 |
|
|
 |
|
Cho-un vidste at han ikke ville nå beboede egne før den næste dag, så hans eneste bekymring nu var finde et sted at overnatte inden det blev mørkt. I bylten lå det himmelblå gæstetæppe, som kun bedstemoderen og farbrødrene ellers fik lov at sove i . Det var ikke særlig tykt, men let og meget varmt, vævet af det fineste tynde gedeulds-garn. Så hvis han fandt en afskærmet plads ,kunne han vikle det om noget af kroppen. Hvis han krøb sammen ,kunne det nok dække det hele, selvom han havde længere ben end de gamle.
Sidst på dagen blev himlen overtrukket af et tyndt lag perlemorskinnende disede skyer og det begyndte at blæse op fra øst, små sand- og jordvifter rejste sig fra den tørre jord og løb hvislende hen ad jorden foran ham, og hans hjerte begyndte at slå uroligt. Kom der en storm, hvad skulle han så gøre, her på sletten var der ingen steder læ, det vidste han.
Vinden tog til, mens det skumrede , og hele tiden mens han gik , skubbede den ham ligesom sidelæns og lidt ud af kurs. Pludselig åbnede der sig foran ham en lille slugt. Han tumlede ned ad den lave skrænt og så sig søgende om. Nede i slugten var der ingenting ud over nogle mindre sten, men her føltes vindens evindelig puffen og susen ikke, så han tog en beslutning, pakkede det blå tæppe ud anbragte bylten under hovedet, og så var han vel klar til at sove. Lidt efter satte han sig op og fik bronzeringen rodet ud af bylten. Den føltes mærkelig nok varm at røre ved, han snusede til den, fik den lirket åben og trak den op ad armen til over albuen hvor han lukkede den igen. Den var for stor , men når han sov og den sad over albuen, risikerede han jo ikke at den gled af. Han rullede tæppet så godt ind omkring sig som han kunne, tænkte på den himmelblå farve og faldt i søvn.
Han vågnede nogle timer efter, vinden var taget meget til og selv hernede i lavningen kunne han i mørket mærke sand og jord fyge ned, og han syntes han kunne høre tordenrumlen i det fjerne. Han lå med lukket mund og tæppet op foran mund og næse med lukkede øjne, men gennem de lukkede øjenlåg kunne han sanse de skarpe lysglimt fra lynene. Han huskede den første gang han havde været med plejefaderen over grænsen, da var de løbet ind i sådan et uvejr, men faderen havde i god tid fundet et beskyttet sted mellem nogle klipper og de have ligget tæt sammen mens det drev over. Faderen havde talt med rolig stemme for at få ham til at holde op med at ryste og han havde blandt andet sagt at disse uvejr altid kom i i den del af grænselandet, der hørte Durg til, det var som om luften derved skaffede sig af med al den spænding og kampberedthed der lå i grænseegnene.
Dengang havde Cho-un ikke forstået hvad han mente, men nu måtte han tænke over det, og han greb sig i pludselig at savne plejefaderen og hans varme lugt og lave stemme. Det var en lav og tæt mand der ikke talte meget, men hvis hans kone, børnene eller dyrene var urolige talte han beroligende til dem indtil de faldt til ro. Hvis han blev vred, sagde han ikke en lyd i lang tid. Men engang da en af gederne havde sparket Cho-un ned over armene under malkningen, så der kom ophovnede og røde striber, og Cho-un havde skubbet hårdt til geden og var lige ved at sparke den i siden, sad faderen pludselig ved siden af ham og gned det ømme ind i en stærktlugtende olie, mens han forklarede Cho-un hvorfor geden havde gjort det og hvad Cho-un næste gang skulle gøre for at få den til at holde op - eller lade være! Han havde sagt at man kunne malke på 2 måder, på den ene måde følte geden at man befriede den for et pres i yveret , men på den anden måde følte den at man stjal dens mælk og så sparkede den. Cho-un havde først grinet lidt af det, men de næste gange havde han alligevel prøvet at tænke på det og det hjalp faktisk, så geden stod roligere.
Pludselig blev det helt vindstille, så kom der tre store lyn hver med et meget højt brag, det sidste så det ringede for hans ører. Så slog store dråber ned over ham, og lidt efter væltede regnen ned. Han kom til at klapre tænder, men huskede at han skulle blive liggende. Da regnen endelig hørte op, ,rejste han sig op, tog tæppet og trøjen og bukserne af og vred vandet ud af dem. Så rystede han dem i vinden og trak dem på igen. Han krøb sammen og lå og rystede indtil tæppet igen gav ham varme nok til at han kunne sove.
