Mit arbejdsliv - erindringsglimt

Sommerafslutningen

Det er en vidunderlig juniformiddag, og hun fortryder næsten, men også kun næsten, at hun sov så længe. Hun balancerer bakken med morgenmad ud på græsplænen og får sig sat ved havebordet. Humlebier og bier er i fuld gang i rhododendronbomsterne og hundene ruller sig vellystigt i græsset , én efter én, som for at bekræfte at det virkelig er en vidunderlig dag. Hun nyder følelsen af at have  ubegrænset tid til sin rådighed, ferien er lige begyndt, alt er muligt! Så for søren hun har glemt théen. Ind igen. En hund følger med ind for at se om der skulle falde noget af. Ud igen. Vigen ligger stille, dobbeltbekkasinen gnægger …åh, nu glemte hun lokalavisen som hun plejer at læse. Ind igen, denne gang ser hunden bare på hende som om den ville sige:” Er du ikke lidt stresset?” Er hun? Højst en smule rastløs, måske, for så var det solbrillerne, solen har flyttet sig hen til bordet fordi hun spiser senere end i går.

I går var sommerafslutningen, startende med dimissionen af hf’ere og studenter på de græsklædte skråninger uden for skolen, fortsættende med drinks og afsked og sluttende med sommerfrokosten, hvor hun var med til de første 4 timer. Ikke længere , fordi hun ikke trænger specielt meget til at se sine kolleger lige på denne tid af året, hvor hun- og de - er allertrættest. I flere år , da drengen boede hjemme, plejede hun at springe den over, så holdt hun en lille sommerfest for alle børnene med saftevand og ekstraguf, og pigerne havde flere gange, da de var små overrasket ved at hænge små gaver op til hende rundt om i træer og buske, et viskelæder, en lille plastiskfigur, en karamel. Og hun blev meget overasket og glad over hver eneste. Men i går var hun med, og det var rimelig hyggeligt, selvom hun ikke drak noget stærkere end vand.

Under dimissionen havde kantinen travlt med at stille drinks og kransekage op på lange borde i forhallen og forsyne kantinen med frisklavede sandwiches, udskåren frugt og croissant’er. Nogle år havde hun hjulpet ved opstilling og ekspedition ved fadølsmaskinerne, men i år havde kantinemutter indforskrevet rigelig arbejdskraft, så hun sad med ansigtet mod solen og hørte rektors tale og de mange andre taler og sang med på ”Blæsten går frisk” og ”Danmark nu blunder”. Hvide huer med røde og blå band på lange stolerækker, flyglets klang og blæstens pust i mikrofonen undervejs.

Det havde været en hård juni , med to årsprøver, studentereksamen i fransk og nu sidst censuren i Thisted. Forud for prøverne gik mindst 3 dages forberedelse til hver, men hun havde da holdt 1 ½ weekend fri. Årsprøverne tog næsten lige så lang tid, for selv om de ”ikke gjaldt noget”, skulle det jo gøres ordentligt som den prøve i at gå til eksamen som det gerne skulle være for eleverne.

Efter selve ritualet på plænen slentrede man rundt i en lille times tid, gratulerede de nyudklækkedeog hilste på enkelte forældre der havde lyst. I nogle ansigter så man den endnu ikke fortrængte reminiscens af en dårlig oplevelse ved eksamensbordet, andre takkede én helt ufortjent  overstrømmende for en god karakter ( altid samme svar: tak dig selv for en god indsats / det var godt klaret) , eller måske lidt mere fortjent (?) for god undervisning. Huske at spørge hvad de nu skulle lave, prøve at huske forældre hvis ældre børn man havde haft tidligere. Nippe til drinken, kransekagen var væk i en mundfuld. Mange lettede ansigter, også mange unge meget trætte ansigter og hæse stemmer efter nattens excesser, enkelte med solbriller og helt uden stemme!

Imens begyndte en gruppe lærere at dække op på lærerværelset, bordene blev stillet op, hvide papirsduge , buketter hjembragt ude fra Danmarks haver. Musikanlægget blev kørt i stilling, folk sad ved baren og i den lukkede solgård, kvinderne vippende med nylakerede tånegle og de yngste af lærerne i shorts over brune behårede mandeben. Optakt til livsnydelse, men med en lidt skinger bitone af knap nok overstået stress.

Klokken blev over ét, før buffeten var stillet op  i mellemgangen og maven rumlede seriøst, vant til frokostpause kl. 11.30, som den jo er. Hun havde valgt den strategi at sætte sig ved et bord hvor ingen endnu sad eller på den yderste af en række tomme pladser, på den måde kunne man håbe at komme til at sidde ved én, som af sig selv havde lyst til at sidde ved siden af én. Der var mange indslag under frokosten, taler, nogle morsomme, andre alvorsfulde, fællessang med sange gående fra at det højtidelige til det løsslupne, til alle sangene spillede Ingrid ubesværet og med et dejligt let anslag midt mellem to mundfulde. En enkelt gang tog Jørgen P. over, da Ingrid var ved at forberede et muntert indslag sammen en gruppe til ære for en ældre kollega, der gik på pension.

Hun frydede sig, da de lettere ting kom på bordet, frugt, ost, lidt chokolade og vigtigst af alt kaffen. Lugten af kød og krydderier hang stadig i luften, men det hjalp da døren ud til parken blev slået op og nyslået plæne og hvidtjørn og hvide roser glimtvis holdt sit indtog.

Kollegaen over for var lidt rødmosset og hans øjne glippede vennesælt i takt med indtagelsen af den franske rødvin, som man helst skulle have en mening om. På et tidspunkt sov han et par sekunder og rettede sig så op med et sæt og et hurtigt blik rundt, usikker på om han mon havde snorket. Rakte hurtigt ud efter flasken. Var på igen.

Kantinemutter havde forsynet hende med grøntsags- og brødaffald til dyrene, som hun skulle huske i poser i  garderoben når hun tog hjem. Hun havde ryddet- lidt!- op sit skab og tømt sit postrum og hun havde nogenlunde fået ønsket de nærmeste god ferie, så ved femtiden benyttede hun en lidt kaotisk periode til at smutte stille ud og balancere det hele ud til bilen. Det var en helt speciel følelse i bilen hjem, on your own now seks uger i træk, hvordan ville det blive? Ensomt? fredfyldt? Angstfyldt? Værst var den periode midt-sidst i juli hvor alle hendes venner traditionen tro tog på ferie, der plejede hun så at kalke huset og tjære soklen og muge ud i stalden, så man kunne være det hele bekendt. Men mest var det følelsen af glæde og lettelse lige her og nu, som rektor plejede at sige i sin tale, det bliver aldrig bedre end lige nu. Ferien var ung og ubrugt og forekom svimlende lyksaligt lang. Selvom den sidste uge skulle bruges til at forberede det nye skoleår. Nogle kolleger hævdede at de forberedte sig i op til 3 uger, og når de sagde det, var det vel sandt, hun selv kunne ikke få sig til det, hellere knokle til midnat når først det hele var i gang.

Er det indbildning, eller er lokalerne allerede ved at antage det drømmende, nymalede, rengjorte og forladte udseende som de har hvis man gør sig ærinde på skolen en uge efter feriestart, som med et ekko af stemmer der gik eller kommer?......

Juleløbet.

Det er buldermørkt, men inde på den neon-oplyste skole er der myldrende travlhed. Hun tjekker at hun har husket:

-20 kr. til løbsafgift

-kuglepen til at skrive med

-lommelygte (just in case)

- Thermokande med the til at varme sig på, hvis de finder et godt lunt sted at holde pause

- pose med clementinere og pebernødder, også til at bestikke drabelige ”snigskytter” med

- pose med skiftetøj til bagefter som sættes i garderoben før afgang.

-strikketøj til busturen frem og tilbage. Et par vanter der skal være færdige senest i morgen (julegave).

Så går hun ud til busserne for at finde sin makker, der også skal være klædt ud som indianer. Selv har hun lidt halvhjertet iført sig en malet sæk over sin lange uldtrøje, en sort paryk med fletning og et bånd med et par fasanfjer i nakken. Hun er ikke lige i stødet, har siddet i nat og strikket en trøje færdig (anden julegave) mens hun hørte Bachs juleoratorium. Desuden er hendes kondi ret dårlig, så hun frygter lidt strabadserne , nogle gange foregår løbet i et ret krævende terræn. Men at blive hjemme på skolen , det er da også for kedeligt.

Der holder 6 busser langs fortovskanten, foran den fjerde finder hun Annette, formummet som indianer med hjemmegjort tomahawk i bæltet. De betaler løbs-afgift ved busdøren og får info-materiale, trykt med billeder og tekst der viser løbets tema, slaget ved Little Big Horn. Så skruer de sig ned på et sæde, mens det fortsætter med at myldre ind med glade højrøstede unge, der prøver at finde klassekammerater nede bag i bussen. Det er koldt, de som endnu venter udenfor på deres makker, stamper i jorden og går lidt rundt for at holde varmen. Hun famler strikketøjet frem og slår masker op til den sidste af de to grå vanter.

Klokken er allerede ti minutter over otte, de er lidt forsinket, men der er hektisk aktivitet blandt løbslederne udenfor busserne. Så sker der endelig noget, deres løbsleder stiger ind i bussen dynamisk og fuld af glad forventning, så chaufføren får ordre til at køre. Og de lange busser manøvrerer ud fra fortovskanten i morgenmørket. Løbslederen tager mikrofonen og præsenterer løbet for dem, stadig uden at sige hvor de skal hen, men ud fra kørselsretningen er der nogen der mener at kunne regne ud at de skal til det militære øvelsesterræn en snes kilometer borte. De udfylder og afleverer deres løbskort, Ordnung muss sein, når 500 mennesker skal ud i terrænet i 3 timer, skal løbsledelsen have styr på hvem der er af sted.

De unge bag dem i bussen er i højt humør, nogle af dem er både meget trætte og i meget højt humør, hvilket godt kunne give en formodning om at de enten har andet end the i thermos’en eller at de endnu ikke er blevet appelsinfrie efter nattens bedrifter på værtshusene. Hun husker ikke at nogen nogensinde er grebet i fuldskab og sendt hjem fra løbet, men eleverne ved også at der bliver holdt øje med dem undervejs i terrænet. Et par tidligere elever er med i deres bus og de ser ud til at glæde sig lige så meget som de andre.

Efter en lille halv times køretur holder busserne i en lang række i udkanten af et lyngklædt og nåletræsdækket militært område. På et fælles signal myldrer alle ud og samles foran udråberne, der er klædt ud som cowboys og indianere. Der er ikke længe til solopgang, det rødmer i øst og det er hundekoldt.

De sidste instrukser råbes ud , og efter en masse skyderi fra nogle forbi-ridende ”cowboys” ( ”stakkels heste” tænker hun da flere af hestene gør anstalt til at stejle under indtryk af mængden af mennesker og larmen omkring sig) kastes en hoben plastindpakkede A4-kort over løbet ud blandt deltagerne, der skynder sig at samle kortene op. Der bliver en snakken og pegen, når folk skal finde ud af hvad vej de skal starte ud. Der er en time til de første levende poster lukker og 2 ½ time til de skal være i mål ved ”Fort Ranger”.

