En aften mellem jul og nytår for et par år siden……
….gik hunden og jeg tur i skoven som vi plejer, jeg med min pandelampe
for ikke at falde over stormrevne grene på jorden, og hunden med sit reflekshalsbånd, så jeg kunne finde ham hvis han skulle blive væk. Sådan kan man prøve at sikre sig mod al landsens småuheld - og store genvordigheder.
Jeg gik og skumlede over en juleinvitation der ikke var kommet som forventet og ærgrede mig over at jeg dagen efter skulle på et langtrukkent julebesøg som jeg derimod ikke havde lyst til. Snakkede
halvhøjt med mig selv som jeg plejer når jeg har et par sandheder at sige til nogen fraværende - og der ikke er folk i nærheden! Jeg var denne jul inderst inde blevet enig med mig selv om at jeg ikke betød noget virkeligt
for nogen og at jeg selv aldrig havde holdt rigtigt af nogen. Jeg havde også vedtaget at det var så lige meget for så kunne jeg da bare passe mig selv, høre min musik, læse mine bøger og gå mine ture med min ledsager,
hunden Saxo, som var nødt til at holde mig ud. For sådan er det jo for hunde.
Det var måneskin og i de små åbninger i skoven faldt månelyset på mosset og på
grantræernes stammer. Ind imellem skimtedes store rodnet-kager af graner der var væltet i stormen. Jeg har altid syntes at det så ud som om der kunne være huler inde under de nedhængende blottede rodtrevler.
Så jeg blev egentlig ikke overrasket da jeg inde mellem nogle unge graner fik øje på en lav lysplet, omtrent som et månestrejf, men langt mere koncentreret og funklende. Jeg standsede og gik et par skridt
i den retning. Saxo blev stående og undrede sig. Her plejede vi jo da at fortsætte lige ud. Inde under et væltet og oprevet rodnet så jeg til min undren noget der mindede om to små vinduer. Det var der det funklende lillebitte
lys kom fra.
Nu tror i nok ikke på hvad jeg fortæller om lidt alligevel, så jeg kan lige så godt lade være at prøve at gøre det mere sandsynligt og bare fortælle
hvad der skete:
Der var noget der bevægede sig inde bag de små oplyste ruder, og pludselig sprang der en lysende lodret sprække op midt imellem dem som om nogen havde åbnet en ganske lille
dør på klem indtil der hvor lyset kom fra. Saxo snuste og begyndte så en stille ildevarslende rumlen fra struben mens han kantede sig nærmere på stive ben.
I døren var en lille
bitte skikkelse nu kommet frem og stod helt ubevægelig i silhouet mod lyset. Der kom en lille fin lyd som en fuglekvidren og som ved et trylleslag holdt Saxo op med sine trusselsmanøvrer, han lagde ørerne tilbage og gik forsigtigt haleviftende
fremad mod skikkelsen i døren. Denne løftede hånden og kastede et eller andet glitrende over mod hunden, der til min rædsel gav sig til at krympe indtil han stod derhenne, ikke større end en lille fugl foran skikkelsen. Der
lød igen en kvidren og lige idet jeg ville kalde Saxo tilbage løftede væsnet igen hånden og kastede et net af glitrende små rimfroststjerner imod mig. Et par stykker ramte mig ligesom gnisterne fra en stjernekaster uden
at det gjorde ondt. Og da duggede mine briller , så jeg tørrede dem hastigt med fingeren og satte dem på igen. Jeg så nu at Saxo havde fået normal størrelse og at figuren , vinduerne og døren var vokset,
så de nu var noget nær på højde med mig selv. Til gengæld tårnede roden af den væltede gran sig op oven over mig som en hel skov med sit virvar af trevler og mørke skygger.
Den kvidrende lyd forandrede sig som om en eller anden havde afspillet den ved meget langsommere hastighed, og nu lød den faktisk som forståelig tale. Det var figuren der talte ud under sin spidse hue og jeg syntes jeg kunne se øjne
glimte inde mellem mange rynker.