Da han vågnede var det ved at blive lyst og han mærkede at han lå på noget hårdt. Armringen! den var alligevel gledet af da han smed trøjen, tænk hvis han havde tabt den i sandet. Han snusede til den, børstede sandet af den og blæste sandet i låsemekanismen vækinden han lukkede den og lagde den ned i bylten. Han tog det sidste mad i bylten frem og spiste, han regnede med at være i beboede egne inden aften , så han der kunne skaffe sig noget at spise. Han tog også fløjten frem og satte den for munden , men den gav kun et par små forkølede piv, og han blev ret skuffet over at en så smuk ting ikke kunne lyde bedre. I solen skinnede metallet i instrumentet som guld. Så satte han den for munden og prøvede igen og igen, indtil han fandt ud af hvordan han skulle forme luftstrømmen. Da kom der nogle meget klare og høje toner ud af den, og han blæste de samme toner igen og igen af lutter henrykkelse over lyden. Deet blev til en rytme , som af et emenneske der går og har gået et langt stykke og skal gå endnu et langt stykke. Han fandt også ud af at variere tonen ved at flytte fingrene på lufthullerne og holdt først op, da han fik ondt i læberne. Han tænkte på at Vingolt havde sagt at han skulle have en sang med tilbage til ham når de sås igen, men han tænkte med et lille smil at det var der nok ikk mange chancer for at han kunne. Så pakkede han fløjten ned og begav sig på vej videre sydpå. Uden at tænke over det faldt han ind i gangrytmen fra fløjtespillet......
Efter at have ligget skjult bag nogle store sten oven for vadestedet i nogen tid forat holde øje med færdslen der besluttede han sig til at tage chancen og krydse floden trods lyset. Der var ikke passeret nogen igennem længere tid, alt var fredligt og han syntes ikke han kunne udholde at vente til det blev mørkt. Han var netop ved at gøre klar til at skrå ned til stien, da en skygge ovenfra og et sus af fjer om hans ører fik ham til at fare sammen. Han så op og nåede lige at dukke sig da en meget stor fugl gjorde sig klar til at dykke ned over ham igen med opspilet næb og lynende gule øjne. Han vendte sig og løb sammenbøjet den modsatte vej, indtil han til sidst måtte kaste sig ned længere oppe langs floden bag nogle sten. Han så op efter fuglen, men den var intetsteds at se og først kunne han kun høre sin egen hvæsende vejrtrækning. Så hørte han pludselig noget andet: lyden af to sæt hove og han så på stien på den anden side af floden to grænsevagter der gjorde holdt med deres heste for at inspicere overgangen og omgivelserne. Lidt efter stod de af hestene og det så ud som om de havde besluttet sig til at raste der.
Cho-un var ved at blive desperat, nu ville han blive yderligere forsinket og skulle være heldig , hvis han kunne slippe fra sit skjulested uden at de så ham.
Da fik han øje på fuglen , den sad på den højeste af en række store sten endnu længere oppe af floden i retning bort fra vagterne og på en strækning hvor stien så ud til at ligge delvis i skygge fra nogle af stenblokkene. Den pudsede sine fjer, dernæst rokkede den ned mod floden og så ud til at drikke. Det måtte betyde at vandet var nogenlunde roligt på denne strækning.
Han blev grebet af en forestilling om at han ved at bevæge sig meget forsigtigt, dels på to, dels på fire, kunne nå derop uden at blive set af vagterne. Hvis det lykkedes, kunne han måske svømme eller vade over til den anden flodbred på et sted hvor en flad rød klippe gik et stykke ud i vandet. Det springende punkt var fuglen, hvis den blev siddende der, ville han jo skræmme den op når han nærmede sig og så ville vagterne nok få øje på ham.
Han besluttede sig til at forsøge og sneg sig krumbøjet af sted fra sten til sten, mens han holdt øje med fuglen. Til hans store undren blev den siddende ubevægelig selvom han passerede ganske tæt forbi. Det var en pragtfuld fugl med en blanding af sølvhvide og brune fejr og med meget klare skarpe øjne. Først da han drivvåd mavede sig op på den modsatte flodbred lettede fuglen og fløj,lige hen over ham, men denne gang uden at true ham, den fløj så tæt at de store svingfjer på den vingespidser strejfede hans isse, derpå steg den næsten lodret op og syntes at forsvinde i modlyset fra solskiven. Cho-un kom til at smile, da han tænkte på at han jo var opkaldt efter disse store fugle, hvordan var det nu at hans plejemor havde sagt? ...at fuglene svævede frem og tilbage over grænsen som om den ingenting betød. Så slog det ham, at fuglen egentlig havde skaffet ham uset over grænsen, havde den ikke angrebet ham i første omgang, ville han jo være rendt lige i vagtposternes arme.
