...tiden

nye tanker om tiden der går og de forandringer den bringer

Længere nede på denne side har jeg skrevet om hvordaan tingene så ud for mig for et år siden, i sommeren 2010. Nu skriver vi april 2011 og jeg er måske ved at komme et lille skridt videre, ikke med min gode vilje, ganske vist , men ført af livet.

Min gode ven har fået sit ene ben sat af og er langt fra rask endda. Min søn og svigerdatter er gået fra hinanden.

Mit gamle hus blev revet ned af køber i marts. Min gamle nabo døde ,90 år gammel og blev begravet på sin 91 års fødselsdag ,11. februar.
Jeg mistede mine 2 store hunde indenfor de sidste 6 mdr, den ene fordi den spiste plastik og fik en mavedrejning, den anden af ælde og sygdom.
Jeg har fundet ud af at jeg skal spare meget i forhold til før, så jeg kan ikke få råd til hund nr. 2 for første gang i ca 30 år, til hundetræning, til nogen form for luxusindkøb,( som skønhedsprodukter,ting til haven, gaver osv.).
Min gamle bil er så rusten underneden at det ikke kan svare sig at syne den, så jeg skal ud og købe ny billig brugt bil senest om et halvt år.

Så selv om jeg skulle ville, virker det lidt svært 😉 at holde fast i tingenes tilstand og min gamle identitet.

Jeg læste så en artikel i Nyt aspekt af en meditationslærer, hvis budskab gik ud på at når alting forandrer sig, så gælder det om selv at gå aktivt ind og arbejde  på at forandre sig i stedet for at kæmpe imod. 🙃

Jeg har længe bedt den indre visdom/Gud om at give mig et tegn  vedrørende om jeg skulle have en ny hund, men jeg har ikke fået noget tegn/svar. En klog mand rådede mig så til at vende mig mod nord i meditation  og bede om svar. Så det gjorde jeg.

Ude i skoven en dag kom svaret:"Bind dig ikke for stærkt- der kommer nye tider". Det blev ikke sagt om der var tale om noget godt eller dårligt, men bare at der kom nye tider. 🤔
At efterleve dette råd har været ufattelig svært for jeg har siden jeg mistede Hector hver dag tænkt på den nye hund jeg skulle have, når Bine ikke kunne mere, og nu står jeg tilbage med lille Gaio og alle fraråder mig at købe en ny hund. Måske har jeg fortjent at besinde mig på det jeg har og glæde mig over det. 🤭

Så nu er jeg ikke længere hende der
1. levede med en hundeflok som familie
2. lever i og med naturen som vigtigste medspiller.
3. kunne glæde mig over at se på min søns familie som en samlet enhed
4. kunne hente styrke og trøst hos min ven.
5. kunne købe hvad jeg ville( næsten da)

Men så til gengæld er jeg måske den der
- kan overleve at leve med en lille forsigtig og ikke særlig rask hund ved min side
- lever med andre mennesker på det nye - og det gamle sted- som vigtigste medspillere, jeg engagerer mig i forskellige lokale ting her i landsbyen
- kan glæde mig over at min søn og svigerdatter er ordentlige over for hinanden og samarbejder om at give børnene et max af kærlighed og omsorg under de nye forhold, og at børnene tackler den svære forandring   , hver på deres måde
- må prøve at give styrke og trøst til min ven
- må spare  hele tiden og glæde mig over det jeg så har og kan få råd til

Det positive er vel så, at jeg ikke dør af det- ikke endnu i hvert fald, selvom jeg tit græder og ønsker tingene var anderledes.

Jeg ved godt at dette er meget selvoptaget skrevet, lige som det meste af hvad jeg skriver. Men så kan det jo også være at jeg desværre heller ikke er hende der får råd til at forlænge min hjemmeside til sommer😮......og så går verden måske alligevel ikke under! Men måske kan jeg så alligvel få råd til at fortæstte med at gå til linedance i mine nye cowboystøvler!

tiden og den forandring den bringer....

Tempora mutantur , nos et in illis mutamur( Times change, and we change with them.)

ELLER

Man kan ikke bade i den samme flod to gange. For når jeg bader i floden for anden gang, er både jeg og floden en anden. – (Heraklit ca. 540-480 f.kr. ...)

 

Jeg gjorde en lille opdagelse i dag. Noget som angår mit forhold til fortiden og nutiden. For nogle er det sikkert en banalitet, men det var altså nyt for mig.

Jeg har altid haft det svært med forandringer.

