Til minde om hunden Bine

Bine blev født den 26.06.1999 på en gård i Midtjylland.

Det ved jeg fordi jeg har et brev, skrevet til internatet af hendes første ejer. Hun slutter brevet med at skrive bl.a. ”Vi er meget glade for Bine og det er med tunge hjerter at vi må skille os af med hende…”

Af brevet fremgår at de første 5 år af hendes liv har været gode og trygge. Hun gik til hvalpetræning og lærte de grundlæggende ting og var meget glad for at hente ting, fik en tid lov at sove i sengen.

Jeg tog over til internatet i slutningen af maj 2004, da jeg lige havde mistet mine forældre og måttet aflive mine 2 cockere, da den ene blev meget syg, og jeg skulle ligge i fast rutefart til forældrenes gård i forbindelse med begravelse og bo-rydning.

Her var Bine blevet indleveret 5 dage før og vi gik en tur for at se hinanden an. Hun var ret stresset og skummede meget om munden og skællede i pelsen, men jeg fik et godt indtryk af hende. Jeg tog hjem for at tænke over det, og kørte næsten straks tilbage for at hente hende, og det kom jeg aldrig til at fortryde.

Hendes første uge hos mig var streng, hun kunne aldrig slappe af, skummede meget og sad opret i sofaen og kiggede ud af vinduet uden at forstå hvad hun skulle der. Men hun sov i min seng og vi gik ture, når vi ikke lige rakkede på landevejen eller ryddede op på gården. Endnu måneder efter holdt hun udkig for at se om hun ikke skulle møde sin tidligere ejer, så jeg turde ikke slippe hende løs, det var især galt hvis hun så familier med børn. Der var to børn, tvillinger, i hendes familie og dem havde hun holdt af og passet på. Hun hentede deres mor, hvis de græd. En overgang tror jeg vi boede næsten lige så meget i bilen som i huset.

I august startede jeg på jobbet efter ferien og da blev hun meget trist over at være alene det nye sted, så jeg købte en hvalp, Hector, den 19. august for at holde hende selskab. De første dage kanøflede hun ham en del, men da Hector var totalt upåvirket, blev de rigtig gode venner. Det var lidt værre med katten Bandit, som jeg også havde fået i internatet, ham løb hun efter så han flyttede ind under sofaen/sengen i næsten et år. Men en dag blev de også venner. Katten Misty som nu er død, blev hun straks glad for.

Jeg har indtil nytåret altid trænet i DCH, og her startede jeg også i efteråret 2004 på det store skovhold.

Det var en svær start fordi vi ikke forstod hinandens kropssprog, men efterhånden gik det bedre. Samtidig skete der det, at jeg begyndte at klikkertræne, det første kursus fandt nok sted i oktober 04, og der trænede jeg både Bine og Hector, som således blev trænet hver 2 gange ugentlig. Klikkertræningen gjorde det meget nemmere at kommunikere klart med hende, og hun var altid glad for træning. Der var så et lille problem, idet hun gav sig til at bjæffe af utålmodighed og begejstring hver gang der var et kort ophold i øvelserne. I det hele taget gøede Bine helt utrolig meget, også hjemme og i bilen, hun var i perioder ganske hæs af al den gøen, og det fortsatte trods intensive forsøg på at træne det væk.

Hun kunne godt være dominerende over for andre tæver og var til gengæld meget indsmigrende over for de fleste hanhunde, store som små, det kom sig ikke så nøje, bare de havde charme. Dog var og blev Hector hendes livs kærlighed. Hun forførte ham 1-2 gange dagligt når hun var højløbsk ( han var steriliseret), og selv efter at hun fik livmoderen fjernet i november 2008 blev hun ved at flirte. Hun tog kørekort i DCH den 18.05. 2005.

Omkring 1.10.07 skiftede vi over til det halve af året at træne på Rally-o-holdet, hvor vi trænede med afbrydelser frem til efteråret 2010. Det skulle passe med at Hector skulle kunne gå til agility, og med at jeg vinteren 06-07 også trænede lånehunden Sol med henblik på en omplacering (der lykkedes i marts 2007).

Efter Hectors død 1.11.10 var hun en ganske kort tid med på det lille Skovhold, indtil jeg stoppede med at træne i vinterperioden.

Jeg trænede hende (dem) også selv og førte i perioder systematisk dagbog over trænings-resultaterne. F.eks. trænede jeg spor med dem selv.

Hun var moderlig, og det kom til udtryk på mange måder. Hun havde en særlig evne til at fornemme hvis man havde det dårligt, var syg eller ked af det. Mit ældste barnebarn fornemmede denne trøster-evne, moderlighed, og sad tit med armene om hende, så lagde hun kinden hengivent ned mod hans skulder , og sådan sad de uden at sige noget.

Da jeg efter mine forældres død oplevede den åndelige verden på en ny og- for mig- skræmmende måde, var det hende jeg faldt i søvn ved at lægge armen om, når jeg frøs og var bange. Et kvarter før dyrlægen kom for at afslutte hendes liv, sad vi i sofaen og hun lagde kinden mod min skulder. Hendes moderlighed viste sig også ved at da jeg fik Hector som 8 uger gammel i august 04, lagde hun mælk ned til ham for en sikkerheds skyld.

En ting som jeg først blev bevidst om for nogle måneder siden var hendes beroligende åndedræt. Hun åndede altid roligt og dybt, og når jeg lå vågen og angst om natten kunne jeg ”hægte mig på” hendes vejrtrækning og derved falde til ro og i søvn. Smukkere livsfællesskab finder jeg måske ikke mere i dette liv.

Men ligesom det er med mødre, var det med Bine. Man kunne godt komme til at tage hende for givet, fordi hun var så ubestikkeligt trofast og god. Hun var trofast mod sin første ejer og hun var trofast mod mig.

Hun opdrog Hector og - til en vis grad - Gaio og hun opdrog hele tiden på kattene. Hvis de var et forbudt sted og jeg prøvede at kyse dem ned, bjæffede hun ad dem og puffede heftigt til dem med snuden, indtil de kapitulerede. Og når Bandit undertiden for på Futte i ren utidighed, stoppede hun ham straks med et skin-udfald.

Hun holdt styr på min verden. Efter at vi kom her til landsbyen holdt hun konstant øje med alt ud af alle vinduer og advarede på behørig vis om alle de farer og fredsforstyrrere der lurede. Og det jeg troede var en grundløs bjæffen under morgenmaden, det var hendes måde at fortælle at mit the-vand stod og kogte og at jeg skulle ud og slukke for blusset.

Hun havde en vane med at sidde og hænge i stedet for at lægge sig. I bilen sad hun og hang med hovedet støttet mod vindueskarmen i timevis, og i sofaen sad hun og hang med hovedet hvilende på ryglænet. Hun sov i den stilling, der signalerede opvakthed og beredskab til enhver tid- så vidt muligt. Vær beredt.

Men al sin trofasthed og omsorg til trods, var hun selv hjemme og hun kunne ikke bare parere ordre uden at tage stilling til tingene. Det var som om hun forbeholdt sig sin ret til at rette på de fejlskøn hendes mennesker måtte gøre sig skyldige i. Og hun forbeholdt sig til enhver tid ret til at forsyne sig med fødevarer der lå og flød i et ubevoget øjeblik. Også ting som ikke var ubetinget sunde for hunde.