”Er du en nisse?” fløj det ud af mig, mens jeg irriteret nåede at tænke at min far ville have frydet sig, han som altid havde sagt at nisser
fandtes. I et glimt anede jeg hans smilende øjne.
”Du kan selv være en nisse” klukkede væsnet og vinkede hunden og mig nærmere. Det lignede en mand med en mosfarvet klædning
og en frønnet opretstående hue.
”Du ER da en nisse, hvad skulle du ellers være” spurgte jeg forvirret.
Væsnet havde sat sig på
hug og strøg Saxo over hovedet, der hvor han er god at ae.
”Så siger vi det” smilede væsnet op til mig. ”Du har troet mig til en nisse, derfor ser jeg sådan ud.”
”Ja, du er da i hvert fald ikke et egern” udbrød jeg. Bedst at gå med på spøgen, når han tog det sådan.
”ikke det?”
lo egernet foran mig og kiggede på mig med veloplagte stenkulssorte øjne.
Jeg blinkede og så stod der ikke et egern men en skikkelse der mindede mest af alt om en nissekone, bare mere spinkel
og med et forklæde helt ned til jorden.
”Nu har du troet mig til en nissemor” lo hun og strøg en hårtjavs op under huen. ”men kom indentil. Du må da lige smage min
agernvin”.
På bordet indenfor døren stod på en stub en formation af små agernkopper fyldt med en gulbrun væske. De passede lige i størrelse til min hånd, så
jeg tog en af dem op og skulle lige til at nippe til indholdet da jeg hørte flere stemmer sige ”skål”. Jeg så op og foran mig stod disse skikkelser der lignede en far, en mor og nogle mindre børn, alle med opretstående
huer. Det var simpelthen for skørt, så jeg fnisede bare , satte koppen for munden og drak. Da jeg løftede blikket igen, var der kun én skikkelse, den lille kone fra før.
Vinen gav
mig mod så jeg spurgte: ”Jamen vil du så lige sige mig hvad du er, hvis du ikke er en nisse”.
”Jeg er et livsvæsen” sagde hun og lige pludselig stod der
en hel flok spidshuer bag hende og nikkede og mumlede: ” livsvæsner, det er det vi er.” Hver gang de gentog ordet ”livsvæsner”, hvislede og sydede det som vand på en hed kogeplade. Hun pegede på mig og smilede.
”Hvad tror du selv du er?”
”Hø”, sagde jeg, ”det ved da enhver, jeg er et menneske”
”Høhø”
lo hun og pegede tilbage på mine ben. Jeg kiggede ned og så to nydelige lodne ben med poter der stak ud hvor mine fødder plejede at være. Da var der ved at gå panik i mig, men Saxo tog et par skridt hen mod mine pelsdækkede
tæer og så beundrende på dem som om det var en klar forbedring fra før.
Nu skal jeg vise dig noget, sagde konen og det næste der skete var for mærkeligt til at jeg kunne rumme
det
Der hvor nissekonen stod, stod nu min moster, sådan som hun havde stået så ofte for at tage imod mig for mange år siden. Duften af stegt kylling bølgede
omkring hende og hun rakte en varm hånd frem mod mig mens øjnene lyste af velvilje. Mens jeg holdt hendes hånd , voksede den ligesom og pludselig stod jeg med en stor kølig drengehånd i min og hørte hans forlegne
overgangsstemme sige ”Hej Astrid” , et kort venligt blik, så så han ned; men så skød der mærkelige grene frem omkring hans pande, og foran mig stod kun ganske få meter borte en kronhjort og tog intenst mål
af med sine mørke øjne. Idet den vendte sig og begyndte at trave fattet bort, forandrede den sig og blev til et sjippende barn, en pige der talte ”fireogfyrre, femog fyrre, seksogfyrre….” mens hun lod tovet svirpe
over fliserne. ”Se hvor mange jeg kan!” råbte hun tilbage over skulderen og vendte sig så om med glæde i ansigtet…..Og nu stod der en kattekilling parat til at fare af sted i kådhed…..