Jeg vil helst at tingene kører som de plejer ,

stille og roligt. Så føler jeg at jeg er i kendt

land, at jeg hviler i tingenes tilstand, jeg er i

en rolig tilstand og kan følge med. Jo flere

foramdringer, desto mere rodløs og forvirret
 
bliver jeg. Jeg ved godt at det er udtryk for en

vis livsuduelighed og jeg prøver at lære at

omstille mig uden at gå i panik, men det går

helt ærligt ikke videre godt med den

læreproces
skoven den sidste dag i juli

skoven den gang og nu

Jeg besøgte min barndoms skov og gik en tur som jeg har gjort det nogle gange siden mine forældres død; jeg går ikke de ture jeg gik som barn eller ung pige, men nogle andre, tilfældige ture, standser bilen og går på må og få ud ad en skovvej med hundene( i snor). Og bagefter kørte jeg , som jeg undertiden gør, ned forbi stedet hvor vi boede, som- i parentes bemærket - er meget smukt og fremstår nogenlunde uændret.

Alt gik godt, indtil jeg kørte der forbi, så blev jeg grebet af en stemning af intens utilpashed og vag lede. Og da jeg mærkede efter, fandt jeg ud af at det altså ikke skyldtes at tingene havde ændret sig, så meget som det skyldtes, at jeg ikke kunne genfinde mig selv i landskabet som dengang. Eller rettere, og nu bliver det lidt indviklet: jeg kunne godt huske hvordan det var jeg spejlede mig i dem den gang, hvilke drømme og længsler og hvilken sorg jeg havde fyldt tingenes silhouetter ud med i min bevidsthed. Den gruppe træer mindede mig om mine mange ensomme timer på mit værelse når jeg følte mig udenfor de andre unges liv eller fantaserede om en uopnåelig evig kærlighed….. Det hus mindede mig om hvordan jeg plejede at komme ind på gårdspladsen for at lege med min veninde( vi legede indianere i skoven ). Men jeg fik ikke den tilfredsstillelse, den fylde , ud af det som dengang. Fordi det var den 62-årige kvinde der så træerne og huset, og for hende betød disse ting ikke længere noget særligt, de var ligesom balloner der har ligget for længe og tabt deres luft. Og de følelser de vakte i mig dengang kunne jeg ikke identificere mig med.

en lysning i skoven

jeg selv den gang og nu

Jeg har altid troet at jeg ikke brød mig om at vende tilbage til fortidens steder, fordi det gjorde for ondt at se hvordan de havde ændret sig, men det var ikke helt rigtigt. Jeg brød mig ikke om at vende tilbage fordi de viste mig hvor meget jeg har ændret mig, og det gør mig svimmel og utryg, minder mig om min dødelighed og altings forgængelighed.

Skoven var meget smuk OG den indeholdt for mig potentielt alle de mennesker som jeg dengang kendte som en tavs grøn søjlehal til opbevaring af minder. Et ekko af min mor og min far, der ikke er mere, og af mennesker og dyr som ikke er mere. MEN skoven er uden skyld i mine gamle spejlinger, den levede sit eget liv og tilbød mig at spejle mig i den som den jeg nu er. Mange af træerne er de samme , ærefrygtindgydende evige virker de. En ro kommer ned fra de svimlende høje stammer og en glæde danser over bregnerne i solen. Her og nu. Eller den lod sig se som den er nu, et mylder af eksistenser på et andet eksistensplan end det menneskelige……

Buddha siger at vi ikke har noget selv , at vi er en ustabil kombination af 5 foreteelser der samles som skyer om en bjergtop så længe vi lever  og spredes som skyer jo gør ,når vi dør. Sommetider føles det som om han har ret.

Men de mennesker der kender én, ser formentlig et ret kontinuerligt –eller et ligefrem statisk væsen med en veldefineret personlighed. Jeg har i hvert tilfælde endnu ikke taget skridtet til i min bevidsthed at opløse de andres personlighed, selvom jeg kan mærke at min egen personlighed opløser sig ganske lidt, hver gang jeg ser tilbage og glæder mig/sørger/undrer mig over mit livs tidligere faser.

Og dog, det sker, når jeg sidder og taler med en eller anden jeg kender godt, at ansigtet pludselig ændrer sig, det kendte ansigt krakelerer som en maske og et helt nyt ansigt ser på mig ,så jeg næsten glemmer at høre efter hvad der siges, for at undre mig over at den anden pludselig ændrede sig for øjnene af mig. .............


Tiderne forandres og vi forandres med dem 

 

min far skrev en gang en betragtning som han kaldte " Skoven så dig gå forbi"......