kapsel om det bløde væv.
De kan ikke kapsle skammen inde over det som sker hver dag
Det de nu har gjort mod vores tillid kan de ikke kapsle ind.
Hør
Nu er den der igen
Den skingre kvalme overtonehylen
Hjælp mig til at finde fred.
Langs stien hvor vi går,
min nye hundeven og jeg,
ånder som en lydløs ringlen
dit nærvær.
De mange tusind skridt
vi fulgtes gennem tiden
tegner et usynligt net af tråde
i min verden nu
som månelys i rimfrost.
Bilrudens spejlinger af skov og skyer
gemmer billeder af dine øjne
forventningsfulde, mørke.
Jeg ber til at jeg en dag ved vejens ende
må finde denne blanke ro at hvile i.
Nu kommer angsten hen og lægger kinden på min pude
Den ser mig ind i øjnene så ved jeg hvad den vil.
Dens forskerblik vil lægge sindet øde, vil
vende hver en sten og rode bænkebidersværmen frem i lyset selvom
jeg ånder ganske lydløst.
Kun mine venner katten hunden
kan måske ånde os en vej
tibage gennem labyrinten
så vi kan tage den nye dag i brug
Nu.
(tilegnet min far og lærer Jensen)
I var der før vi kom.
Vi sad på jeres arm
og red på jeres skuldre
I havde store varme hænder,
I vidste alt om alting
havde vidst det altid.
I lærte os
tallene og gåderne og spillene og kongerne og byerne
og dyrene og landene og salmerne og sangene.
I lærte os at save, svømme, sejle, cykle,
gå på stiger, ikke kigge ned, kun op.
I lærte os at rette ryggen, tale sandt, at stole på de
andre,
at stole på os selv.
At ingen er alene
At Gud kan høre vores
bønner.
I lærte os at komme videre og ikke bære nag og pylre.
I lærte os at sætte sejl, at rebe sejlene og surre alt før stormens
komme.
I lærte os at ånde roligt selv i stormens midte.
Da stormen var forbi stod vi foran den store slette:
Stormslagne træer overalt.
Vi tøvede , I gik og fandt en vej, vi fulgte tavse efter.
I gik så længe foran os at I blev næsten glemt
I tabte tempo, I faldt sammen,
Vi troede at vi overhalede jer undervejs,
Nu kendte vi jo vejen.
I smilede og lyttede og spurgte.
Men så en dag
Da det blev lyst
Var I igen langt foran os
På slettens anden side
I vendte jer og vinkede os frejdigt fremad.
Så gik I videre derovre og blev borte.
I går der stadigvæk en ukendt vej.
Og bagved følger dem
som vi skal lære
at gå på stiger
ikke kigge ned, kun op.
At stole på sig selv og på os andre.
At ingen er alene og at Gud besvarer bønner
Og at der altid er en vej.
Jeg står på randen af min verden af i går.
Nu kæntrer jorden under mine fødder
der vægrer sig mod vejen ned.
Jeg stinder mig forgæves.
”Se” råber stemmer bag mig,” der er vores fjender”.
Jeg skimter gennem tågen
på skrænten overfor
en hoben mennesker jeg ikke kender.
De elsker eller sover.
De spiser- nogle sulter.
To peger med kalashnikovs og mange græder.
Fra slugtens bund genlyder skud og skrig.
Jeg ser en fugl på et gelænder.
Den hviler sig - er det en bro jeg aner?
Her deler vejen sig måske.
Hvor går min vej-
til tågebroen eller kløftens bund?
Tungsind
Nogle gange
når det ydre rum bliver fladt
og det indre bliver tomt
må du balancere
svimmel som et dinglende insekt
på knivsæggen imellem dem.
Og så venter der en vinter
som en edderkop i hjørnet
lige over dig.
Den kender og den tæller dine år.
Du,
store træ
som roligt stod
vinter efter vinter,
syngende og gyngende
i vinden,
sikker på din rod.
Stormen snigløb dig i
nat!
Nu ligger du med dine
grenes tunge dragt
Svøbt omkring dig som
en skæbnessvanger pragt.
Stjerner så dig miste
grebet,
Fugle hørte da du
faldt.
Vindens hyl
forstummede et øjeblik.
Nu er skoven stille.
Her er helt ubærligt
stille.
Nu.
Kun
tavse tågedryp fra træerne omkring dig.....
…..men et andet sted i skoven
Vokser der en lille
fighter
Ufortrødent
I en falden kæmpes rodnet
Kabale
.
Klynget op i lygtepæle
Flere steder mer' end to
Smilemunde uden mæle
Stirreøjne klæber
Ansvarstunge joviale
Sociale liberale
Røde sorte grønne blå
Se mig husk mig:
En som du kan stole på.
Lad mig være
Fri mig for den gratis kaffe
Jeres foldere og flyvere og røde roser
Giv mig jeres tanker jeres tøven jeres tro.
Eller lad mig være helt i ro.
"Længes mod nord..."
"Må
rejse mod syd......"
"rejser mod syd......"
"Søg
åbent vand....."
"se ,åbent
vand!......"
"Lander vi her?"
"solen gik ned...."
"her skal vi ned...."
"Her
er der fred,...."
"Føde og fred....."
"
Til en undertrykt ( 3.08.12)
Du elskede din mand så højt
Du gav ham først dit hjerte,
Så din vilje , sidst din frihed.
Han modtog gaverne
og voksede sig op mod solen.
