Til minde om Hector

HECTOR
2. november 2010
Igår mistede jeg Hector, min lyse labrador på 6 år. Jeg valgte at få ham aflivet, da han fik mavedrejning efter at have fået nogle plastiksplinter i sig i forbindelse med at han ville tømme en beholder med en madrest.

Ovenfor er det bedste billede jeg har af ham, taget en forårsdag i Balling hundeskov, som var et af hans favoritsteder, for der kunne han løbe frit og bade i den lille sø. Der kom vi hver dag, mens jeg boede i Vestsalling og et par gange om ugen siden vi flyttede hertil.
her kommer han spurtende efter at have været nede i søen

her søger han godbidder sammen med Bine og Gaio

....og her ruller han sig i overstadig livsglæde

Det er sådan jeg vil huske ham altid fuld af vitalitet og glæde

Jeg vil prøve at beskrive ham , det der glædede ham og de glæder han bragte os .
Hector blev født den 21.06.2004 i Skringstrup, ca en måned efter at jeg mistede mine forældre og mine 2 cockere. Jeg hentede deres afløser, min Bine, på Spøttrup Dyreinternat .  Og da jeg startede på jobbet igen i august, blev hun så alene, at jeg købte Hector den 19.08. Jeg gik efter en lys lab han, og da jeg spekulerede på hvad jeg skulle kalde ham inden jeg kørte, hørte jeg meget klart en stemme, der sagde:" han hedder Hector". Så sådan blev det.

Som voksen vejede han ca 38 kg og han var egentlig for højbenet og svajhalet til at være en rigtig lab.
Men hans mest fremtrædende karaktertræk var en enorm godmodighed, og på sin første køretur med Bine og mig i bilen hjem lå han og sov fredeligt på bagsædet. Han blev tidligt kastreret da Bine kom i løbetid , men havde altid et udpræget maskulint præg og gik aldrig af vejen for at parre hende, når hun senere kom i løbetid( til Bines store begejstring!) . Det var jo ikke hans skyld at der ikke kom noget ud af det. Han spillede som voksen op til alle hunhunde, sådan lidt "går'n så går'n"!

Han startede træningen i DCH 2.10., da han var ca 3 1/2 mdr. gammel på hvalpeholdet, og karakteristisk for de første par års træning var en udpræget dårlig koncentrationsevene og en pjankethed uden lige. Han blev fra starten også klickertrænet . På http://www.klicker.dk/  kan du under titlen "klikkeroplevelser" finde en beskrivelse af hvordan jeg arbejdede med ham . Han fik altså lært at arbejde for belønning og han kunne hele sit liv ikke tåle at få skældud eller at Bine fik skældud. Hele livet prøvede han at afparere ved at komme luntende med en bamse i munden, som for at sige:"stop nu den skælden og smælden, skal vi ikke være gode venner og lege i stedet!" Jeg var på flere kurser for at lære klickertræning grundigere- han var til uoff. 6 mdrs prøve den 20.06.2005, og jeg trænede i denne periode ofte og seriøst. Han tog DCH-kørekort den 8.10.
2005. Det klarede han pænt, såvidt jeg husker ca 125/140 points. det var uigenkaldeligt sidste gang jeg gik til prøve med ham, da jeg hader prøver. 

Vi fortsatte med klickertræning indtil sommerferien 2006, hvor vi gik over til Agilitytræning som Hector fandt meget morsom uden at udvise ret mange talenter for noget særligt! Selv havde jeg vel endnu mindre!  Da jeg træner for at mine hunde og jeg skal have det sjovt, fortsatte vi med det, vistnok indtil efteråret 2007.
Herefter gik vi bl.a. på skovhold , og da Hector døde, gik han med stor glæde på det lille skovhold, hvor dyrene har lydighed, løbe-øvelser og færtøvelser. Jeg trænede on and off spor med ham, som han elskede. Det han havde sværest ved var feltsøg ,da han af en eller anden grund ikke kunne overtales til at komme tilbage med genstandene i den første lange tid. Dette på trods af at han derhjemme uafladeligt hentede og afleverede alt muligt, egnet og uegnet, uden smålig skelnen!

Han var altid jublende lykkelig for al aktivitet og træning, og efter de første umodne teenageår , hvor han ikke var god til at læse de andre hundes sprog, blev han pludselig en intelligent og fokuseret ung voksen med et stort socialt gen.