Efter at have hvilet sig lidt og ladet tøjet tørre på sin krop rejste han sig og fortsatte, men først efter at have følt efter om fløjten stadig var på hans bryst under skjorten. Han fik en vældig lyst til at spille på den, men indså at det ville være fuldstænidg tåbeligt at tiltrække sig opmærksomhed her så tæt på grænsen. Han begyndte opadturen, hvor han med hænder og fødder måtte klamre sig til klippefremspringene for ikke at styrte ned, skrænten var meget stejlere på sydsiden af floden. Han kunne prise sig lykkelig for at han og hans brødre havde øvet sig i den teknik, ellers ville han nok have måttet opgive.
Da han endelig hejsede sig op over kanten, så han foran sig de vidtstrakte sletter i landet Durg. Han kunne nu færdes åbenlyst, grænsevagterne interesserede sig normalt kun for folk der var ved at krydse selve grænsen, var man først sluppet over den, antog de at man havde mere eller mindre lovligt ærinde. Og desuden var de vant til at grænselandets folk befandt sig på begge sider af grænsen, det var småfolk der ikke interesserede dem synderligt. Folket på begge sider af grænsen talte det samme sprog og desuden begge landes sprog til husbehov, de var ens klædt og levede ens, så det ville være vanskeligt at afgøre om en vandrer egentlig hørte til på den ene eller den anden side . Han vandrede videre og gjorde holdt en gang i løbet af eftermiddagen og spiste af de forsyninger som hans plejemor havde pakket ned til ham.
Mens han gik, tænkt Cho-un på mange ting. Det første var, hvordan han skulle bære sig ad med at finde sine forældre, nu efter tretten år ville det måske være helt umuligt. Vingolt havde sagt at han skulle bruge tingene fra babykurven, som om han troede at de kunne hjælpe ham , men et par sølvmønter og en pengeseddel kan jo ikke røbe, fra hvis hænder de engang er kommet og armringene , de kunne godt have siddet på hans forældres arme, men også de var tavse. Han stoppede op og tog bylten frem og lod ringene glide ud på fjorden foran sig, så han kunne studere dem nærmere. Der var tre tynge ringe af sølv, snoede som reb og hæftet ind i hinanden på en sindrig måde han ikke kunne gennemskue, det virkede som om de måtte kunne kombineres til én, men han gad ikke prøve at bøvle med det lige nu.
Så var der en bred bronzering. Sølvringene kunne han jo ikke tage på , sådan som de var nu, men han prøvede med bronzeringen, den kunne sagtens gå over hans hånd, og videre op ad armen, men han måtte skubbe den langt op ad underarmen og alligevel kunne han se at den ikke ville sidde fast , den var alt for stor. Han ville ikke beholde den på, kunne jo tabe den, men da han ville skubbe den ned igen, skete der noget.
Ringen gik pludselig delvis fra hinanden, et led åbnede sig, og da solen faldt på ringens inderside , så han at der stod noget skrevet: R U M A R stod dder og så var der en lille figur, der lignede en drage på hver side af navnet.
Cho-uns hjerte tog til at banke voldsomt, han huskede i det samme at hans plejemor havde sagt at i Durg havde alle navne et u i sig. Mens han lirkede med ringen for at få den til at lukke sig igen, gentog han for sig selv: "Rumar, Rumar".... Det kunne, nej, det måtte være hans fars navn! Og hvis det var hans fars navn , så var det i Durg, han skulle finde ham. Ringen smuttede på plads med et lille smeld, og nu var sammenføjningerne praktisk talt usynlige, det måtte have været en ufattelig dygtig guldsmed der havde smedet den. Omhyggelig lagde han tingene ned i bylten igen og snusede til sine fingre. De lugtede syrligt af metal ,men også lidt af den gedeost som plejemoderen havde givet ham med.
Han gik nu videre, han ville ikke krydse grænsen ved muren, man prøve det vadested som hans plejefar brugte, når han ville over til Durg med et par geder og nogle tæpper for at sælge dem; det eneste problem var, at så plejede de at krydse vadestedet om natten, så de ridende grænsevagter ikke kunne se dem, men nu var det jo højlys dag.