Annette og hun plejer ikke at løbe, det er de enige om, men de holder et frisk gåtempo og skiftes til at lunte af sted efter de fjerntliggende poster for at få deres stempel på løbekortet. Solen står op og farverne indfinder sig i det rimdækkede landskab. I starten er der et mylder af elever omkring dem, men efterhånden deler løbsdeltagerne sig i flere hovedgrupper, dem, der virkelig løber og som er let klædt i løbedress, den der går frisk til som de selv, og dem der trasker af sted , sludrende og syngende i store grupper medbringende bannere og klædt mere eller mindre morsomt ud i forhold til løbets tema. På et tidspunkt er der så langt til både deres fortrop og dem der kommer efter, at de kan nyde morgenens ro og solens stråler, mens de går , uden at snakke  så meget, ind imellem kommenterer de et og andet, ellers er de hver for sig i tankerne omkring den forestående jul, Annette er midt i en opslidende skilsmisse, og selv om hendes egen ligger mange år tilbage, kan hun godt huske hvor barsk alting føltes dengang. De har hver for sig fortalt hvor de skal være i jul og nytår, og de har hver for sig en del der skal gøres de næste hektiske dage for at blive klar til højtiden.

De holder en pause på toppen af en lille bakke, deles om pebernødder og clementinere og drikker af hver sin thermokande, alt imens de bliver mere nærværende og vender tilbage til en snak om hverdagen på skolen i den sidste tid. De sidder side om side i den rimdækkede lyng og ser ud over landskabet der lyser gyldent i den lave sol. Over dem kredser en tavs musvåge.

Så fortsætter de i raskere tempo, kan se at de skal have fart på, hvis de vil nå ”indianerlejren” inden posten lukker kl. 10. Undervejs støder de til en anden lille gruppe kolleger, der snakker oprømt om julefrokosten aftenen før. Alting afbrydes brat, da en en gruppe indianerklædte elever kommer stormende ned mod dem fra et krat, svingende tomahawker og udstødende krigshyl, eller noget der ligner. Eleverne nyder at gå til angreb på deres mere sendrægtige lærere og stjæle deres armbind, som giver points. Man kan dog købe sig fri, hvis man har ”ildvand”, siger høvdingen og ruller ildevarslende med øjnene. Hun og Annette forsvarer sig bedst muligt , da de ingen ildvand kan tilbyde, og det lykkes kolelgaen at beholde sit armbind, mens hun selv må aflevere sit til en rødmosset lang lømmel af en 2.g’er der vifter triumferende med det, inden han slutter sig til sine bortdragende kammerater. Deres ånde står over dem i solen som små skyer.

Indianer-lejren er nu i sigte, en cirkel af tipier omkring et stort bål, vogtet af en af løbslederne. Her udspiller sig et dramatisk optrin, der så vidt hun kan bedømme skal forestille en autentisk forhandlingssituation mellem hvide og indianere. Hun sveder så meget at hun er helt våd under alt tøjet og misser mod solen, mens hun prøver at blive i illusionen om at opleve en episode i et forfulgt folkeslags historie. Men et eller andet sted føler hun det lidt urimelige i at gøre noget så smertefuldt og alvorligt til genstand for en juleleg, selvom hun godt ved at sådan skal man ikke tænke. Den flirtende unge mandlige kollega tager sig nydeligt ud, forklædt som pelsjæger med gevær og Tim er klædt som amerikansk general. Jonas fra 3.a optræder som indianerhøvding og går væsentlig mere op i denne rolle end han normalt går op i noget som helst hun har set ham deltage i. Som hans yndige underdanige squaw optræder Sidsel med blåsort paryk og frostrøde kinder. Det er koldt at være figurant på løbet sådan en morgen. ”Forhandlingssitationen” går i hårdknude, og situationen opløses i skyderi og løben omkring, inden de fortsætter.

Ca tre kvarter senere når de Fort Ranger, hvor der til alle de kæmpendes store tilfredshed serveres gløgg af den allestedsnærværende Tina, kantinemutters assistent, parkeret bag to kæmpestore dampende gryder, tilbørligt indhyllet i sjaler og trøje. De afleverer deres løbskort ved en opstillet mini-bus med arrangører og hun ved godt at de ikke skal gøre sig håb om særlig mange points, dertil har de holdt et for mageligt tempo. Men det er dejligt at stå og dampe af  i solen med hænderne om et varmt plast-krus med gløgg og vide at nu vil busserne fragte dem det sidste stykke hjem til skolen. Det skal også blive rart at komme hjem og skifte tøj, og sidde i salen og synge julesalmer mens man kigger på de kunstige lys i juletræet og ser solen skinne skråt ind gennem de store vinduer.

På lærerværelset er der en oprømt sludren over kaffe eller øl og alle har friske røde kinder, glæden ved den forestående ferie smitter enhver, så man smiler , selv til sin værste kollega.

Hun tjekker at indkøbssedlen er i frakkelommen, efter juleafslutningen skal hun ned og købe de sidste gaver i byen.
Glæder hun sig til jul? Helt ærligt , nej, men hun glæder sig til at kunne holde fri, sove længe om morgenen, gå ture med hunden i dagslys og læse i timevis i de lange dage mellem jul og nytår, hvor det kan føles som om man aldrig skal på job igen. Når januar så oprinder, forestår alle forældremøderne om aftenen og så må man bare håbe at det ikke giver snestorm.

En dag som censor.

Det er den 15. juni, sidste mundtlige eksamensdag denne sommer (når vi da ser bort fra alle sygeeksaminerne i august). I dag kommer de skriftlige karakterer og de elever ,som hun skal være censor for, er oppe til deres sidste mundtlige eksamen inden huen.

Hun skal køre til Thisted, så hun skal tidligt af sted, bilen pakkede hun aftenen før, fyldte benzin på, tjekkede olie og kølervæske og dæktryk. Så må man bare bede til, at generatoren ikke står af ligesom for et år siden hvor bilen var uden strøm da hun skulle starte den.

Det er et hf-hold der skal op i religion, deres pensum omfatter ud over den obligatoriske kristendom Islam, Indiansk religion og et emne om krig og etik. Hun har læst hele deres pensum, nærlæst alle ekstemporalteksterne kritisk og medbringer alle bøgerne + de noter i stikordsform som hun selv tog under læsningen. Hun føler sig velforberedt og lidt højtidsstemt, fordi der kun er et par dage til skoleåret slutter med den såkaldte dimission der vil blive holdt uden døre på hendes egen skole, hvis vejret da ellers tillader det. Og det ser ud til at holde. De er inde i en hedebølge, de første roser blomstrer, der er brandvarmt i alle eksamenslokaler op ad dagen og når hun kommer hjem, slænger hun sig i skyggen af østgavlen og døser hen til lyden af overdådig fuglesang. Gederne er ude på græs hele døgnet og både høns og kaniner nyder deres liv i de store friluftsbure.

Bilen startede og nu gælder det om at nå til Thisted på den beregnede tid, så der kan blive tid til en sludder med eksaminator og først måske et lillebitte blund i bilen inden, når målet er nået. Hun kan godt nogenlunde huske hvor skolen ligger, og er derfor rolig mens hun kører ud langs fjorden og videre vestpå. Hun håber at der ikke er nogen af kursisterne der er i farezonen for at dumpe, men ved at hun ikke skal spørge eksaminator, som diskret vil bringe det op, hvis de er meget usikre på karakteren. Man kan ikke redde alle, et 5-tal kan ikke være et 10-tal, men hvis man står og vakler mellem 6 og 7, og eleven skal bruge et 7-tal for at bestå, kan man lade tvivlen komme ham eller hende til gode. Eller lade være. Det er ikke noget der vil blive talt om bagefter, og spørger nogen, ser man dem fast i øjnene og siger:” Jada, det var et helt regulært 7-tal”.

Hun drejer af mod nord og fortsætter, alt går efter planen, det skal det helst, de skal have hele holdet op i dag.

I Thisted finder hun den rette frakørsel i en af de store rundkørsler og der er stadig 35 min. Da hun kører ind på p-pladsen er der stadig 28 min. Så hun slukker motoren, slår sædet tilbage, læner sig tilbage og lukker øjnene. Hun har æggeuret med, så hun stiller det på 10 min, og døser hen.

Kl. 7.50 står hun på det fremmede lærerværelse med alle bøger og noter og venter på at hendes eksaminator kommer tilbage fra lokalerne som han er ved at gøre klar. Hun nipper til det store krus sort kaffe, som han stak hende i hånden for lidt siden og ser adspredt opslagene på deres info-tavle igennem.

Man skulle tro det var deres egen, samme slags meddelelser.

Så er han der. En høj og bred mand, lidt tyndhåret, med begyndende mave som hun selv. Han smiler forbindtligt og spørger om de ikke skal gå derop med det samme. Han virker rolig, gudskelov, det er træls hvis eksaminator er lige så nervøs som hun selv plejer at være. Alt er på plads og i orden i både ex.lokalet hvor de skal sidde de næste 7 timer og i forberedelseslokalet hvor eleverne skal sidde en kort stund og svede over den tekst de har trukket. Lodsedlerne ligger sirligt og tilfældigt udbredt på et stort bord og karaktersedlen, spidsede blyanter og notespapir med skolen logo ligger foran hendes plads.

Hun pakker sine ting ud og indretter sig og bliver så opmærksom på at han står afventede: ”Ja, vi kan godt tage den første ind”.

En buttet kortklippet pige , meget solbrun , med en smuk hvid bluse og en ret iøjnefaldende kavalergang kommer over og hilser pænt inden hun trækker en tekst : Islam.

-         ”Læs lige spørgsmålet for oven igennem og sig om du har forstået”.

-         ”Øhm ja, det tror jeg nok”.

-         ”Jamen så må vi jo heller få dig sat i gang. Du skal lige lægge mærke til at jeg har skrevet en enkelt ordforklaring for neden”.

-         ”Øh, ja”

-         ”Var det lige en tekst for dig?”

-         ”Æh, det ved jeg ikke, den er nok ok, er der et ur i forberedelseslokalet”.

-         ”Nej, det tror jeg ikke, det var derfor jeg sagde I selv skulle ha det med”.

-         ”Kan jeg ikke lige låne Kaspers, han skal jo først op kl. 10?”

-         ”Du kan da spørge ham hvis han er derude nu.”

Raslen af nøgler og de forsvinder ind i forberedelseslokalet , som på dette tidspunkt endnu låses af for at undgå at nogen forstyrrer eller hjælper examinanden undervejs. Så er examinator tilbage og de skal have godt og vel 20 min. til at gå, inden de skal have gang i noget igen. Rømmen, kaffeslubren, lidt spørgen til den andens examensbelastning i år, og tiden snegler sig af sted. Helst ville hun sidde for sig selv og lade op, men øvelsen går jo ud på at signalere at man er et socialt individ med overskud til at tænke på andet end det forestående job. I margenen til alle extemporalteksterne har hun noteret et par stikord, så hun kan overtage examen, hvis den anden skulle få et slagtilfælde eller slet ikke møde op af en eller anden grund.