”Forstår du stadig ikke” sagde en sprukken stemme ved mit øre og min gamle tegnelærer lagde hånden let på min skulder mens vi sammen så katten springe op ad et træ og hage sig
fast med kløerne. Jeg rystede stumt på hovedet. ” Vi er alle livsvæsner, vi har del i liv , vi er sammen en tid, og så driver vi fra hinanden som skyer.” Jeg lukkede øjnene og sank en klump i halsen.
Det var jo sådan det burde føles. Hvor han havde stået , stod et spinkelt birketræ med nyudsprungne bladvifter En af kvistene strøg mig over kinden. ”Græd ikke, alt er godt”, hviskede træet, ”
alt er liv. Alt liv er der for dig en tid og du er der for dem en tid.”
Jeg nåede lige at tænke at jeg jo netop ikke rigtigt elskede nogen , selvom de måske holdt af mig. Så var det
som om et dias-show flimrede frem. Hvert billede som jeg så forestillede et kort sekund mig sammen med mennesker, dyr og planter som jeg havde kendt og som havde været af betydning for mig , sol over mange åbne ansigter, over blomster,
en enkelt gang fik jeg et nærbillede af mit eget ansigt som yngre, et glad ansigt med øjne fulde af – varme? Som om de holdt af mig, som om jeg –holdt af dem?
Så stod jeg
bag ved to mennesker bøjet over en barneseng. Jeg gik nærmere og så at min mors hår var meget kraftigere end jeg husker det , helt mørkt og at det krøllede frodigt i nakken. Fars hår var helt kortklippet
og ikke gråt som før, men rødbrunt. ”Mor” sagde jeg uvilkårligt og i det samme kom der en pudsig lyd fra sengen. Kvinden lo og sagde med en lille overstadig kluklatter i halsen : ” Jeg sagde jo at hun er
begyndt at sige ” mor” ”. Så bøjede hun sig ned for at tage barnet op med glæde i hver bevægelse.
”Men hvem holdt jeg mest af? ” hviskede jeg
overvældet i håb om endelig at føle noget helt håndgribeligt inden i som jeg kunne holde fast i og tage med mig ud af denne drømmelignende tilstand.
”Vil du virkelig vide
det?” spurgte en af spidshuerne.” Hvad skal det gøre godt for?” de andre var der igen, de kiggede på hinanden og rystede på hovederne, mens de gentog:” hvad skulle det da gøre godt for?”
”jo”, stammede jeg,” så jeg kan se sort på hvidt at jeg ikke er ligeglad med alle andre end mig selv…”
”Dit ønske vil blive opfyldt”
stemmen lød da som en blåmejses fine ringlen. ”Men pas på, for du har kun et øjeblik, og bagefter vil du ikke kunne huske hvem du så ” og så var der er arm der pegede bag mig ud mellem træerne
og der stod….mit hjerte åbnede sig og fløj afsted….endnu før mine fødder begyndte at gå væsnet i møde mærkede jeg noget i mig rive sig løs og gå frem for at omfavne…..og
så var det væk.
Jeg vendte mig sønderknust mod skikkelsen i døren. ”Men, men , men hvem var det, jeg nåede jo ikke at ….” hørte jeg mig selv sige. ”jeg
ved ikke angang om jeg kender…..”
”Meget muligt ” sagde den gamle spidshue,” men vi livsvæsner kender jo ikke hele vores liv. Det gør du heller ikke, måske
er det et væsen du har mødt og som var verden for dig en gang mens du så det med kærlighedens øjne. Måske er det et væsen du vil møde. Hvis du da vel at mærke begynder at glæde
dig ved at du er levende. Livsvæsner giver sig ikke af med at gå og udpege vindere, hvem var størst, hvem var mindst, hvem elskede vi højest. Om vi overhovedet blev elsket . Eller om vi selv i det hele taget elskede. Det
er tiden for dyrebar til. Vi er her bare sammen indtil vi rejser videre”
Jeg strøg mig hen over øjnene. ”Nu trænger du vist til ro”. Flere stemmer nynnede ”ro-ro-ro”
som et ekko.