Mens han funderede over dette, kom han i tanker om sine tanker under den korte hvile natten før, hvor han havde prøvet at forestille sig sine forældres ansigter, bøjet over kurven med spædbarnet. Han stoppede op , lukkede øjnene et øjeblik og prøvede igen at trænge frem mod det syn som han engang måtte have set. Han gjorde ligesom han plejede når han ville huske, hvad han havde drømt om natten, åbnede sig og gjorde sig tom, lod bare alting komme og gå. Han hørte i det fjerne et skrig fra en stor fugl, men åbnede ikke øjnene , og så , pludselig : i et glimt kom der til ham to ansigter med lysende øjne , et par klare grå øjne under en vældig ildfarvet manke og i baggrunden , mere utydeligt, et par violblå øjne omgivet af en flod af blåsort hår. Glimtet var ovre næsten før det var begyndt og efterlod ham svimmel , men med en vidunderlig følelse af at have oplevet kærlighed som solskin ned over ham. Han holdt øjnene lukkede , og kæmpede for at få det frem igen, men anede mere vidste at det ikke ville lykkes.
Så begyndte han langsomt at gå, lidt usikker på sine skridt som en fuld mand. Kunne det være? Havde synet vist ham hans far og mor? Han stoppede op og prøvede at kombinere ansigtet med løvemanken og navnet Rumar og hans hjerte tog til at banke vildt mod ribbenene. Det måtte være sandt, hans far var fra Durg og hed Rumar, nu havde han et spor at gå efter. Det andet ansigt som ikke stod så klart og ikke havde noget navn, det måtte være hans mor, men det fremkaldte ikke den samme hjertebanken hos ham lige nu. Fugleskriget lød igen, denne gang lige over ham, og fuglen overhalede ham i glidende flugt,så dens skygge strejfede ham på vej fremad i samme retning som han gik,næsten som om den skubbede til ham og hans skygge..
Da han nåede hjem, var det ved at blive så lyst , at sort og gråt var ved at blive afløst af svage farvetoner og ilden uden for teltet var gået ud. Han kiggede ind i inderteltet for at se om nogen var vågne, ingen rørte på sig, men han fik en fornemmelse af at moderen ikke sov, hende tæppe hævede og sænkede sig ikke. Han fandt sin del af forhøjningen og trak stille tæppet sammen om sig og tænkte at han da slet ikke kunne sove, så rastløs som han var. Det sidste han huskede var, at han måtte flytte sig fordi han var kommet til at ligge oven på fløjten .
Han vågnede ikke længe efter ved at folk vågnede omkring ham , men trak tæppet tættere sammen om hovedet og gryntede som om han halvsov. Han havde ondt i hovedet af søvnmangel og blev overhalet indenom af tanken om alt hvad der var sket dagen før. Rundt omkring ham var intet ændret , men inden i ham var alt forandret, og han havde selv fremkaldt ændringen, han havde stillet et spørgsmål, nærmest af nysgerrighed og han havde fået et svar. Han huskede at en eller anden engang havde sagt "spørg ikke ,hvis ikke du vil høre svaret". Den gang forstod han ikke, men det gjorde han nu. Det hjalp ikke noget at fortryde at han havde spurgt, nu var det sket, og måske var det også bedst at kende sandheden.
Han prøvede et øjeblik at lukke den ydre verden ude og forestille sig ansigtet eller ansigterne på den eller dem der havde lagt et lille barn ned i en kurv for næsten tretten år siden og efterladt det i nærheden af menneskeboliger. Han ville gerne ,at øjnene der så ned på barnet var fulde af smerte og kærlighed, men han vidste ikke noget om det.
Han skubbede sig uroligt rundt på forhøjningen, og både frøs og svedte. det var som om der var noget der gnavede og skar i hans mave og hans ben sitrede af uro. Til sidst kastede han tæppet til side og gik missende ud i forteltet. Moderen var derude alene, i færd med at male mel, de andre havde spist og havde efterladt skåle og et kvart brød, da de gik ud for at se til gederne. Han satte sig og gumlede på sit brød, hældte vand op og drak, mens han af og til kunne mærke sin mors øjne på ham.
Til sidst rømmede han sig og sagde med meget lidt luft på stemmen at han havde besluttet at rejse ud . Han ville til Durg.