Hun har skrevet klokkeslæt op for pigen der trak og da der er to minutter tilbage af hendes forberedelsestid, skal de have den næste , en ung mand ind og trække. Han får et spørgsmål i kristendom og ser noget blegnæbbet ud ved synet, men måske er han bare nervøs eller kørt træt af alle de fag de skal op i her til sidst. Ud med ham og ind med pigen fra før.

Pigen lægger godt ud. Selv skal hun jo sige mindst muligt og notere mest muligt ned, og nu gælder det om at fange niveau’et her, over middel, middel eller under middel?

”Er du færdig med det du har planlagt at sige, eller vil du tage flere ting frem i teksten?”

Pigen pruster lidt og virrer med hovedet, på hendes hals blusser nogle nervøse røde pletter: ”Næh, du må gerne spørge om noget”.
Examinator begynder at spørge og nu gælder det om at notere også hans spm. ned og vurdere – off the record- hvor god han er til at få pigen til at vise hvad hun kan. Ham her er lige tilpas, i hvert fald lige nu, siger ikke for meget og ikke for lidt, får pigen – Cecilie, var det hun hed- til at udfolde sin viden , når hun ind imellem går lidt død. Et blik på uret og et diskret tegn med blyanten til ham:

-” Ja, tiden er så fremskredet at vi skal til at runde af. Havde du noget du ville sige til afslutning?”

-”Øh næ-e”

Examinator famler ved blyanten , finder noget han kan få 50 sekunder til at gå med at spørge om, og så siger de tak til Cecilie, der hurtigt fejer sine noter sammen og er på benene.

-”Hov, vi vil godt beholde selve teksten indtil videre, men dine noter må du gerne tage med ud.”

Nogle gange er det kvalmende at skulle sige en replik man har sagt så mange gange før, men siges skal det jo, alle elever skal have samme informationer, og behandles ens, sammenligneligt.

Den første votering går strygende, de bliver hurtigt enige om 8-tallet ( ”et lille et, men det behøver vi jo ikke sige til hende”)  og om begrundelsen. Cecilie hører lige karakteren , så bliver hun helt fjern og lettet og glad , skide være med begrundelsen, nu skal hun ud og have hat på, og roser, og champagne og krammere og hurra-råb. Det sidste er strengt forbudt, for det forstyrrer den næste kursist, indskærper examinator da han er ude for at hente Thorbjørn ind, efter at Lise har trukket. Gennem dørsprækken kan hun se den glade familie og en kæreste  fra holdet, helt i hvidt ,og en masse cellofan og roser, så lukkes døren og de går i gang med Thorbjørn.

Tingene kører problemfrit indtil Kasper kommer ind for at trække , de er blevet 4 minutter forsinket, måske er det derfor der er en lidt anden stemning i lokalet. Men nej, da Kasper 20 minutter senere skal examineres, fornemmer hun klart at noget er galt. Examinators ansigt har tabt enhver form for udtryk, han overlader ordet til Kasper, der forsøger at balancere på en knivsæg, skiftevis overdrevent selvsikker, jokende, og nærmest tryglende usikker, desperat afventende stikord fra læreren, stikord der ikke kommer.

Så ved hun det, examinator har noget imod kursisten her, og han ved selv at han ikke kan lide ham, så for ikke at skade ham, forsøger examinator nu ”at nulstille” sig selv og være he-e-elt neutral. Det kan man bare ikke. Eller også har han gang i at ”stege” kursisten, så hun må gribe forsigtigt ind. Gøre opmærksom på at vi mangler tekstens slutning:” Ku du ik’ sige lidt om den nu, inden vi går over til perspektiveringen?” Smile, prøve at få øjenkontakt. Af kursistens usammenhængende respons konkluderer hun nu, at han ikke har forstået teksten. Er det en svær tekst? Nej den har en nøjagtig parallel i  pensum. En velforberedt kursist ville kunne se det. Altså nu ved hun noget om hvad det er examinator har på kursisten. Han laver ikke sine ting i det daglige, han læser ikke til examen, han mangler forudsætningerne for at sige noget  fornuftigt.

Examinators stenansigt løsnes lidt og han foreslår kursisten at sige lidt om indianernes religion i bred almindelighed, hvad tror de på, har de dogmer?

-         ”Øh? Dogmer? Næh det tror jeg ikke”…. men han får da sagt noget om det tætte forhold til naturen, og så er der ikke mere at hente.

Da en synligt lettet Kasper har smidt sine noter i papirkurven på sit hastige tilbagetog, bliver de hurtigt enige om et lille 5-tal, og så kører det ellers normalt. 5-tallet har tilsyneladende ikke hindret påsættelsen af huen og krammerne, det kan hun skimte, da døren går.

Frokosten er lækker og der er faktisk hele 45 minutters pause, så man kan nyde den. De snakker om ingenting og enes om at skulle dele noget slik til eftermiddagens strabadser. De får ikke mere kaffe, men kold kaffe kan også drikkes, og der er vel et par kopper tilbage fra i formiddags i kanden deroppe.

Solen har flyttet sig, gennem trækruden kommer lyden af glade stemmer og duften af nyslået græs, mens de kæmper sig igennem den ene examination efter den anden, der bliver varmere og varmere i lokalet.

Klokken 15.12 lukker de den sidste glade kursist ud til de ventende gratulanter med et 9-tal og de skriver karakterlisten under. Hun udregner diskret klassens gennemsnit, 8.7, og siger noget pænt om det til den nærmest euforisk lettede examinator. Indvendig undrer hun sig over at de examiner hvor hun er censor ofte synes at give et bedre gennemsnit end dem, hvor hun er examinator, og hun tænker for gud ved hvilken gang at hun ikke er god nok til at forsvare sine egne elever.

Orker ikke at tænke længere lige nu.

Slipper af sted og kører hjem med nedrullet siderude, så håret blafrende blæser helt i urede, mens hun skruer op for radioen.

Glæder sig hæmningsløst til sommerferien.

Studentereksamen i fransk , 3.g.

Hun har bestilt telefonvækning den 4.juni kl. 5 for at være sikker på at nå det hele. Men hun er vågen, da det ringer. Ude ligger en dejlig mild forsommermorgen med lidt dis og gråvejr, luften er mættet med fugt der når som helst kan konkretiseres til støvregn på bilruden. Fuglesangen er øredøvende.

I går aftes var hun inde på skolen og lægge alt klart i lokalerne, alle bøgerne til eleverne i forberedelseslokalet og alle bøgerne til censor, papir og blyant til alle, friske blomster i thekrus til lokalet med den grønne filt-dug og druesukkertabletter til forberedelsen. Hun brugte tiden indtil søvnen på at gå nogle af de ukendte tekster som skulle oversættes igennem, så hun vidste præcis hvor hun skulle støtte eleven. Denne censor havde sendt ret svære, men ensartede tekster, og ved forhandlingen havde hun fået kasseret de 2 værste, og fået lov til at sætte ekstra gloser på 5 andre.

Hun gruede for de to dage, første dag skulle de have 12 elever op, og anden dag 5. I gamle dage kunne man risikere at få 18 op i træk samme dag. Da måtte hun ofte parkere bilen på vej hjem og sove, så træt var hun.

Der var to elever der i år risikerede at dumpe i fransk, den ene, Jonas, havde - selvom det var træls - fortjent det som en konsekvens af sin manglende satsning på faget, den anden, Lone, havde knoklet i 3 år, men havde sindssygt svært ved at udtale de franske ord og ved at sige hele sætninger i samtalen. I repetitionsfasen havde hun sørget for at alle fik mulighed for at tage tavlenoter i sidste øjeblik med modelsætninger til hver af de større tekster, så de havde noget de kunne gå ud fra i deres egne mundtlige oplæg.

Men ud over de to var der en lille gruppe af ikke så stærke elever, der risikerede at klare sig dårligt, og det pinte hende selvom hun nok turde regne med at en 7-8 elever til gengæld ville klare sig rigtig pænt. Alt afhang af hvor perfektionistisk censor var og af hvordan deres samarbejde ville fungere.

Kl. 06.45 satte hun sig i bilen og startede. Eksamen var først kl. 8.00, men inden da skulle hun have lagt spørgsmålene ud på borde med den blanke bagside opad, have hentet karakterlisten og kopieret rækkefølgelisten, hentet frisk drikkevand til begge lokaler og en masse andre småting der bare skulle være klar når censor viste sig. Når de havde sat den første elev ind i forberedelsen, skulle de sammen bestille frokost og hente bakken med formiddagskaffe så den var klar. Og så skulle der konverseres. Denne første konversation var enormt vigtig, der skulle signaleres venlighed og lydhørhed fra begge sider som en elementær basis for det følgende samarbejde, og hun selv måtte helst ikke røbe sin nervøsitet der kunne tolkes som manglende kompetence. Begge klamrede sig herunder til koppen med sort kaffe, den første af et utal kopper dagen igennem.

Censor var denne gang kommet i god tid, så hun glædede sig over at hun havde været tidligt ude, og alt var hidtil gået som det skulle, så nu drejede det sig om at få den første, meget nervøse, elev til at falde til ro. Og så måtte hun sætte sig i den specielle sindstilstand hvor hun registrerede alt hvad der blev sagt, kradsede hurtige stikord ned undervejs uden at miste øjenkontakt til eleven, ud af øjenkrogen tjekkede censors mimik og kropssprog, improviserede ud fra hvad eleven sagde og samtidig holdt fast i sin overordnede plan for den franske samtale.

De startede altid med at oversætte den ukendte tekst, hvilket gik bedre end forventet. Så kom oplæsningen af den kendte tekst som Sidsel havde trukket, pigen gik i stå i ren panik, men hun fik hende med et venligt smil til at starte forfra, og nu flød det bedre uden at være specielt godt. Pigen havde lavet et fint lille samtaleoplæg og hun var nu blevet så fattet at hun derefter kunne fortsætte samtalen uden at hakke for meget i det. Hun var helt klart velforberedt i teksten og da de skulle runde af, svarede hun endda rigtigt på et spørgsmål fra censor, der huskede at signalere venligt smil over hele hovedet som respons.

Da døren havde lukket sig bag Sidsel, spillede censor kort ud: ”Ja, det var jo så en typisk middelpræstation, ikke?” Det lød mere som en konstatering end et reelt spørgsmål. Nu måtte hun selv op og markere:” Jeg ser det som en klar lidt over middel præstation. Men lad os gå det igennem, punkt for punkt.” Censor opremsede en del fejl i oversættelsen, men måtte indrømme at pigen havde klaret de svære tider i teksten godt. Oplæsningen var de nogenlunde enige om, men da de nåede til vurderingen af samtalen, var censor igen ude med grovfilen, syntes hun. Gudskelov havde hun noteret en del gode vendinger ned som pigen havde brugt. Censor kneb munden sammen: ”Ja, jeg kan jo godt høre på dig, at du mener 9, og det synes jeg bestemt ikke det var til, men hvis det her var en af de gode i klassen, så går der da ingen skår af mig for at give hende det.” Hun slugte det lidt fornærmende i antydningen af at så syntes censor bestemt ikke det var lovende for klassen som helhed, kaldte pigen ind og gav hende 9-tallet, mens censor kikkede ivrigt ned i sine noter. Det kunne komme til at koste senere, det vidste hun, man kan ikke vinde hver gang. Men Sidsel blev glad og måtte næsten skubbes ud, for de skulle jo have den næste ind og trække spørgsmål for at overholde tiden.