Du stod i skyggen , blev forbavset stadig mindre,
for ingen havde sagt dig
at den der elsker dig og ærer dig
vil modtage dine gaver,
men aldrig aldrig vil han
modtage din vilje og din frihed.
(Digtet er skrevet til en undertrykt kvinde, men hvis man skifter "mand" ud med "kvinde" og "ham" ud med "hende", så får man den spejlvendte situation, og den er ikke bedre for nogen af de involverede)
Jeg rækker mine solskinshænder ud imod dig
så stære flyver op med sang.
Jeg mærker vinden aer dig på kinden.
Mit hjerte spreder vingerne og flyver ind mod lyset
mens det svinder.
Jeg mærker vinden køle mine kinder.
d.09.04.12
Sjælene før os
svæver om jorden i nat.
Mellem brag og lysglimt
høres deres sagte sang:
sangen til jorden.
Skove lytter
stjerner nynner
Har vi stunder,
kan vi måske høre,
nynne sagte med
på sangen om jorden.
Over jorden
er der én der smiler
hører mellem brag og lysglimt
mange stemmer,
hører kun:
sangen fra jorden.
I Jasons fodspor hudløs
Som om jeg mangler huden,
det gyldne skind som skulle varme mig og værne mig.
Som om jeg kunne falde svimmel ned fra dyrets ryg
højt oppe over havet.
Som om jeg skulle rejse langt og kæmpe mod en drage
der vogter kraften som blev væk.
Som om jeg kunne svøbe mig i skindets lyse ro
og rejse mig og finde talens brug
og svare for mig når de andres sorg og frygt
vil stjæle søvnen
og vil bringe mig til rådløs tavshed.
Afsked med min hund.
Mellem i dag og i morgen sitrer endnu en kniplingstynd hinde.
Solen gik ned.
Min gamle hund snuser i skovbunden.
Mellem den og mig en kniplingstynd hinde.
Et øjenpar følger mig
endnu
i lygteskæret , dansende i mørket.
Dyrlægen ventes i morgen.
Rækker jeg i morgen aften hånden frem
er kniplingshinden blevet til en mur:
ingen vej tilbage.
Ingen øjne bag mig.
Min ven er borte
og beslutningen var min.
Englene
Bag mig står min fortids mørke engel
I hans folderige kåbe gemmes alt hvad jeg har mistet,
opfyldt af et dæmpet gyldent lys.
Ved min side med sin varme hånd i min
går min nutids lyse englebarn
sulten efter glæde.
Foran anes en mig ukendt silhouet mod lyset,
håber han har brede vinger, stærke arme
og en kappe jeg kan låne.
”Husk os ” hvisker minderne der hviler.
”Følg os” synger timerne der iler.
Englen for det sidste tier,
men han smiler.
Fuglen
Giver slip på sorgen
Trækkes opad som en stor tavs fugl der svæver
Sidder på et højdedrag og ser mod vest hvor solen svandt.
Ånder ind:
Stjernekulde ,rosom ensomhed
Ånder ud:
Længsel efter omsorg, nærhed…
Bliver fri:
hænger over fjordens sorte silke , under himlens svimle højde
Svæver væk og glemmer
Svalerne
tog deres knitrende guirlander
ned
fra hvælvet
og var væk .
her en måned før jeg forlader Vestsalling for at flytte 20 km sydpå.....
udsigt fra bakken ved Kås Hovedgård mod sydvest og ....
Lille sang om Vestsalling.
feb.92
1. Den egn i Jylland, hvor vi bor,
har rum for hede, eng og fjord
og fugles ødsle vrimlen.
Det sker en klar oktobernat
ved rattet ser du pludselig, at
fuldmånelys og lynild
krydser klinger over himlen.
2. Gå ud en aften i april
i solens sidste lange smil
og lyt til fuglestemmer.
Du hører hejrens hæse skrig
og vibens mjaven i hver vig,
en rørdrum stemmer dæmpet i,
så tid og sted du glemmer.
3. Vor vind slår tiest om i vest,
ved fjorden i den stride blæst du rav og skaller finder.
En høj og sollys julidag,
hvor brisen fyder naboflag,
får sommerdrik en særlig smag
på stranden som du kender.
4. i vinternattens hjerte bor
en visdom, kendt af alt som gror.
Man siger, året ender!
Nej, træ og hare ved besked:
af det som ligner dødens fred
skal komme ny lyksalighed, så sandt som året vender.
Året (IV)
Der kommer solfald efter selv den længste varme sommerdag-
Der kommer kølighed og mørke og stiller vækstens rus
og dæmper pulsens korte slag.
Begrav din hånd i markens løse jord
og luk den søgende om en tilfældig sten, her længe efter solnedgang.
Føl solens varme gemt i stenen
og voksekraften som den gav.
Bagude
over sletten
skimter jeg i eftermiddagssolen
byen hvor jeg levede en tid:
tinder, tårne, gavle, træer
i det skrå og varme lys.
Skøn den første dag
ved synet gennem byens port,
en uendelig rejse gennem gader,
hastende svimle opdagelser,
skatte skjult i gårde og i haver,
fjerne trapper, drømte pladser,
paladser endnu ingen så.
Skøn, nu hvor jeg vender mig og ser den ligge bag mig
langt, langt borte.
Se! en dybblå, meningsmættet skygge,
klar , håndgribelig og tæt
falder ind over min lyse flimrende palet,
og jeg løfter hovedet og ser:
hvem fører penslen uden mig?
hvem skaber på mit lærred
nye flader, fyldt med ukendt liv?
|
|
 |
|
|
|