En dagbog for det første år på efterløn, afsluttet juni 2010

Jeg slutter nu( i uge 25  2010) min efterlønnerdagbog som jeg startede sidste år den dag hvor jeg forlod skolen efter afslutningsfesten.
Jeg har i det forløbne år forsøgt at holde rede på hvad det at gå på efterløn ville gøre ved mig det første år, og året er snart gået. På fredag skal jeg til sommerfokost på min gamle arbejdsplads, da begynder sommerferien for en masse glade elever og en masse trætte kolleger. Jeg har nydt mit første eksamensfrie forår i 30 år.

Ja, mit liv har ændret sig utroligt, jeg har fået meget mere tid og meget færre penge, jeg er frem for alt flyttet til min alderdomsbolig og har lært en masse nye mennesker og steder at kende.

Jeg har aldrig fortrudt min beslutning om at stoppe, jeg havde hårdt brug for mere ro og jeg havde ikke ret mange flere kræfter at give af.

Men det er mærkeligt at være trådt ind i en anden livsfase, der i en vis forstand er den sidste. Jeg er dog mest taknemlig , taknemlig fordi jeg lever i et land hvor man kan slutte før man er totalt slidt op, fordi mine forældre har efterladt mig penge nok til at holde op og købe det fine nye hus og fordi mit helbred bortset fra stresseftervirkningerne er så godt, at jeg kan nyde mit otium.

Efterlønnerdagbogen har været en slags fast holdepunkt for mig i tiden der gik, men hvad jeg herefter måtte føle behov for at skrive må skrives under en anden overskrift. Måske tilføjer jeg lidt efter sommerafslutningen på fredag, men ellers: Tak til min tålmodige læser.

......har jeg set 2 havørne for første gang i mit liv. Det skete i DOF Vestjyllands regi nede i Skjern enge området, helt nøjagtigt ved Lønborg borgbanke og ved pumpestation sydøst. Vi var flere steder og begge disse steder så vi ørn. Det første sted havde vi en sjov oplevelse der kunne ses selv i min 8x40 discount håndkikkert: en ørn sad i fred og ro på isen ved en lille sivø, formentlig ovenpå et bytte af en art. En ræv luskede rundt på isranden overfor, adskilt fra det vellugtende bytte og ørnen af åbent vand, men vinden bar  fra byttet og hen til ræven. Noget efter dukkede den op lige bag ørnen, den havde foretaget en større rundtur og var nået ud til sivøen over is. Ørnen rørte ikke på sig og til sidst måtte ræven luske af med uforrettet sag. Jeg lærte noget nyt om ørne, at de er dovne fugle der kan sidde og koge længe på et sted hvis ikke de lige er sultne. Jeg troede de var evigt på vingerne ligesom på mit maleri.
 
Fra jeg var barn havde jeg et kraft-dyr, som var en ørn, og jeg lavede et utal af små illustrerede bøger der fortalte om dens gøren og laden. Den fulgte mig med afbrydelser indtil for ca et år siden, da jeg under hypnoseterapi havde en oplevelse hvor det føltes som om nogle af mine kraftvæsner  integreredes mere eller mindre i mig. Jeg har i hvert fald ikke set den siden.
Men nu har jeg så endelig set den i virkeligheden. Jeg fik faktisk en klump i halsen. Så godt at den findes i verden!

På "DOF-basen.dk" under Natur og fugle kan du læse om den og høre dens (truelyd) som lyder lidt som en blanding af en høj latter og en skinger trompetfanfare.

En voksen havørn vejer mellem 3 og 5 kg, men kan have et vingefang på over 2 m. Den siges at være sotr ynder af blishøns og den slags. En god måde at få øje på den i luften er at holde øje med hvor der pludselig går mange fugle på vingerne, og på jorden kan man kigge efter krager der emsigt driller den. De siges undertiden at driste sig til at trække den i halefjerene! Hvorfor de gør det, når de ikke kan gøre den noget? Tja, måske bare for at få en konkurrent om ådsler o.l. af vejen, eller måske fordi sådan er krager bare, drilagtige og emsige.
Majestæter allevegne må jo også trækkes med paperazzi.

7.07.09

Jeg nyder sommeren i fulde drag. Selv om jeg ikke var gået på efterløn, ville jeg jo også som skolelærer have haft ferie nu. Så jeg kan ikke vide noget med sikkerhed om virkningen på kort sigt endnu. Men jeg har gjort mig mine tanker.  Jeg føler vældig lettelse ved tanken om at jeg fra nu af har al den tid til rådighed som jeg kunne drømme om. Når f.eks. drengene er på besøg herhjemme, bliver jeg ikke så stresset over småproblemer, og jeg slipper for at gå og stresse i weekenderne for at nå både hundene, haven, huset og ”mine mennesker” i løbet af to dage.

Så er der en anden ting der med tiden vil spille ind. Man har kaldt nordboerne for ”arbejdsasketer”. Måske kunne man kalde mig for arbejdsasket tidligere.