Hun tav lidt , så sagde hun, at så måtte han jo rejse, og uden at spørge om hvorfor eller hvorhen rejste hun sig og gik hen og hentede sedlen, mønterne og armringene og lagde dem nederst i en rejsebylt, som hun gjorde klar til ham. "Det er bedst at du rejser nu, inden de andre kommer tilbage ", sagde hun ,da hun satte bylten foran ham, og han vidste at det var rigtigt, de ville stille en masse spørgsmål; måske ville hans far forlange at han blev og hjalp til med gederne, måske ville Mondir eller Molasin insistere på at tage med, de var jo ældre end Cho-un og kunne måske også tænke sig at komme ud og se sig om . Forældrene kunne ikke undvære dem alle, ja de kunne vel knap nok undvære ham...... Han fortalte sig selv at det var jo også kun for ganske kort tid, snart ville han være tilbage, ligeså så snart han havde fundet hvad han søgte.
Han kunne høre på moderens stemme , at hun var ked af det, så han så ned indtil det øjeblik da han stod med teltfligen i hånden. Så rakte han lidt ubehjælpsomt den anden hånd frem og så på hende:" Pas godt på lillesøster og Lima", sagde han bare og mærkede varmen fra den hårde hud på indersiden af hendes hånd et øjeblik. Lima var hans yndlingskid som han havde reddet to gange fra de vilde hunde. I det samme hørtes lydene af hans fars og søskendes stemmer, så han smuttede ud og om bag ved teltet , dykkede om bag buskene og småløb videre i retning mod syd.
Cho-un rejste sig og krabbede sig ned ad en lille skrænt til bålpladsen hvor han nærmest snublede ned foran den gamle der kiggede op på hans ansigt fra sin siddende stilling. Hesten rykkede lidt tilbage og prustede nervøst ,men faldt til ro ved et par ord fra den gamle. "Sæt dig", sagde han og pegede på en tinskål med brød. "Spis, hvis du er sulten, og fortæl mig så hvad der fører dig til Vingolt og Tara". Choun så fra manden til hesten og den gamle lo igen:" Åh, jeg glemmer at du ikke ved hvem der hvem. Jeg er Vingolt, Vingolt, den gamle, og det der er min trofaste kammerat" .
Choun sagde sit navn og gik så i stå. Vingolt så skarpt på ham og gentog så spørgsmålet om hvad der førte ham hertil. Cho-un vidste så ikke bedre end at fortælle om aftenens begivenheder, selvom det føltes lidt underligt at sidde og fortælle det til en vildfremmed mand. Vingolt lyttede meget opmærksomt , og da Cho-un tav, sagde han: "Og nu vil jeg vove meget på at du er i total vildrede med alt, lige parat til at løbe din vej, hals over hovede?"
Cho-un tænket sig om, i vildrede det var han , og faktisk havde han da tænkt på at løbe væk, eller snarere, den mulighed havde vist sig som det eneste klare glimt i hans forvirring. Han måtte jo dog prøve at finde ud af, hvem han egentlig var. Blive hos plejeforældrene og sine "søskende", som om intet var hændt, kunne han da ikke. Han var jo næsten voksen, og han havde på fornemmelsen, at en voksen ville gøre et eller andet stort og modigt i denne situation. Han nikkede altså til Vingolts spørgsmål.
"Og når du så er løbet væk, hvad vil du så?" spurgte Vingolt med blid stemme. "Jeg vil rejse ud og lede efter min far og mor", sagde Cho-un," jeg vil rejse til Durg først, men jeg vil også rejse ind i Mola og lede efter dem der". Vingolt nikkede alvorligt: "Det er en god ide", sagde han, "men først bør du tage hjem og hente de ting der lå i kurven , da dine gode plejeforældre fandt dig, og desuden skylder du dem at tage ordentlig afsked med din familie indtil nu. De har jo gjort deres bedste for dig og du kan endnu få brug for at at vende tilbage til dem, hvis du ikke finder, hvad du søger".
Cho-un tænkte sig om, han havde ikke lyst til at gå tilbage, han var jo lige startet på et stort eventyr og følte det pinligt at skulle vende tilbage ligesom en hund der bliver sulten, men på den anden side kunne han godt se det fornuftige i Vingolts ord. Han rejste sig og ville tage afsked med den gamle , men denne standsede ham, rejste sig besværligt og fandt i saddeltasken en genstand frem, omviklet med blødt stof, denne genstand lagde han i drengens hånd, lukkede hans fingre om den og klappede ham venligt på hånden til farvel.
"God rejse", sagde han, "husk, musik giver den tavse kraft mæle og får den grundløse vrede til at tie, øv dig flittigt og glem ikke at bringe en sang med tilbage til mig, når vi ses igen". Cho-un forstod ikke hvad han mente, men Vingolts ansigt var så venligt og muntert, at han måtte gengælde hans afskedssmil.