Herhjemme var han den glade dreng der spredte glæde , undgik at løbe lille Gaio over ende , som var Bines ridderlige ven og elsker,og han var god ved mine katte. Bandit stod ofte og slikkede den sovende Hector i øret! (forts.) 

Han havde nogle særheder, f.eks. blev han altid bange når man nyste, han sneg sig til at drikke af wc-kummen(også selvom han havde frisk vand i skålen), og han stjal al den mad han kunne komme til, f.eks. fra køkkenbordet, det blev denne trang der blev hans død.
Han kom altid efter sit måltid og afleverede Gaios (!)tomme madskål til mig, som ville han sige, "den hund er da virkelig for lille, giv den dog noget mad!". Han gøede ikke meget, men når han gøede rungede det dybt nede fra hans brystkasse. Han var for stor til at sove i min seng som de andre, men sov skiftevis i otiumstolen ved mit hovedgærde og på gulvet hvor han kunne strække sig i sin fulde længde. Han insisterede på at slikke alle, ikke mindst børnebørnene, hvilket mine gæster fandt ret irriterende, og selv har jeg da også et utal gange skubbet ham lidt væk eller bedt ham stå ned ad mig, når han ville op på højde med mig, han var faktisk næsten så stor som et menneske, hvis han stod på to ben. Jeg havde det dårligt med at skulle afvise ham, men hans slikken var næsten en besættelse. og der er vores verden jo så utaknemlig at den slags overstrømmende kærlighedsytringer, dem får man ikke altid fortjente points for. Mit ældste barnebar forstod det og lod ham slikke sig for at glæde Hector.
Han havde mange kælenavne og det føles mærkeligt at sige dem for sig selv nu hvor der ingen er i den ydre verden der svarer til navnet. Men endnu lidt kommer jeg til at sige dem eller hviske dem i søvne. Jeg savner ham så forfærdeligt.
Han var ikke så meget for omfavnelser, men nogle gange fik jeg lov at lægge armene om hans store krop og læne mit hoved mod hans nakke når vi sad i sofaen, og lige nu føles det som om der er en tomhed ind mod min brystkasse der hvor hans krop skulle være i mine arme...
Det jeg husker bedst fra ham var hans jordvindende fjedrende måde at trave i terrænet på, altid med lidt sænket hovede for at få mest mulig fært med, og da han vejede en del, kunne det formelig gungre i jorden når han kom forbi i galop. Han løb aldrig ind i mig selv på en snæver sti, når han overhalede. Han havde en god ven, collien Basse som han elskede at tumle med. Og når de børlede som store knæjter, kunne de godt tumle ind i os, så vi væltede.
Jeg skal ikke skjule at hans mange fysiske kræfter også var et problem for mig, fordi hvis han satte afsted efter noget han så eller for at hilse på en han kendte, så blev jeg sløbt med
 og det gav mange smerter i skulderen. Jeg fik af min kusine at elastisk bælte til at have om livet som jeg kunne tæjre ham med, så der var en bagstopper på, når armen svigtede, men det var hårdt for ryggen. Han fik derfor ikke så mange ture i snor som han kunne have brugt, men fik hver dag lov at løbe løs i en eller anden hundeskov.
her kommer Basse i højt humør sammen med mine hunde på stranden

Det jeg savner mest ved ham lige nu, det er noget som jeg nok følte , men ikke var bevidst om før nu hvor det er væk: glæde og stolthed ved synet af hans styrke, gode humør og ligevægtige sind, jeg følte dyb stolthed når han kom drønende hen til mig i indkald og han tilførte min tilværelse et strejf af drenget kraft og overskud. I forhold til Bine og Gaio optrådte  han som far overfor  mor og barn , den sikre havn og gode beskytter og loyale muntre kammerat.

Han havde en passion for at grave efter mus, en passion som tiltog når varmegraderne aftog, og han lærte Gaio at grave efter mus....
her graves!

Efterskrift

Til dig Hector  som jeg fik love at leve sammen med i 6 år: aldrig vil jeg glemme din godhed, mildheden i dine øjne og din munterhed. Du var en hunde-engel og mere end vi fortjente. Jeg takker Gud for at han nu tager hånd om dig og vi ses forhåbentlig den dag jeg selv har overskredet regnbuebroen. Indtil da, far vel, min stjerne!