Det er vist egentlig et udtryk der stammer fra Max Webers studie i den protestantiske etik. I denne bog fremhæver han specielt den calvinske retning for det ejendommelige træk, at man ikke viger tilbage for at engagere sig i den materielle verden og tjene penge, fordi man ser sit virke som noget der tjener ens gud til ære og ser økonomiske fremgang som tegn på gudens udvælgelse. Det fører til, siger han, at man får et ejendommeligt forhold til arbejdet og den fysiske verden: man knokler for at knokle, men nyder ikke så meget sin materielle fremgang; man bliver altså ikke livsnyder af fremgangen.

Efter at kristendommen har mistet sit greb om dagligdagen i den sækulariserede verden af i dag, hævder nogle ,overlever arbejdsaskesen alligevel i et vist omfang, specielt i Nordeuropa. Nu vil de fleste vel indvende at det passer ikke, da forbrugerismen aldrig har kendt sådanne højder som i dag. Og forbrugerisme, det må da være livsnydelse. Men dertil kan man efter min mening sige, at de fleste knokler nok for at skaffe sig forbrugsgoder, men tiden til at nyde dem, den tager man sig ikke så tit.

Jeg har altid været et luksusdyr, der havde svært ved at holde budgettet, men jeg har også arbejdet rigtig meget, og det er så der at mine nærmeste har spurgt ,hvorfor jeg ikke kunne slække lidt på kravene til mig selv omkring jobbet. Det har jeg ikke kunnet svare på, og det lykkedes mig faktisk ikke at begynde at trappe ned, før jeg for nogle år siden fik regulær, behandlingskrævende stress. Når man ser, at man bliver syg af at arbejde ,bliver man jo nødt til at sætte sig selv på afvænning. Jeg stoppede med at arbejde hjemme f.eks. om aftenen, undgik at have internet herhjemme og arbejdede ikke i weekenderne. Alt arbejde blev lavet på skolen. Det hjalp. Derved blev mit arbejde også synligt for mig selv og andre, og de andre sagde at de mente at jeg selv nu arbejdede mere end de. Det kan jeg jo ikke vide, men det mener jeg ikke passede.

Hvorfor arbejdede jeg så så meget tidligere? Ja, dels er jeg perfektionist, dels er jeg nok arbejdsasket. Jeg er simpelthen ikke god til at nyde livet og lalle derudaf, og det slipper man jo for, når man knokler. Ubevidst ville jeg nok også foretrække at kaldes arbejdsbi frem for livsnyder. Og endelig så slipper man så dejligt for at konfrontere sine egne indre dæmoner, når man knokler. Angsten for ingenting, den eksistentielle ensomhed og ens manglende evne til at leve sammen med andre i det lange seje træk bliver kamoufleret, for man når ikke at være angst, tumler bare om og sover. Man når ikke at føle sig ensom, fordi man bader i mennesker på jobbet og man når aldrig at være så længe sammen med andre at fernissen går af.

Set i det lys bliver det meget spændende hvordan jeg så vil reager nu til november uden ”my work-drug”!!!

Jeg er så privilegeret at jeg kan stoppe med at arbejde nu, hvor jeg ikke længere har kræfter til at passe jobbet ordentligt. I går var der afslutningshøjtidelighed for de nye studenter og hf’ere , sommerfrokost for skolens medarbejdere og sommerafslutning for os der går nu. Der var fine sketches , taler med mange søde ord  , gaver, blomster, alt hvad hjertet kan begære. Jeg har glædet mig helt vildt til at stoppe og ”få mit liv tilbage”, men jeg fik så mange gode ord med på vejen at jeg faktisk følte et stik i hjertet, ikke over at forlade arbejdsopgaver som jeg ikke har kræfter til, men over at skilles fra nogle gode arbejdskammerater og ophøre med at færdes i de smukke bygninger. (se foto).  Om aftenen var jeg helt vildt rastløs og havde svært ved at forestille mig at jeg ikke længere skulle være en del af alt det. 😮

Jeg faldt sent til ro, men sov godt i nat, og har haft en dejlig dag med hvile, en tur i svømmehallen og en læsestund i svalheden i min grønne have. Jeg tænker på mennesker som ikke var der i går og som jeg ikke fik sagt farvel til, jeg tænker med glæde på de ting folk gjorde for at glæde mig, Jeg tænker også på om jeg nu bliver sådan en lille anonym skikkelse der lever i mit naturparadis uden at have nogen betydning for nogen. Et job giver en identitet , en vis betydning og vægt  til det man siger. I så fald må det være sådan, for jeg magter ikke at fortsætte. Tanken om at jeg nu er herre over min tid er næsten svimlende dejlig. Lidt ligesom at være barn igen og have en evighed af en sommer foran sig….Og så er der tanken om alt det jeg nu kan nå at være sammen med familie og venner!