Han vendte sig og begyndte tilbageturen i mørket. Da han havde gået et stykke tid, begyndte det at lysne bag ham og han standsede og viklede pakken op. I det meget svage lys så han noget , der glimtede som af ædelt metal og med fingrene fornemmede han noget der føltes som en af gedefløjterne derhjemme. Han undrede sig , men satte den uden overbevisning til munden og pustede , først lidt mat og initiativ løst, og derpå kraftigere , og da kom der et par smukke ,lidt luftige og ligesom hæse toner frem. Han rystede på hovedet , men pakkede forsigtigt fløjten ind og fortsatte efter at have stukket pakken ind på brystet, så han igen havde bege hænder fri til at gribe for sig, hvis han faldt.
Cho-un gik nu til sit sted, der var et sted oppe på en skråning, hvor han havde fundet en flad afsats, der ikke var meget større end at han kunne sidde der, og hvorfra der var en vid udsigt mod syd ind over Durgs sletter, mens han bagved sig, mod nord, havde Molas klipper og bakker og endnu længere tilbage skovene, hvor han aldrig havde været.
Her holdt han af at sidde, når han ville drømme eller tænke noget igennem, og idag følte han, at han havde meget brug for at være alene. Hvem var hans far og mor der havde efterladt ham i en lille kurv helt alene i den store verden? Var de selviske , tankeløse mennesker eller var de som forældre skal være, omsorgsfulde, men vidste at han ikke havde nogen fremtid i deres lande som det blandingsbarn han jo nok var?
Det var ved at mørkne om aftenen på denne hans trettenårsdag og han vidste at han burde gå hjem til teltet og få sin varme aftendrik, inden de gik til ro på deres tæpper, men han havde ingen ro i sig og i stedet for rejste han sig og begyndte først at kravle, dernæst at gå mod øst. Det gik trods det begyndende mørke nogenlunde, fordi han var vant til at færdes hvor der ingen slagen vej var, og han arbejdede sig mere og mere indædt videre, mens solnedgangslyset på himlen bagved ham blegnede mere og mere.
Hjemme ved teltet stod hans plejemor og kiggede skiftevis mod øst, hvor himlen var ved at blive mørkt blågrå , og mod vest , hvor der stadig hang et svagt lysskær: havde hun nu handlet rigtigt ved at fortælle drengen sandheden, hun burde måske hellere have bedyret at han var deres ægtefødte barn; hun kendte flere af disse blandingsbørn , der havde levet lykkelig hos deres plejefamilier i grænselandet uden at ane uråd. Hvordan ville Cho-un tage denne meddelelse, ville han nu få flere underlige ideer og skille sig endnu mere ud fra de andre børn? Hun sukkede og gik ind.
Da hendes mand lidt efter kom ind og tog sin store skål med rygende varm the, fortalte hun ham, hvad der var sket. Han tog det besynderlig roligt, sad bare og varmede hænderne på skålen og nippede til theen. Ind imellem fik han så sagt at det var der jo ikke noget at gøre ved nu, sagt var sagt, og Cho-un var nu egentlig gammel nok til at begynde at råde for sit eget liv. Desuden stod man sig næsten altid bedst ved at sige sandheden. Her tørrede han overskæggets spidser for the , så var den sag uddebatteret, kunne hun mærke.
Cho-un arbejdede sig videre ,indtil han standsede ved synet af lyset fra et lille bål længere fremme. Han kunne i mørket svagt skimte en mand og en hest , men da han kunne høre lyden af samtale, formodede han at der måtte være flere mennesker om bålet, gemt i skyggerne. Han sneg sig så tæt på at han kunne opfange ordene, men kunne så se, at der ikke var andre end en gammel mand og hans hest. Manden sad på sin kappe tæt ved bålet og hesten stod med hældende hoved tæt bag ham som om den overvejede at lægge sit hoved på den gamles skulder. Han indså at samtalen var de ord som manden sagde henvendt til sin hest, og dannede sig det billede, at her var en stakkels gammel særling der levede som eneboer her i grænselandet. Men når bålpet blussede lidt kraftigere så han en energisk pofil , der ikke tydede på at det var en sølle gamling, han stod og betragtede.
Han overvejede netop at trække sig tilbage uden at blive set, da den gamle mand pludeslig talte i en helt anden tone og på grænselandets sprog udbrød: " Synes du ikke, at det snart er på tide, at du kommer hen og præsenterer dig ,min unge ven?" Cho-un for uvilkårligt sammen, og da gamlingen så hans forskrækkelse, lo han, en så hjertelig latter, at Co-un næsten blev flov over at være taget i at stå der og lure.