Det var altid et mareridt at administrere tiden, nøjagtigt hvor lang tid tog det at få den næste ind og trække (2 min.) , at få ham ind i forberedelseslokalet ( 1 minut) og få den ud som sad derinde, med alle noter og tekster, og få ham sat ved bordet i selve eksamenslokalet (1 - 2 min). Hvor lang tid tog hver af disciplinerne ( oversættelse 4-5 min., oplæsning 2 min., samtale 6 - 7  min.) , hvor lang tid tog voteringen ( 2min.) og den derefter følgende karaktergivning ( 2 min.). Det kunne skride på alle punkterne, og det måtte ikke skride, for det skabte nervøsitet og vrede hos eleverne, og dårlig stemning mellem eksaminator og censor.

Heldigvis blev de enige om 7 til den næste og nu kunne hun slappe en anelse af, hun skævede til det smurte rundstykke, men besluttede sig til at udsætte det, formiddagen var jo lang endnu. Der kom to mere som de var enige om, en 8’er (censor undlod ikke at bemærke at det var jo samme niveau som Sidsel), og en 9’er.

Hun begyndte at slappe lidt af i kroppen, men tog sig i det, erfaringen havde lært hende at man altid skulle være på vagt. De var gået om bord i rundstykkerne og skyllede efter med kaffe. Formiddagen gik planmæssigt og stressende uden pusterum, ind imellem svimlede det for hende et kort sekund, ikke fysisk, snarere mentalt, som om hun ikke kunne blive ved med at holde koncentrationen, men det skulle hun jo, så hun pressede sig yderligere. De gav endnu et 9-tal, dejligt, også fordi de var enige.

Så lige inden frokost skete det. Hun havde fået den dygtige Marie–Louise ind, klassens bedste, og følte en uforsigtig glad forventning. Et eller andet gik helt galt, pigen hakkede sig igennem oversættelsen uden at forstå den afsluttende pointe, og da de nåede til oplæsningen, måtte hun selv kæmpe med sin nervøsitet for ikke at gøre det endnu værre for eleven. Oplæsningen lød flad og tung i forhold til det sædvanlige niveau, og hun regnede lynhurtigt censors gennemsnit ud for de første to præstationer: 6? Marie-Luises samtaleoplæg var fint, og hun klarede resten af samtalen med brug af de rigtige samtalevendinger, hvad kunne det gi? 10? I alt 7! Katastrofe! Pigen havde ligget på 10 eller 11 i tre år. Hun smilede opmuntrende eleven ud af døren og vendte sig mod censor.

”7 for det hele !” gjaldede censor og så knap nok op som om det var en ren formssag og der ikke krævedes yderligere argumentation. Nu måtte hun beslutte sig, enten gamblede hun og sagde selv 9 for det hele og argumenterede for at det var en næsten perfekt samtale og det var jo det der var vigtigst, eller også måtte hun kæmpe for 8, men der var hun chanceløs, for med en afvigelse på én karakter ville censors vinde. Hun valgte det første og mærkede anspændtheden hos censor slå ud i lys lue, hun fik at vide at det var ubehageligt for denne at skulle samarbejde med en eksaminator der prøvede at trække elverne op og at samtalen allerhøjest var til 9. Men hun holdt på sit. De havde brugt 5 et halvt minut nu og hun tilbød at sende bud efter rektor, men de landede på at der skulle ske indberetning om karakteruenighed ved slutningen af eksamen, og at eleven skulle have meddelt gennemsnittet af de to karakterer, 8.

Med rystende knæ gik hun ud og kaldte Marie-Luise ind, de undgik at se på hinanden indtil de sad over for hinanden igen. Hendes egen stemme lød mærkelig hul og fremmed, da hun argumenterede for 8-tallet. Pigen fik blanke øjne og mumlede utydeligt at hun godt vidste det ikke var godt. Her brød censor ind:” 8 er da en fremragende karakter ved studentereksamen i fransk” afgjorde hun og så demonstrativt på armbåndsuret for at betyde dem at seancen var afsluttet og at den næste skulle ind og trække.

Og den næste, det var så Jonas. Han var ligbleg, han havde nået at opfatte at Marie-Luise fik 8, og ud fra det kunne han vente sig et 03 højst, mest sandsynligt 00. Mens de eksaminerede den mellemliggende elev i et underligt følelsesmæssigt tomrum, prøvede hun at få styr på sig selv, samtidig med at hun gav al sin opmærksomhed til eleven. De manglede kun Jonas inden frokost, så kom der en pause på en lille halv time, hvor man skulle spise, gå på toilet, sætte en elev ind  osv., og den pause var tiltrængt nu. Så ville de mangle 4 efter frokost.

De gav et 8-tal og så tog hun Jonas ind. Han måtte mere eller mindre give op over for størstedelen af oversættelsen, hans oplæsning var dårlig, og i samtalen var det bedste at han kunne sige ”hva?”, ”jeg forstår ikke”, ”vær rar at gentage” og ”det har jeg glemt” på fransk. Censor virkede kendeligt oplivet ved udsigten til pausen og foreslog et lille 6-tal. Da hørte hun sig selv sige ”5” med fast røst, alt andet ville være til grin, tænkte hun og hvad tænkte censor på! Jo, denne mente , hårdt presset, at han havde klaret samtalen uden at slå over i dansk og havde forstået den første tredjedel af oversættelsen i grove træk, så helt umulig var han da ikke. Men hun gav sig, da hun så ind i øjnene over for.

De fik Jonas ind og han virkede helt lykkelig for sit 5-tal, skyndte sig bare ud igen til de andre på gangen.

De valgte at gå på toilet før de gik ned og spise, det var en lettelse ikke at skulle se på hinandens hoved i 3 minutter. Så gik de ned i kantinen og forsynede sig fra den lækre buffet, og nåede lige at finde en plads før de skulle op og sætte den næste ind. De fulgtes ad i tavshed og gik så ned for at tygge sig igennem mest muligt i de resterende 12 minutter. Tidspresset befriede dem for at konversere undervejs, og hun affejede studievejlederen der ville vide hvad Marie-Luise havde fået i sit yndlingsfag? Var ikke i humør til at skulle begrunde et 8-tal til klassens lys i alle fag.

De sidste 4 elever eksamineredes i en atmosfære af tilknappet våbenhvile, de underskrev i tavshed karakterlisten for første dag, og censor rakte en kølig hånd frem og sagde tak for i dag, hun skulle skynde sig hjem og forberede et eller andet.

Så var hun alene i lokalet, hun ryddede op og pakkede sammen, tjekkede at der var spids på blyanterne i morgen, gik forbi kontoret og smed karakterlisten på disken uden et ord og gik direkte ned i bilen og kørte hjem, mens hun mumlede ”Satans, Satans” for sig selv og slog i rattet. Ind imellem græd hun også lidt, og følte en lammende træthed.

Det var ved at klare op, og ind gennem det halvåbne bilvindue kom duften af fugtig jord og græs, svalerne strøg lavt hen over markerne og det var den vidunderlige tid på året hvor det føles som om sommeren aldrig vil få ende. Resten af dagen holdt hun sig for sig selv, hun ringede kun til Vibeke og talte sin frustration ud og blev trøstet: ”Du skal se, Marie-Luise får sig en god eksamen alligevel, hun har jo ellers ene 11-taller, har hun ikke?”

Men det sidste hun tænkte på inden hun faldt i søvn var pigens blanke øjne og Jonas’ s glade ansigt da han gik ud med sit 5-tal. Og imorgen skulle de have Lone op.....

Skolestart.

Om natten sover hun uroligt, tanken om at hun skal huske at stå op ved lyden af vækkeuret stresser hende. Hun har tørret støvet af skoletasken og smurt den ind i olie så læderet ser pænt ud, hun har købt papbind i forskellige farver til hver klasse og lagt ned. Hun har skrevet navn i sin arbejdskalender og dekoreret den lidt med et foto hun har klippet ud , og hun har skrevet sit nye skema bag på omslaget, så hun let kan se hvor hun skal hen time for time. Mens hun gør alt det, får hun en lidt opstemt følelse. En følelse af at nu er hun klar og at endnu er hun da ikke kommet bagud med noget!

Om morgenen er det sært at skulle skynde sig ved morgensyslerne og gåturen med hundene og fodringen af dyrene udendørs. Mens hun går i det morgenvåde græs under en himmelhøj blå hvælving med knitrende svaler , føles det helt klart forkert at hun ikke skal være ude i dag og følge dagens gang i den friske luft. Men hun må på den anden side ikke glemme at hun mange dage har følt mig nedtrykt og alene fordi hun netop ikke havde noget ude i verden hun skulle tage mig til. Det kræver ulige meget mere selvdisciplin at holde sig selv i gang med at luge, kalke , tjære, muge ud og rydde op end det kræver at køre på arbejde.

Da drengen boede hjemme, var ferien delt op i skarpe perioder : de uger hvor han var hos hende og de uger hvor han var hos sin far. De uger hvor han var her, var der god tid til sen morgenmad, ture til svømmehallen og stranden og sen aftensmad og gyldent sollys over det hele. De uger hvor han var væk, var der en helt vildt indadvendt følelse af at alting stod stille og der virkede det mere naturligt at sidde i skyggen.

Hun får hundene lukket ind og tager skoletasken og mobiltelefonen med og går ud og starter. Halvt nede ad vejen kommer hun i tanker om at hun har glemt sit checkhæfte med kørekort osv., så tilbage igen. Hundene kigger forbavset, nu havde de lige lagt sig til at sove på hver deres plads i stuen og soveværelset. De får lidt ekstra godt og så er det af sted.

På vejen ind ser hun høstmaskiner mange steder på markerne,. Og ude ved vejkanten holder biler, hvis ejer går ude på marken og inspicerer arbejdets fremadskriden. Hun tænker det bliver en varm dag, der er foreløbig ingen skyer på himlen. Hun er ikke for tidligt på den, men der er da en p-plads ledig der hvor der bliver skygge fra træerne i eftermiddag. Da hun er i færd med låse bilen, rasler det i løvet over hendes hoved, en fugl smutter væk og et halvtørt blad falder ned på det støvede tag. Der er de to kolleger der kører sammen, de vinker lidt eksalteret men haster videre over gaden ind på skolen. Den ene af pedellerne står ved skuret og har gang i at ordne noget materiel, han smiler venligt og hilser, er til stede, der er ikke noget eksalteret over ham, han har jo været på arbejde, i hvert fald hele sidste uge, måske længere.

Inde på gangen lugter der ubrugt af fernis? eller rengøring? eller maling? Eleverne møder ikke før klokken 10, inden da skal lærermødet og alle de sidste aftaler være overstået. Lærerværelset summer af højrøstet aktivitet, folk ser rasende godt ud, brune, med bare arme og ben, i lyst sommertøj. Det er ikke en arbejdsplads hvor folk har slæbt sig hen, det er et sted man har sat sig op til at komme, man har mobiliseret alle sine ressourcer forlods for man ved der venter mange udfordringer og man glæder sig til at gå i gang.