Hvad der derefter skete ved jeg ikke men da jeg åbnede øjnene lå jeg på ryggen halvt nede i hullet efter rødderne af en stor væltet gran og Saxo slikkede mig indtrængende
på næsen,selvom pandelygten lyste op i nogle grene fordi den sad skævt. Jeg satte mig op. Så stablede jeg mig videre op at stå og undrede mig i forbigående over at jeg hverken var våd eller kold. Jeg måtte
jo være snublet og have slået hovedet i faldet. Men mit tøj var tørt og jeg var hverken øm eller forslået.
Siden har jeg undertiden spekuleret på hvem eller hvad det
var jeg fik at se som mit hjerte fløj imøde. Det kan have været ….eller måske var det snarere……Men jeg ender altid med at lade det hvile……
Lige
en ting mere.
For et år siden op til jul gik mit ældste barnebarn, Linnea, rundt og hang med hovedet. Jeg så det jo godt og brød mit hoved med hvordan jeg måske kunne få hende
til at sætte ord på det, der pinte hende. Hvis det da var mig der skulle det.
Mens de andre var i kirke juleaften, blev vi to hjemme for at ”holde øje med anden i ovnen”. Vi
sad i køkkenet og Saxo holdt fra sin plads på gulvet et meget vågent øje med alt i mad-osen. Så sagde Linnea pludselig at hun skulle ikke have noget af anden fordi det der brune skind lignede hendes arm når hun
frøs.
Jeg svarede at det forstod jeg godt, men at så ville jeg mixe nogle nøddefrikadeller til hende i stedet. Mens jeg gik i gang med at røre ”farsen” sagde hun pludselig
ud i luften: ”Mormor, jeg tænker nogle gange på om jeg er helt normal”. Jeg gik i stå over røreskålen og sank noget.
”Hvorfor skulle du ikke være normal, Linnea?”
Fordi jeg synes slet ikke at jeg kan lide nogen, jo , altså lidt, men ikke rigtigt alligevel. Det er …..som om jeg ikke kan mærke at jeg er glad for nogen. Og ……jeg tror faktisk at jeg hader
Lea, nogle gange!” Lea er hendes lillesøster. ”Men der er heldigvis ingen der har opdaget det endnu, så jeg prøver bare at lade som om jeg er helt vildt sød og rar.”
”Lille
skat”, sagde jeg og ville ae hende på en bortvendt kind, ”jeg VED da at du er sød og rar”. Hun trak sig væk:” Du ved ikke en skid” brast det ud af hende og så lagde hun hovedet ned på armene. ”Ingen
kender mig sådan som jeg rigtigt er. Jeg snyder jer alle sammen ”.
Så besluttede jeg mig for at fortælle om min oplevelse i skoven. Jeg kunne se på hendes ryg at hun lyttede.
Lidt efter rejste hun sig og gik hen til vinduet. Hun spurgte i en anden tone: ”Hvordan kan du være så sikker på at du har ret i det? Er det ikke bare noget du finder på for at trøste mig?
Hvordan kan JEG være sikker på at JEG kan holde af nogen? Jeg er jo ikke dig.” Det var jo sandt så jeg tænkte over det før jeg sagde:” Hvis du gir dig lov til at mærke efter så vil du måske
også en dag føle at noget i dig bare river sig løs og går frem i glæde for at omfavne et menneske….” Hun vendte sig om og sagde irettesættende med et alvorligt blik: ”….eller et
dyr”. Så sendte hun Saxo et hastigt smil der under køkkenbordet og han kvitterede med et par bank med halen.
”Eller dyr!” gentog jeg. Så smækkede et par bildøre,
de andre var hjemme fra kirken. Vi lod det ligge.