På sin trettenårsfødselsdag ud på aftenen besluttede han alligevel at spørge sin mor , da der var ryddet til side efter maden og de to var blevet alene et kort øjeblik i den inderste teltrum. Først tabte hun den stabel puder som hun var ved at fjerne fra soveskindene, hendes ryg blev meget krum. Derpå rettede hun sig op uden at samle dem sammen og vendte sig om med et alvorligt udtryk. Et kort sekund fortrød han at han havde taget hul på det, måske ville hun fortælle ham noget slemt. Men da hun talte, sagde hun bare, at hun havde ventet hans spørgsmål og hun bad ham sætte sig ned på forhøjningen ved siden af hende. Selvom de på den måde kom til at sidde tæt på hinanden, gjorde hun ikke mine til at røre ved ham, hendes hænder lå samlede og helt stille i skødet. ”I virkeligheden kan jeg ikke fortælle dig så meget” sagde hun med en lidt fjern stemme, ”ser du, en dag kom din far hjem med en flettet kurv,og i kurven lå der en baby, altså der lå du, og rundt omkring dig i kurven var der stukket kostbare ting ned, sølvmønter, nogle armringe og flere krøllede pengesedler. Far og jeg talte længe om det, og vi besluttede os for at beholde dig, selv om vi havde flere andre munde at mætte, vi havde jo både Mondir og Molasin, ja det var jo før vi fik Malonis…”
”Jamen. Hvor kom kurven fra? ”spurgte Cho-un. ”Det ved vi ikke”; sagde moderen,” men far og jeg har tænkt at du måske var et barn fra et af de ulykkelige kærlighedsforhold, som man sommetider hører om mellem moler og durger, og hvor moderen ikke tør beholde barnet af frygt for familiens vrede.”
Og så fortsatte hun med at fortælle Cho-un om de bitre stridigheder mellem de to lande som nu havde varet i mange århundreder og om de ulykkelige unge mænd og kvinder der undertiden forelskede sig alvorligt i én fra den anden side. Nogle af dem forlod så deres land og slog sig ned i grænselandet og levede et fattigt og beskedent liv sammen, hellere end at miste hinanden, mens andre opgav deres ”umulige kærlighed” og blev i hver deres land.
Cho-un spurgte , om de havde beholdt kurven og tingene, og hans mor hentede en skindbylt, omviklet med et langt broget bånd og pakkede den langsomt op. Bylten indeholdt de ting hun havde nævnt , men der var kun én krøllet pengeseddel tilbage. Hun så ned og sagde at nogle af pengene havde de været nødt til at bruge undervejs til børnene .Cho-un greb begærligt efter sedlen og vendte og drejede den mens han studerede billederne og bogstaverne og tallene på den. ”Hvor stammer pengene fra, fra Mola eller Durg?” , spurgte han, da han måtte opgive at læse skriften. ”Det er gamle sedler fra Mola” sagde moderen og så opmærksomt på ham. ”Jamen så må min mor da være fra Mola!”sagde han og følte sig stolt af sin skarpsindighed. ”Muligt!”, smilede moderen med alvorlige øjne, ” medmindre det er din far der har sat kurven ud og givet sin søn penge med som en lille arv.”
Cho-un nikkede , det havde han ikke tænkt på. ”Jamen mit navn, Cho-un” fortsatte han ivrigt,” hvor stammer det fra, Cho-un er da ikke et almindeligt navn i grænselandet. ”Moderen sagde:” Ja, altså, i Mola er der et o i næsten alle navne, i Durg er der et u i næsten alle lande, og på grænselandets gamle sprog er "cho-un" navnet på den store fugl der lever i de høje bjerge omkring grænselandet og svæver frem og tilbage over grænsen. Den er ligeglad med grænser og vagtposter, og så besluttede vi at kalde dig Cho-un ” . Cho-un blev tavs, han spekulerede; efter en lille pause pakkede moderen omhyggeligt bylten sammen igen og gik ud i forteltet, og han forstod at nu nyttede det nok ikke at spørge om mere, så han rejste sig stille og forlod også teltet.