Hun smutter op og tømmer sit postrum, hvor der allerede ligger en del sammenhæftede A4-ark med læssevis af praktiske oplysninger, instruktioner om arbejdets gang, og en opdateret adresse- og telefonliste  hvor de nye lærere er ført ind. Ved et rullebord forsyner man sig med smurte rundstykker og kaffe, hun tager en kop for et syns skyld , har jo lige drukket kaffe hjemmefra. Så finder hun en plads, hilser på de andre ved bordet og ruster sig til at svare på det evindeligt gentagne spørgsmål: har du haft en god ferie? Hun svarer altid det samme ( ”ja, dejlig, jeg var hjemme hos dyrene og kalkede og tjærede”) og så lytter hun til alle de aktiviteter som de andre fortæller om, huset de lejede i Provence, traveturen i bjergene, var det i Østrig?, nå, rundturen i det skotske søhøjland……Heldigvis ringer rektor med klokken og byder velkommen , så man kan komme videre til det de er her for.

Dette er altid de samme typer oplysninger og i den samme rækkefølge, godt for det, for ellers ville det være komplet umuligt at finde rede i. De nye lærere præsenteres og rejser sig forlegne halvt op og kigger sig  halvhjertet rundt for at man kan se deres ansigter. Det er dejligt med dem der rejser sig helt, smiler og ser roligt rundt, men det kan vi vel ikke alle. Nu kigger man ned, følger med i papirerne, skriver til og streger ud, en nyansat sprang fra i sidste øjeblik da konen ikke kunne få arbejde i byen. En elev er gået ud og man har fået en ekstra gæsteelev. Det er vigtigt at sortere alle oplysningerne i dem, der angår hende og dem der ikke gør. Hun skal have en 1.g. og det betyder formentlig at hun skal på hyttetur et døgn med dem inden for de første par uger, det er slemt , der føler hun sig virkelig ”klemt ind i en udadvendthed” som en af hendes kolleger på højskolen engang sagde.

På dette tidspunkt har man ikke indført at man straks skal ud og undervise, så efter den samlede velkomst i den store sal skal man kun ud i en klasse med deres skema ,buskort og diverse oplysninger  som eleverne selv skal kontrollere på deres stamkort. Dernæst har man fri og nu er der pludselig tusind ting der skal gøres inden man kan køre hjem. Velkomsten i den store sal er overvældende , alle pladser er besat, de nye elever  ser så rørende og flunkende ud med deres sommertøj, deres solbrune hud, nyvaskede hår og hvide usikre smil. De gamle er mere tilbagelænede med brune lår på stolene og snakker og skal lige kaldes til orden for at der kan blive ørenlyd. Gud ved hvordan rektor altid kan finde denne lyse , glade stemmeføring for at sige at vi glæder os til det nye år og at vi håber I vil føle at der bliver taget godt imod jer. Foran står et bjerg af opgaver, administrative , menneskelige, faglige og pædagogiske. Det samme bjerg hvert år, men med nye mennesker. Selvfølgelig er det sandt nok, hun glæder sig da også et sted til samværet med dem og til at folde tingene ud for dem og se dem tage fra, men lige nu er det alligevel noget lidt uoverstigeligt at tænke på.

”Man må forestille sig Sisyfos lykkelig” skrev en fransk forfatter en gang i en bog hvor han fortæller om den græske sagnhelt Sisyfos der som straf for en forseelse dømmes af guderne til at trille en stor sten op ad bjerget, og hver gang han når toppen , triller stenen ned. Det er ikke ironisk ment fra forfatteren ,og lige her og nu oplever hun kompleksiteten i det, både stenen og bjerget og lykkefølelsen på vej opad, når stenen flytter sig.

De nye lærere bliver præsenteret  og hilst med klapsalver, selvom eleverne jo ikke kan vide om der er noget at klappe af, men det er nu sådan en venlig tradition, og så bliver de gamle klasser sendt ud med deres klasselærere. Rektor holder sin tale til de nye elever og de kigger op mod talerstolen med lidt forlegen mine. Dem der sidder ved siden af nogen de kender fra før ser kækkere ud end de andre. De har nok alle sammen været igennem møllen med rusmodtagelsen, nogle har fået malet ”putte” på kinden eller armen, nogle ser ud til at være fulde af glad forventning, andre ser mere ud som om de sidder i tandlægens venteværelse. Så bliver navnene på alle elever i hver klasse læst op og de bliver sendt ud klassevis med deres lærer. Da alle er samlet går hun forrest hen til klasseværelset, låser døren op og lægger sine ting på katederet  , men de skubber sig frem langs bordene og finder en plads. I spektaklet hvor stolene løftes ned og taskerne losses op  på bordene kigger hun rundt på dem. Lyse og mørke hoveder imellem hinanden, mange pigeansigter, nogle få drengeansigter, det er en sproglig klasse, hun håber det er nogle solide drenge med en god selvfølelse så de kan klare østrogenbombardementet. Det kræver også god selvfølelse at præsentere dem for alle informationerne når nogle ret hurtigt sender signaler om at de godt vil hjem, nu hvor de alligevel ikke skal undervises. Nogle af dem kender hinandens navne , men her er unge fra 3 forskellige skoler, så hun organiserer en navneleg, hvor de skal prøve at lære at huske hinandens navne. Der er 4 Mette og 2 Mikkel i klassen, ellers er det de sædvanlige navne, på én nær, der har et franskklingende efternavn.

En hånd vifter til venstre: ”Jeg vil gerne ha spansk i stedet for fransk”. Pigen blæser med fremskudt underlæbe op i sit glatte pandehår og slår bagefter et kast med det lange hår. Med albuen får hun sidemanden til at sekundere lidt mere forsigtigt: ”Kan vi ikke vælge om?” ”Så skal I ned på kontoret når vi er færdige og spørge dem, man kan ikke bare skifte fag eller linje selv” . Dybt suk , informationerne fortsætter…

Hun føler sig lidt træt men samtidig glad , for der er mange dejlige nysgerrige øjenpar, mange dejlige smil og stor ungdommelig skønhed spredt ud foran hende. Som hvert år bliver hun slået af de unge glatte ansigter, de lange ben under bordene , deres overstadige fnis og deres hurtige flimrende bevægelser, når de vender og drejer sig. En af drengene har anlagt en veltilpas mine som en kat omgivet af fede mus , han ser ikke ud til at ville tage skade af østrogenbølgerne, snarere tværtimod. Ved siden af ham sidder en dreng, der  ikke er så vel i sin hud, men som prøver at skjule det ved højrøstede udbrud og store armbevægelser.

Hun når næsten ikke at udtale ordene (”jamen hvis Ikke I har flere spørgsmål, så vil vi sige på gensyn i morgen og husk I skal møde i lokale 11 i morgen kl. 8.”) Så er der allerede en storm af tasker der pakkes, stole der skubbes bagud , glade stemmer, fødder der knitrer mod korkgulvet. Og væk er de, det er først der hun kommer i tanke om at stolene skulle sættes op. Gør det selv, pakker sine ting og går ud, låser efter sig, selvom der ligger en forladt sweatshirt i vindueskarmen, ejeren savner den vel selv og kommer efter den i morgen. Hun kan høre at klassen inde ved siden af også er ved at bryde op. I morgen skal 1.b. og hun i gang med planlægningen af hytteturen.

Inde på lærerværelset er stemningen skiftet, folk er lidt indadvendte, fokuserede, alle render i hver deres retning for at få styr på papirer, kopier , kolleger der lige skal have en besked. Hun finder sin vante plads ved væggen, skruer låget af termokanden og nyder varmen fra théen. Mens hun drikker , laver hun en huskeseddel med ting der skal laves inden hun går hjem, det bliver til 8 opgaver. Der er til godt en times tid, så hun vil ned og se om kantinen skulle ha noget spiseligt, men ender med at snuppe et halvtørt smurt rundstykke med halvsmeltet smør og gå i gang med tingene på listen. Pludselig står der nogen bag hende, en plysset dreng slår undskyldende ud med lange arme og spørger om hun kan hjælpe, han har glemt sin sweat i klassen. Tilbage til klassen igen, låse op , han fejer trøjen til sig og er væk som en vind. Har ikke lyst til at veksle mange ord lige nu med en ukendt ældre dame.

Tilbage til huskelisten. Louise kommer hen og sætter sig prustende på stolen overfor:”Hold da op, hvor er der meget man skal huske”, hun stønner komisk og purrer op i sit lyse hår, men hendes ungdom og energi bobler ud af hende. Sekunder efter er hun oppe og råber Lars an, de skal begge ha 1.q, der er noget de lige skal ha styr på. Lars ser lidt skråt ned og prøver at trække sig lidt, behøver det at være lige nu, kan man mærke? Men Louise kender ingen pardon , får ham med over til det lange bord, fejer krummer og en vase til side og så forsvinder de i planlægningssnak.

Tilbage til huskelisten. De første timer går jo gerne med at introducere eleverne til det nye fag og med at lære navnene, medmindre man da har en 2.g. i sprog, så skal der anderledes kontant start til. Hun elsker disse første introduktionstimer, hvor hun kan fortælle om sit fag, svare på spørgsmål og prøve at opfange elevernes første uspolerede inputs , hvor alting endnu er nyt og uprøvet. Men der skal kopieres bekendtgørelser og metodeoplæg til 2 religionsklasser, og hun skal over og checke at bøgerne hun har bestilt til sin 2.g. i fransk ikke er blevet snuppet af en anden lærer. Det sker ikke tit, men det er da sket. (”Så du ikke min seddel?” –”Øh, jamen jeg havde da reserveret den først, det var derfor de lå i vindueskarmen” – ”, Øh, nå. jamen skal du bruge dem alle?”- ” På nær 11” – ”Nå men så….?” – ”Ja, mine elever skal bruge den, det lovede jeg dem sidste år” )

Så skal hun ha ført navnelisterne ind i karakternotesbogen, så hun hurtigt kan begynde at sætte tegn og kruseduller ud for de enkelte elever for at huske hvad de præsterer. Hun stopper op med et suk i døren til kopirummet, der står allerede 6-7 folk derinde, nogle tripper utålmodigt , andre kopierer, bander over maskinen, som gør knuder og skal skilles ad den ene gang efter den anden for at man kan pille krøllede, forbrændte og iturevne sider ud mellem valserne. Der går tyve minutter inden hun kommer til og andre tyve inden hun har sine kopier.