For mange mange år siden levede langt herfra en dreng som hed Cho-un. Han boede sammen med sin familie i grænselandet melem Mola og Durg. Det syntes han ikke, der var noget mærkeligt ved, at bo i et grænseland, for der havde han jo levet altid, i hvert fald så længe han kunne huske. De mennesker som levede i grænselandet var næsten et folk for sig selv, deres sprog var en blanding af ord fra durgisk og moler-sprog, og alligevel et sprog for sig selv. de forstod både durgisk og moler-sprog, men folk fra de 2 lande forstod ikke meget af grænselandets sprog. Grænselandets mennesker var mest af beskeden oprindelse , og mange af dem arbejdede med ting som af durger og moler blev anset for simple eller ufine. Man udførte småreparationer for andre, fremstillede enkle hverdagsrdskaber otg brugsgenstande, som man solgte, og man bevægede sig frygtløst- eller uforsigtigt - ind på begge sider af grænsen for at sælge, reparere eller samle kasserede ting.
Cho-uns far var gedehyrde og han mor var meget dygtig til at hækle og væve tæpper. De havde altid levet i den del af grænselandet, der egentlig lå i Mola, men følte ikke selv, at de hørte til blandt molerne, og hvis man spurgte dem , hvor de kom fra, svarede de, at de var fra grænselandet.
Grænselandet var et tørt, fladt landskab, med strækninger af højt sejt græs , stærkt duftende , lådne urter og lave buske, men her og der var der nogle dyble slugter, som pludselig åbnede sig foran én, de fleste af dem var udtørrede flodsenge, men i bunden af nogle af dem var der stadig vandløb der snoede sig uroligt mellem stenene. Fra gammel tid var grænsen mellem Mola og Durg fastlagt delvis langs sådan en kløft, men sine steder var grænsen derudover markeret af en menneskeskabt grim mur. At den var grim skyldtes dels at den var lavet af alle mulige kasserede materialer, murrester og stenblokke, dels at den tydeligvis var der for at skille mennesker fra de 2 lande fra hinanden, og derfor på den øverste kant var spækket med glasskår og skarpe kantede ting, der skulle betage folk lysten til at kravle over.....
Folkene fra grænselandet krydsede grænsen ved de store vadesteder hvor der var vagtposter eller de fandt øde strækninger hvor muren i tidens løb var faret ilde og delvis nedburdt af vind og vejr. Blandt folket var ikke mange kendte mænd eller kvinder, men mage dygtige handelsfolk og kunsthåndværkere, og desuden en del kræjlere og fattige folk, der levede som får- og gedehyrder. I de to lande sagde man om grænsefolket at de ikke var gode at omgås for ordentlige mennesker, idet de levede uden planlægning og borgerlig orden og regelmæssighed, og ikke normalt interesserede sig for at diskutere store og væsentlige spørgsmål, ligesom nogle af dem flyttede rundt fra sted til sted.
Cho-uns familie levede ganske vist stort set inden for det samme område, men det kunne ske at, at de skiftede boplads.
De fleste af grænselandets børn gjorde som deres forældre og fremstillede, når de gad, f.eks. skåle, hyrdestave og tasker, som de prøvede at sælge eller bytte væk, og når de blev trætte af det, fordrev de tiden med sigtespil: de kastede til måls efter småting som de placerede i buske og på stenblokke, og brugte enten slynger eller buer og pil, eller de kastede simpelthen med de forhåndenværende småsten.
Cho-un var vel som de fleste andre børn, men måske lidt mere eftertænksom, han holdt meget af sigtespillet, men interesserede sig ikke for at sælge eller bytte småting, derimod var han meget glad for gederne, og man så ham tit med et kid i armene eller i færd med at præve at overtale en gammel stivsindet ged til at flytte sig til et nyt græsningområde.
Hans eftertænksomhed blev ikke mindre af at han sommetider var i tvivl om sin oprindelse. Det skete også nogle gange , at hans mor hentydede til at han ikke var så pjanket og legesyg og hanndelsglad som de andre børn , og nogle gange lød det som om hun vidste noget hun ikke sagde. Han gik derfor i sit stille sind og spekulerede på om han skulle være adopteret, og når han så sit ansigt i deres eneste spejl, syntes han heller ikke han lignede hverken sin mor eller far rigtigt. Men han var alligevel for usikker til at tage sig sammen til at spørge til det. Han kunne ikke rigtig finde ud af, om han var ked af det eller glad for det, men sommetider, når han var sur på nogen i familien, passede det ham godt at mumle ud mellem tænderne, at han godt vidste at her hørte han slet ikke hjemme. Til andre tider blev han grebet af stor sørgmodighed, når han kikkede på sine søskende elle om aftenen sad og spiste sammen med de andre, fordi han kom til at tænke på, at her hørte ham måske slet ikke til....
|
|
 |
|
|
|