Så skal hun over på kontoret efter nogen papirer og stopper også her op i døren, da hun ser sekretærerne skjult bag en kødrand af elever og kolleger der alle har noget meget vigtigt de skal ha ordnet. Pigen med pandehåret og spanskproblemet er lige ved at underholde med hvor frustrerende det vil være at skulle ha fransk, når man nu meget hellere vil ha spansk og spansk er også meget bedre, for der er flere der taler spansk på verdensplan. Huske at ikke tage det personligt, håber pigen får lov, det er træls for alle hvis hun starter på noget hun ikke gider. Så er der pludselig en der lægger en arm om hende, en mandearm, det er en af de unge mandlige lærere der næsten konsekvent rører ved alle for ligesom at give sin udstråling større magt. Hvis det er kvinder, så er det den slags kærtegn, hvis det er en mand, så bokser han ham på overarmen eller pjusker hans hår, det virker både lidt charmerende og dødirriterende, så selv om fyren er rar, lemper hun sig ud af armen og smiler lidt overdrevet formelt til ham . Men nu er det blevet hendes tur, sekretærens lattermilde øjne møder hendes og der bliver tid til at sige ordentlig hej til hinanden, før hun får forklaret sit behov og Nette lynhurtigt og professionelt guider hende hen til de mapper hvor papirerne står. Ufatteligt at Nette og Stine altid behandler alle med smil og venlige eller sjove bemærkninger disse første dage, ligemeget hvor stor kødranden bag skranken er. Rektor toner hastigt frem, ville vist egentlig have ordnet noget  men hæver øjenbrynene ved synet af opløbet herinde og losser et par ark over i en bakke til ekspedition, hvorpå han retirerer lige så hastigt som han kom ind på sit kontor. Hun lemper sig ud.

Nu sveder hun lidt, det trykker ved tindingerne, hun har glemt hvad det sidste var som skulle ordnes, så hun må tilbage til lærerværelset for at få styr på sig selv igen. Det ville også være rart med noget frokost, men hun vil vente med at spise til hun kommer hjem.

Der går tre kvarter mere før hun kan pakke tasken og finde ud til bilen der holder under alt det grønne. Hun puster instinktivt ud , da hun sætter sig ind, her har hun helle, nu skal hun hjem, hjem til hundene, træerne og svalerne. Hun ved godt at hun mangler at forberede sin første fransktime i 2.g og lave et oplæg til deres første stil, men det må hun gøre senere. Vel ude af byen ruller hun vinduet ned og den varme solluft fejer ind og håret blafrer vildt og alt er perfekt, hun har overstået første skoledag, de næste skal hun nok klare også, nu er de da i gang!

Efter frokost finder hun sin vante plads i kanten af skyggen fra kastanjen, så der er sol på benene og skygge på ansigtet, lægger liggestolen helt ned og lukker øjnene. Selv gennem de lukkede øjenlåg kan hun fornemme solflimret når vinden tager i grenene, og det sidste hun hører inden hun glider væk er den ene af hundene der drager et dybt suk af velvære i græsset tæt på stolen.

Hytteturen

Det var det, så er de sidste kasser med tomme flasker afleveret i Rema og nu mangler hun bare at gøre regnskabet for hytteturen færdigt og fremlægge for eleverne i 1.b.imorgen, ikke at det interesserer dem synderligt , bortset fra det resterende beløb som kan bruges til slik  en sur dag, men det skal jo være i orden.

Alt i alt var det vist en ok tur uden de store uheld. Nogle år  har der været cykelstyrt og hun måtte på skadestuen med  tilskadekomne, men det var der ingenting af i år. Nogle fik selvfølgelig for meget at drikke, men alle stod da pænt op næste morgen og løste deres opgaver med at lave morgenmad og gør rent sådan som man havde aftalt.

Menuen var den gammelkendte, når de unge ikke vil bruge ret mange penge på mad, men alligevel skal ha noget i skrutten. Bradepandekage bagt af mødre, spaghetti med kødsovs og pittabrød med fyld til natmad. Meget vigtigt med chokopops og masser af juice til morgenmad.

De  havde været to lærere af sted, Rikke og hun, Rikke cyklede med de unge, og skulle holde sig i bagtrop så hun kunne støtte de fysisk svageste og sikre at ingen blev efterladt( ihukommende et år hvor en pige i bagtroppen på hjemturen fik et krampeanfald og væltede og måtte hentes af forældre. )Selv slap hun for at cykle, nogen skulle jo køre alle soveposerne, øl og vand og madvarer derud. Hun kørte 2 gange, for sidst på  eftermiddagen var hun hjemme og hente sin bagage og hunden og så aftenfodre dyrene derhjemme. Hunden var entusiastisk over at være med, og det skabte nogle gode situationer, bl.a. var der en meget stille, tynd og indadvendt pige, Nana, hed hun vist, der sad længe med armen omsorgfuldt om hunden og så helt tilfreds ud. Hunden så ud som om den forstod at her var et lidt skrøbeligt liv, så den blev siddende længe og lod sig holde om med et andægtigt udtryk i sit labrador-hoved. Der var selvfølgelig også nogle episoder, f.eks. da de gav hunden en halv gryde spaghetti der var tilovers og den slugte det hele og bagefter kastede det op i hendes køjeseng. Og om natten da en lettere overrislet fnisende elev kom tumlende ind på hendes værelse og hunden troede det var et voldeligt overfald og stod midt på gulvet med rejste børster. Men hun fik da hold i den og forklaret tøserne at de nok skulle banke på først hvis de havde brug for hende. Det betød også at hun måtte op kl. 5 og køre hunden hjem og morgenfodre, så hun kunne være tilbage ved hytten kl. 7 og være med til at styre slagets gang inden hjemturen.

Det var et fint natorienteringsløb klassen havde fået lavet og hun var med de mest dristige ude og nattebade i den varme augustfjord og holde hinanden i hænderne og hvine, mens de mere fornuftige sad på stranden og talte dæmpet sammen i mørket . På dette tidspunkt var det faglige og pædagogiske indhold af turene endnu ret nedtonet og hun var glad hvis de unge kunne finde ud af at organisere rundbold og måltider og underholdning uden at nogen blev frosset ud eller sure på hinanden.  Og denne klasse var god til at få tingene til at forløbe på en sympatisk måde. Der var da nogle der skilte sig ud, især om aftenen, enten til den ene eller den anden side.

Nogle drak på den ene side mere end de 2 tilladte øl , fordi andre ingen øl skulle ha, og blev ret højrøstede og anstrengende at høre på fordi de lige skulle vise de andre hvor seje de var. Det gjaldt de to af drengene som hun lagde mærke til første skoledag, fyren som stortrivedes med alle tøserne og hans følgesvend med det usikre selvværd, der foreslog at man skulle til købmanden og købe ind og lave body-tequila, men det fik Rikke og hun da afværget ved at sætte dem til at lave stand-up istedet.

En gruppe piger og så den plyssede fyr med sweatshirten blev på den anden side meget tresseragtige og insisterede på kun at drikke urtethé og spille guitar og synge , og de mere end antydede at de andre var for meget.

Men de fleste gik ind i fællesskabet på en sød og afslappet måde. Ja, så var der jo episoden med Lonni, der var hun lige ved at overveje om de skulle prøve at bruge hunden til at finde hende. Lonni havde tofarvet hår og meget bar hud og en efter omstændighederne voldsom øjenmakeup .Hun skulle hentes af forældrene kl. 22.30 , fordi hun skulle op og til familiefest næste dag, og i det hele taget befandt hun sig skidt . Hun var først hektisk munter, så kom der én og sagde at Lonni sad og græd nede ved stranden, så Rikke gik derned, mens hun selv blev tilbage og hjalp med at få opvasken efter middagen afsluttet på rimelig vis ,men kollegaen kunne ikke finde ud af hvad der trykkede pigen. Så lige pludselig ved halvtitiden var hun forsvundet og der opstod nogen panik, eleverne delte sig i grupper og gik i gang med at lede i det tiltagende mørke, for hun skulle jo gerne findes inden forældrene dukkede op. Annemette og Kristine med de store omsorgsgener fandt hende på en sti ved stranden hvor hun gik hulkende, og fik hende overtalt til at komme med tilbage. Annemette sagde til Rikke at hun mente det var noget med kærestesorg, men roen blev da genoprettet og da forældrene arriverede, var Lonni kommet så meget til sig selv at de fik hende med tilbage i nogenlunde rimelig tilstand. Hun havde fået vasket mascaraen af og duppet sine røde øjne og virkede rolig.

Det der med at lave en aftale om hvordan man skulle behandle hinanden i klassen først på eftermiddagen var lige ved at floppe lidt, fordi nogle mente at det behøvede de da ikke at skrive noget ned om, de skulle da hellere ud og spille bold, men da hun og Rikke insisterede på at der skulle noget ned på papir, nåede de frem til noget der så ok ud , og det er jo på den ene side rigtigt at den slags aftaler har aldrig kunnet forebygge at der opstår problemer senere hen når man har gået og slidt på hinanden. Men nu var det jo på den anden side bestemt at sådan en aftale skulle alle klasserne lave på turene, og så skulle der jo være orden i det.

De havde aftalt at de skulle skiftes lidt til at være på, hun og Rikke, så man lige kunne få en halv time på sit hummer uden at skulle svare på alt muligt, og hun lå og stirrede op i loftet af sin køjeseng, hvor nogen havde skrevet mindeværdige ting om hvem der elskede hvem. Hunden faldt til ro på hendes ben, den skulle være derinde det meste af tiden, for nogen var bange for hunde og nogle havde allergi.

Da hytten endelig var blevet rengjort om morgenen, drog trætte elever af på cykel op ad grusvejen og Rikke stak hende et af sine gode smil og sagde tak for godt samarbejde før hun trak sin cykel op og forsvandt. Så stod hun lidt og kiggede ud over vandet og prøvede at få samling på sig selv, dette døgn i næsten konstant udadvendthed tog på kræfterne. Rikke virkede ikke synderlig påvirket, men hun var selv mærkelig speedet og hul og forvarmet og havde svært ved at finde sig selv igen. Hun gik en runde og tjekkede at sangbøger og boldgrej lå pænt på plads og at affaldsspandene var tømt. Næste hold ville være her om en halv time. På dette tidspunkt skulle man ikke hjem og undervise eller til aktivitetsdag bagefter , så hun kunne køre direkte hjem og slappe af og vente på at uroen i kroppen klingede af i løbet af et døgns tid.

På bundlinjen var det jo mest et spørgsmål om at de unge var kommet hinanden nærmere uden at der var opstået situationer som ville være mere skadelige end gavnlige for det videre samvær, og det var lykkedes denne gang, det var hun rimelig sikker på.

Gymnasiefesten 

Overalt sidder der plakater der reklamerer for aftenens fest, den første store fælles fest i efteråret med musik udefra , og denne gang har festudvalget med det velklingende navn FUCK satset stort og hyret Gnags.

De spiller ganske vist først fra kl. 22, men et lokalt skoleband har fået den misundelsesværdige tjans at varme op for dem.

Hver elev må medbringe 1 gæst og billetter kan ikke købes ved indgangen, kun i forkøb. Der er trukket lod om hvilke klasser der skal rydde op, og 1.b. er iblandt dem. Kantinemutter har hyret alle de folk hun kan få fat i til at servere og sælge øl og vand, ølbilen har været der og stille fustager op i forhallen, og køleanlægget er sat til. Damerne i kantinen har brugt de sidste timer på at fremstille sandwiches og andre snacks til de sene nattetimer og hun har selv lovet at stå i baren fra kl. 21 til 24. Dørene åbnes kl. 20.30.

Det er fredag aften og hun er egentlig ret træt, men der er heldigvis også 2 andre lærere der har lovet at komme og hjælpe, Jørgen og Tim. Jørgen er god fordi intet kan få ham ud af ligevægt, hverken svigtende ølanlæg eller stangstive elever, og Tim er med sin glade udstråling alle tiders fordi han faktisk formår at se ud som om han hygger sig med alle. Kantinemutter har været ned og få et hvil på sin briks i kælderen og dukker nu frem, medbringende både sin mand og sin søn. De har hænderne skruet rigtigt på og kan flytte ølkasser og fustager i en rasende fart. Rektor skal være der som øverste ansvarlige, men tilbringer det meste af tiden med arbejde inde på kontoret, lyset i hans vindue er et signal til dem der kommer til festen om, at kaptajnen er på skuden. Roadierne for Gnags er i gang med at rigge til i den lille sal, mixerpulte og lysshow prøves af, inden de henter deres øl og fortrækker ud i bilen og skolebandet går på scenen og råber hallo i mikrofonerne et par gange inden de går i gang med at spille for en næsten tom sal.

Kl 21 er hun på sin plads i hovedbaren og tapper de første glas af anlægget for i starten kommer de næsten kun skum. Janne og Sus fra 3.c kommer hen og hilser overstadigt på dem i baren, de er virkelig shinet op, med blankt hår og highlights på kindben og læber og flot kavalergang, og det kniber dem da også at få ro til at betale deres fadøl fordi  de bliver mandsopdækket af flere fyre fra de andre 3.g’er. I dag slipper hun for at trække vinflasker op, det har Tim påtaget sig , og det går stærkt. De skal være 3 i hovedbaren ad gangen, og der er 2 pengekasser, placeret så man ikke lige kan række over disken og få et ”lån”. I starten går det ikke stærkere end de kan følge med , men lige inden kl. 22 vælter det ind med folk, og udsmiderne patruljerer rundt i adstadigt tempo med armene ud til siden for at alle kan se deres muskelpragt. I gamle dage behøvede man dem ikke, men efter nogen kedelige episoder med fulde folk der ville slås, har skolens ledelse og FUCK bestemt at de skal være der. Den lune pedel har ellers indtil nu klaret de fleste situationer med sit gode humør , sin myndige udstråling og sin håndfaste måde at overtale unge fulderikker på.

Gnags er stadig ikke gået på, men stemningen er på kogepunktet af forventning, gamle elever fra de sidste år dukker op ind imellem alle de nye unge hoveder, der krammes og langes stribevis af øller over disken.Kantinemutter viser hende hvordan hun skifter fustage flere gange uden at hun helt selv tør vove det. Hun løber tør for vekselpenge en gang og må bede Brian passe hendes hane . Så sker der pludselig noget, folk suges ind gennem dørene til salen, de første akkorder af ”Burhøns” trænger klart igennem larmen, Gnags er gået i gang. Nu bliver der kortvarigt mere ro ved bardisken, kun en meget fuld ungersvend læner sig ind over den mens han prøver at få kommunikeret sin bestilling på forståeligt sprog. Disken svajer lidt og kantinemutters mand må træde i karakter for at få ham lidt ned på jorden, fyren har enten ikke opfattet at bandet er startet eller også er han ligeglad med bandet, han er her for øllet og pigerne. Det rykker i hendes ben, hun ville godt ind i salen og svaje med når Peter AG’s ”Rytmehans!- er du der?” gjalder ud over den kogende mængde af hoveder, men hun må blive på sin pind.

Ved halvtolvtiden bliver hun afløst et kvarter og kan komme ind i salen, der er propfuld, en ufattelig varme og lyd slår imod hende, men de er der alle sammen oppe på scenen og rytmen forløser glæden i alle de dansende kroppe. Hun tænker på alle koncerterne hun er kørt ud til, nogle gange med drengen, nogle gange i ondt vejr, først været hjemme langt ud på natten. Altid kommet hjem fuld af lys og energi, har fået drengen i seng og stået ude på græsplænen og kigget op mod himlen og bare har sagt ”yes,yes!” i begejstring til sig selv. Folk synger med og hun begynder også at flytte ben og synge, så meget som det kan lade sig gøre i trængslen, ønsker sig et helt tomt gulv til at svæve rundt på, og kommer så i tanker om at kvarteret må være gået. På vej tilbage får hun en kæmpekrammer af en af pigerne fra 3.c., der også er helt oppe at køre over stemningen.

I pausen mellem sættene er der virkelig strengt i baren, folk råber, maser og brokker sig hvis det går for langsomt, nogle mener at der mangler 4 mm i at være fyldt op til stregen, andre buh’er og siger de skal falde ned. Pludselig er der optræk til uro henne ved toiletterne, hun når at fange et glimt af to fyre hvis ansigter er faretruende tæt på hinanden, og et bange pigeansigt. Hvor er nu bodybuilderne, nå, der kommer de, situationen kommer under kontrol. Pludselig toner rektors ansigt frem i vrimlen, han mimer et eller andet til hende med et venligt , men lidt stresset udtryk, og hun mimer noget tilbage. Så er han forsvundet i vrimlen, men fint at han viser flaget. Den lune pedel dukker snart efter op og referer humoristisk og hovedrystende udfaldet af optrinnet for dem i kantinen. Uromageren er ekspederet udenfor og roen(!?) genetableret.

Kantinemutter og pigerne bærer sandwiches op og Jørgen afløser Tim, der straks bliver halet ind i salen af en flok glade elever som vil ha ham med i dansemikken derinde. Hvordan bærer Jørgen sig ad med at udstråle ubesværet ro i dette kaos? Hun skeler til uret, hendes vagt er forbi om 20 minutter. Hun har ikke drukket øl eller vin så det bobler i maven af sodavand , her er ulidelig varmt, faktisk så varmt og fugtigt at kondensvandet drypper ned fra loftet, det har hun aldrig set før, men der har nok heller aldrig været så mange mennesker til en fest som i aften. Hun afløses og søger tilflugt nede i køkkenet, hvor kantinemutter og hendes søn er ved at få en tiltrængt sandwich, ingen kan se på dem at de er hængt op, de udstråler glad energi og fyrer bemærkninger af. Hun gumler på sin sandwich mens de andre har fuld gang i salget  ovenpå.

Gnags er stoppet nu ,efter en reprise af Rytmehans, alt er i opløsning, nogle unge haster ud gennem svingdøren for at komme hurtigt ned i byen, andre bliver hængende og råber til hinanden, de har ikke helt opfattet at larmen fra salen er stoppet, de er helt i deres egen verden nu, der kysses, krammes, grædes, grines  og sendes lange blikke, der hvor noget ikke gik som håbet. Nu skal hun bare igennem gangen ned på lærerværelset og hente sine ting, det siger klistrelyde, når man går på gulvet, hvor der er spildt ølsjatter i rigt mål. Oprydningen er ved at komme tøvende i gang, de elever som er tilbage fra 1.b. som skulle rydde op er ved at få koste og instrukser udleveret af de mest kampduelige dele af festudvalget.

Endelig ud til bilen og køre hjem gennem den svale regntunge nat, hjem til et varmt brusebad og en urolig nats søvn. Godt hun ikke skal noget særligt i morgen.

En almindelig god dag i midten af ugen før efterårsferien.

Det er den lange dag i dag : først dobbelttime i fransk i 2.g, så en mellemtime, derpå religion i 3.c, frokost, så 1 religionstime i 2.p og til sidst dobbelttime i fransk i 1.b.

I 2.a er de kommet godt i gang med bogen om en jødisk drengs skæbne i Frankrig under anden verdenskrig, og i dag skal eleverne aflevere deres første større skriftlige opgave med udgangspunkt i en af de vigtigste scener i filmen. Så skal de bruge ca tyve minutter til en anonym skriftlig evaluering af undervisningen. Hun har skemaerne klare, så de bare kan udfylde dem. Og til sidst skal de lave samtale på fransk om en af de foregående scener. Ja, så er der selvfølgelig oplæsning og gennemgang af nye lektie i grupper.

Uden for døren til nr. 26 venter 2 elever, den ene med beklemt udtryk, den anden uden, men begge med samme ærinde: stilen blev ikke færdig til tiden. Hun tager dem én ad gangen, det var noget med en bedstemor der kom på hospitalet, Susanne ser så beklemt ud, at det godt kan være sandt, så de laver en aftale om hvornår stilen så kan falde. Mads siger med største frejdighed at han nok ikke har fået opgaveteksten, han kunne i hvert fald ikke finde den igår aftes. Så hun minder ham om at de fik den for 3 uger siden, at hun flere gange har spurgt om alle havde fået den og at de faktisk havde stileskrivningsværksted om opgaven i sidste uge. Hver gang har han sit ”ja men….” klar og virker en smule mopset over at hun ikke godtager hans grunde. Hun strammer sig an, finder en kopi af opgaven , ser strengt på ham og siger at hun skal ha den i morgen senest kl. 12. Så går hun ind i klassen.

Der er den særlige stemning som kommer i en god klasse når de skal aflevere stil, de seje elever har allerede lagt opgaven i plastiklomme og lagt den ud til kanten af bordet, lige for hende til at samle sammen, så hun samler ind og krydser af på klasselisten. Hun fornemmer en svag men umiskendelig følelse der udgår fra dem af tilfredshed med veludført arbejde. Hun tæller opgaver og tæller elever, der mangler yderligere 2 elever og som følge heraf 2 stile.

Så deler hun evalueringsskemaerne ud og giver en kort instruks om hvordan de skal udfyldes, hvorefter hun forlader eleverne i 2 minutter så de uforstyrret kan diskutere deres kritik af undervisningen hvis de har lyst. Hun bruger tiden til at gå ned og købe en kop kaffe i kantinen og få en kort passiar med kantinemutters assistent,Tina. Hun kommer pludselig til at tænke på drengen, hvad han mon laver lige nu, mens hun står foran det store vindue, nipper til kaffen og kigger ned gennem den grønne slugt i parken. Det har regnet til morgen . Hun har været inde på et slagteri, da hun gik på husholdningsskole, og hun ved det er hårdt arbejde og mener at vide at tonen kan være lidt barsk, men han siger bare kort at det er ok og folk er flinke, når hun spørger hvad han synes om jobbet. De tjener gode penge, men det virker som om de helbredsmæssigt betaler dyrt for det. Målt med den målestok er hendes job en loppetjans føler hun, selvom det også kan slide på én, men sådan er det vel med alle jobs. Hun kan se på flagene nede ved Føtex at de fejrer fødselsdag, nogen burde egentlig checke hvor mange gange om året de holder fødselsdag med helt vilde tilbud dernede. Nå tilbage til klassen, de fleste har udfyldt skemaerne og lagt dem i en stak , men Lone og Nanna som skriver meget grundigt, beder om 5 minutter mere. Hun bruger tiden til at skrive nogle franske gloser på tavlen som skal bruges til samtalen om lidt.

Hun starter samtalen op og langsomt kommer der gang i elevernes svar. Ofte må hun bede en anden elev gentage svaret, for nogle elever svarer så sagte, at de andre ikke kan høre det og hun kan kun forstå det fordi hun kan lidt mundaflæsning og ved hvad de vil sige. Katrine med de klare blå øjne svarer højt og tydeligt og bruger et par af de nye gloser , hun smiler anerkendende til hende og et par af de nærmestsiddende ser lidt imponerede ud. Det animerer et par andre til at folde sig lidt mere ud, nu begynder det at ligne noget. Susanne og Mads deltager ikke, Susanne ser virkelig ked ud af det, ser ned, Mads kigger ud af vinduet, ingen bog foran sig på bordet, det er vist ikke kun stilen han har forlist, må ha fat i ham igen… Da det bliver frikvarter er de 2/3 igennem scenen og hun føler sig godt tilpas, det her fungerer. På fredag skal de se resten af filmen med den triste slutning. Frikvarteret går med at slå en smut over på lærerværelset og kigge på opslagstavlen.

Anden time kører også på skinner, der samtales , læses op, og de fleste af grupperne gør sig umage med oversættelsen af ny lektie, så slipper de jo nemmere om ved lektierne derhjemme. Så da de går til morgenforsamling, føles det godt, bare lidt træls at hun skal bruge efterårsferien til både at rette stile og tælle evalueringer sammen. Det er en lys og glad morgenforsamling, den kommende ferie sætter sit præg, nogle af musikeleverne spiller i et band og de giver et nummer så man bliver helt varm i øjnene af glæde og energi. Også inde på lærerværelset er der en lettere løftet stemning, oppe ved den såkaldte bar med høje stole går snakken livligt over kaffekopperne, ferieplanerne lægges frem, det er ved at klare op udenfor.

Mellemtimen bruger hun til at løbe evalueringsskemaerne igennem, første gennemlæsning er altid træls, det er faktisk kun den negative kritik hun ser der (”du kan godt virke meget forvirret nogen gange” - ”jeg synes godt du kan være på nakken af nogen, og jeg ved at jeg er ikke den eneste der synes det”- ”jeg synes vi får sagt for lidt på fransk”- ”der er alt for mange stile”- jeg synes du gir for lave karakterer, vi gør sgu da hva vi kan, jeg har i hvert fald opgivet fransk”….) . ved anden gennemlæsning ser hun i reglen også det positive, men lige nu stikker det i maven og hun må synke flere gange for at sluge en uberettiget vrede, hun har jo selv bedt om deres mening. Lægger skemaerne i en af de mange bunker med ”to do”-ting. Dette er før de obligatoriske regelmæssige evalueringer bliver skolens officielle politik, men hun ved at hvis hun lytter til og i et vist mål retter ind efter kritik, får hun et bedre arbejde i klassen, så hun evaluerer og prøver at indrette sig sådan at hun ikke får tilbagemeldinger fra alle klasser på samme tid, for så er det umuligt at holde styr på de specielle ting, der skal ændres i den enkelte klasse.

Religionstimen i 3.c gik godt, de er i gang med kristendom lige nu hun prøver at få dem til at læse evangelietekster kritisk og opmærksomt, og i dag kørte det bare. Der var stor diskussionslyst og en af de mere bibeltro elever fik pludselig kam til sit hår, da en anden gjorde opmærksom på at Jesu svar til disciplene ikke var et ordentligt svar på det spørgsmål han fik stillet. God iagttagelse. Ros til hende. En tredje elev sagde så at hun troede det er ment som en provokation for at få disciplene til at tænke selv, god pointe. Ros til hende. Bibeltro elev ser lettet ud.

-         - - - - -

Frokostpausen var som altid for kort, og så var det ud til 2.p. der var de i gang med Islam og hun er ved at presse dem til at læse og forstå Korantekster. ”Presse” fordi der er et par elever der har modhager i form af fordomme mod muslimer og fordi teksterne er svære. De har ikke den tematiske eller kronologiske opbygning som selv den mest bibelfremmede elev trods alt er vant til at forvente fra en såkaldt ”hellig” tekst. En elev blev pludselig vred fordi hun kom til at bruge  ordet ”Gud” om muslimernes gudsforestilling: ”Det er da kun de kristne der tror på Gud, dem der andre de tror da på en anden én, ham der Allah”. Hold da op, nu gjaldt det om at holde tungen lige i munden. Normalt siger hun faktisk Allah, men dybest set mener hun jo selv at det er den samme gudsforestilling, bare i to forskellige kulturelle sammenhænge. Hun startede så med at sige at i religionstimerne er vi jo hverken kristne eller muslimer, men kigger på det hele udefra, og at hvis vi skulle afgøre om der er forskel på de kristnes Gud og muslimernes Allah, så måtte vi gå ind i teksterne og nærlæse beskrivelsen, men at Allah udfylder samme plads i Islam som Gud udfylder i kristendommen. En kursist mente at der faktisk er forskel på de to gudsforestillinger, Michael , med det fjerne blik, han tænker meget over tingene, hans syntes at den kristne gud virkede ”mere  fjern end Allah”. - ”Øh, fjern hvordan?” – ”Ja, det er da lissom om han ikke kan kommunikere med menneskene selv, han skal bruge Jesus som stand-in” –”Nå på den måde, ja, det kan man måske godt sige, det har du da i hvert fald lov at mene, men det er jo ikke sikkert de kristne opfatter ham sådan, de siger jo at Gud er tredelt……” Michael så skeptisk ud. Så  prøvede hun at lande den ved at sige at  hun gerne ville prøve at huske at sige Allah hver gang talen er om muslimernes gud, men at for hende at se er navnet ikke så vigtigt , det er jo bare forestillinger inden i folks hoveder.  Så sagde Line at Jehovas vidner mener da at det er meget vigtigt at bruge det rigtige navn, ”men hvorfor tror de at han hedder Jehova?”. Hun måtte så forklare hvordan Jeh. Vidner er nået frem til at Gud skal kaldes Jehova, og nu kunne hun se på mange af ansigterne at de ikke var med længere. Det endte med at de aftalte at bruge forskellige navne konsekvent og så ville hun lave en time hvor de sammenlignede hvad der stod om Gud i Biblen og om Allah i Koranen, sådan stillet op i to spalter over for hinanden. Ganske spændende snak, her var de da ude over det helt banale dogmatiske. Håber bare at kursisterne kunne se det som et spændende spørgsmål og ikke bare som et udtryk for lærerens forvirring! Hun fik givet lektie for og måtte have en marsbar og en sort kaffe inden dobbelttimen i 1.b.

Der var 25 elever tilbage, efter at pigen med pandehåret havde fået sit spanskønske opfyldt. De var kommet godt fra start, var i gang med begynderbogens kap. 9, egentlig skulle de ha været ved kap. 11 nu, men det havde taget længere tid at få dem til at forstå bøjningen af de regelmæssige udsagnsord efter 1. bøjning og hunkønsbøjningen af tillægsordene end hun havde regnet med. Hun havde lavet 8 små skriftlige øvelser,i  4 sværhedsgrader over hvert emne, fordi hun tænkte at hvis de blev ved og ved, måtte alle da fatte det, men nu måtte de bare videre, et par af eleverne havde så svage grammatiske forkundskaber at de på forhånd opgav at forstå noget som helst. Et ord som kongruens kunne fuldstændig tage piiet fra dem. Men de fleste havde da forstået det med bøjningsendelserne der altid var de samme. Nogle havde svært ved at læse op, de syntes ikke om at skulle skabe sig og sige fremmedartede lyde og hæve stemmen til sidst i et spørgsmål. Andre var til gengæld blevet supergode og det lød faktisk lidt fransk når de sagde noget, hun kunne mærke deres begejstring for sproget, den rygradskildrende fornemmelse af velbehag over det flotte sprog. Den pigeglade Mikkel var en af dem, og da han var lidt toneangivende i klassen , trak han andre med. Nu er 6.-7.time jo ikke dagens bedste tidspunkt, så hun måtte rulle sig ud og klowne lidt i sidste time og fortælle noget sjovt om fransk madkultur, f.eks. den gang hendes studenterkæreste som ikke var god til fransk bestilte ”paté de foie” til hovedret på restaurant i Frankrig og fik en tallerken med en skive leverpostej på! De skulle efter ferien i gang med et forløb hvor de skulle lære at bestille mad på fransk restaurant , det var rart at tænke på at det kunne sætte dem i stand til at klare sig i den situation i Frankrig og måske hjælpe familien også.

Hun kastede et hurtigt blik på Nana, der sad , spindelvævstynd og næsten gennemsigtig ved siden af Annemette, og ikke sagde noget medmindre hun blev spurgt. Klassens lærere havde været inde omkring hende flere gange, det var åbenlyst at hun led af anoreksi, studievejlederen havde prøvet at få en dialog med hende, og med forældrene, og de var bekymrede. Men pigen benægtede hårdnakket at der var noget galt, og i mellemtiden prøvede Annemette og Kristine at skiftes til at tage sig af hende, når hun pludselig forlod klassen i timerne med et udtryk som en hun der har fået tæsk. Hun havde flere gange prøvet at få en snak med pigen, senest nu ved den første standpunktssamtale , som hun plejede at tage i god tid inden første karakter skulle gives. Nana havde undtagelsesvis set på hende, smilet og talt med klar og tydelig stemme og kategorisk benægtet at hun skulle have det dårligt. Det var bare et spørgsmål om at hun, Nana, skulle tage sig mere sammen i timerne, sagde hun, og ”det kan jeg sagtens”, her lød stemmen lidt skinger.

Lonni var fraværende, det var hun næsten altid når der skulle afleveres noget, når der var en lille test, eller hun troede at hun ville blive hørt.

De havde indført kageordning om onsdagen i pausen mellem 6. og 7. time og alles umiddelbare glæde over Jons mors drømmekage var medrivende. Den søde smag i munden og duften af det krydrede sukkerstads var som en trøstende hånd i eftermiddagstrætheden. Mærkeligt så lidt der sommetider skal til for at vende en mat stemning til noget bedre. Bare huske at få kagekrummerne væk bagefter.

Dagens timer er slut, hun går tilbage til lærerværelset, træt , men med en dejlig følelse af veludført  arbejde. Det myldrer oppe i hovedet med synsindtryk og replikker, nogle hun fik svaret på, andre som hun ikke nåede, eller som ingen nåede at reagere på; når der er 25-26 i klassen , er der virkelig mange øjenpar at forholde sig til, og meget bliver ligesom hængende uforløst i luften. I glimt dukker ting op som hun skal huske og ha skrevet ned , når hun får sig sat, hvis hun skal gøre sig håb om at huske dem. I nattens drømme dukker noget af det usagte sommetider op i kaotisk form. Siden er der i parentes bemærket kommet langt flere i klasserne , også begynderklasserne.

Endnu en kop kaffe, burde have været noget andet, men trætheden skal lige jages på flugt, nu skal der kopieres til i morgen, og hun er nødt til at lave en plan for gennemgangen af  teksterne om Jesu identitet (frelserkonge eller sonoffer eller begge dele ) til 3.c i morgen tidlig, inden hun kører hjem. Resten af forberedelsen bliver i aften, det er nemmere at tage sig sammen til aftenforberedelsen, nu hvor de lyse aftener er forbi og man ikke hele tiden trækkes ud imellem træer og bakker med udsyn over vandet. De sidste svaler har vistnok også forladt landet for en uges tid siden.

Det går mod vinter.