jeg tænker ofte over.....

Angst

Om angst.

Hvis jeg antager at angsten har en funktion at opfylde, kunne det handle om at angsten vil justere på en anden attitude hos mig. Denne anden attitude kunne være en klyngen sig til forestillingen om at stilstand er den bedst mulige tilstand man kan være i.

Angsten bliver i så fald det nødvendige korrektiv der hele tiden hvisker at alting kan og vil forandre sig, fordi intet er uforanderligt, uanset hvad jeg ynder at forestille sig.

Men angsten har også en destruerende virkning på mig.

Angsten hvisker at nuet kun har værdi hvis det kan udstrækkes til at vare ved. Angsten hvisker at det er utrygt at hvile i nu’et fordi alting når som helst kan vælte. Min kærlighed, mit gode helbred er kun midlertidige tilstande og hvis jeg overgiver mig til glæden derved, står jeg helt sårbar over for det der måtte skulle ske. Angsten er i denne udgave et udtryk for et uberettiget krav om garantier. Uberettiget, fordi livet ikke kan give den slags garantier.

Hvis jeg skal overvinde angsten, må det ske ved at ændre min mentalitet, sådan at jeg på én gang tager udgangspunkt i nuet, oplever det som det er (som behageligt eller ubehageligt) og samtidig lever med tanken om, at intet er vedvarende. Da jeg mistede mine forældre, trøstede jeg mig netop også ved tanken om at intet varer ved, om lidt er det enten værre eller bedre, men under alle omstændigheder anderledes. Som Buddha sagde til sin yndlingselev, Ananda, da denne stod sørgende ved mesterens dødsleje: ”hvorfor sørger du, jeg har sagt dig at alt er sammensat, hvordan er det muligt at noget der er sammensat ikke skulle gå i opløsning?” (citeret efter hukommelsen).

SORG
SORG ER ET ISNENDE GRÅT LAG DER LÆGGER SIG OVER DEN LIVGIVENDE VARME MEN I HELDIGSTE TILFÆLDE SKINNER VARMEN IGENNEM OG GIVER HÅB FOR FREMTIDEN

billedet viser solen bag isen på drivhuset, for mig kunne det godt være et billede på sorg.

hvad er sorg?

Jeg har ikke oplevet store sorger, som at blive meget syg eller miste mine nærmeste, undtagen min mor og far.
De sorger jeg har oplevet er i forbindelse med min skilsmisse, i forbindelse med hver flytning, i forbindelse med min mors og fars død , i forbindelse med min brors sygdom og i forbindelse med tab af mine dyrevenner.
Nu skriver jeg om sorg i forbindelse med dødsfald, dyrs eller menneskers.
Fra jeg var ganske lille har jeg hørt at man ikke må sørge over et dyr som man sørger over et menneske , for et dyr har ikke sjæl. Det siger mig ingenting, jeg kan ikke se hvordan nogen kan bestemme hvad/hvem man må sørge over. Jeg synes ikke forskellen på dyr og mennesker er så overvældende stor, begge har et fysisk, et æterisk og et astrallegeme. Begge slags livsvæsner er her fordi det guddommelige har givet dem en plads at være på og begge er her med et formål .
Dette skrives i beg.af november 2010 under indtryk af tabet af min hund Hector, for hvem jeg har lavet en mindeside. Og hvis du har prøvet at miste en ægtefælle eller oplevet anden frygtelig sorg, vil du nok føle at jeg er barnlig og uprøvet i mit forhold til sorg. Men jeg kan jo kun ha den erfaring jeg har.

Man siger at sorgen har forskellige faser og det er nok rigtigt. Man taler også om "sorgarbejde", og det udtryk kan jeg faktisk ikke lide, selvom jeg godt forstår hvad der menes. Det lyder som om sorg er noget man kan håndtere og styre og præstere, ligesom man kan med et arbejde. For mig at se har sorgen sit eget liv, det er den der håndterer dig og former dig som ler. Men det der menes er vel at man kan vælge at gå ind i sin sorg eller at prøve at snyde sig fra den....

Da jeg mistede mine forældre var der flere lag i sorgen. I min sorg over min mors død indgik en sorg over dele af hendes liv, der havde formet sig så helt anderledes end hun kunne have ønsket, bl.a. helbredsmæssigt. I min sorg over min fars død indgik sorgen over at han ikke fik lov til at dø, mæt af dage, men måtte forlade jorden inden han var parat til det.
I sorgen over begge indgik sorgen over ikke længere at kunne se og røre ved dem, sorgen over at deres kroppe,ansigter ,øjne, blev ødelagt, forsvandt.

død, ung fjordterne, kørt ihjel af bil Alle kender følelsen af sorg over den livløse krop,der for lidt siden var så vital, så smuk

Mange mennesker føler også at der i sorgen indgår fortrydelse, hvor man fortryder at have handlet forkert mod en døde eller ikke at have vist kærlighed,omsorg nok. Det lyder sikkert bespotteligt, men det følte jeg ikke, fordi jeg vidste med mig selv at jeg havde givet hvad jeg magtede på det givne tidspunkt.
En præst sagde i en begravelsestale at sorg er kærlighed der er blevet hjemløs, og det er ret godt sagt, synes jeg, fordi det henleder opmærksomheden på at man ikke kan elske uden at sørge over det tabte og på at sorg er et udtryk for at der har været kærlighed tilstede.

Én ting har slået mig siden jeg var helt lille: sorg er ikke konstant. Sorg kommer og sorg går, Marcel Proust i "På sporet af den svundne tid" fortæller om en mand som ,ramt af en stor sorg, tilsyneladende pludselig glemmer denne og spontant udbryder:"Jamen er livet da ikke herligt, unge ven!". Bagefter bliver han lige så pludselig flov over det upassende i sit udråb. Men dels tror jeg at organismen slides meget hårdt i sorg, og at den derfor selv sørger for at skaffe sig nogle små frirum. En slags selvopholdelsesdrift. Dels er det jo sådan at et andet menneskes død får dig til spejlvendt at værdsætte den livets gave som du endnu selv nyder godt af. Sorgen slipper dig ,når det passer den, og den overfalder dig når den finder det for godt.

Da jeg mistede mor og far, havde jeg længe meget svært ved at glæde mig over foråret, hver gang en svale smuttede forbi, en solstråle kiggede ud mellem grenene, følte jeg med fortvivlelse at dette kunne nu ikke længere glæde dem. og så var det svært at glædes helhjertet selv.

Når jeg tænker på min egen død, gribes jeg af stor sorg ved tanken om ikke længere at kunne sanse lyset,vinden, naturens lyde og alt det levendes skønhed. Jeg elsker denne jord og tanken om ikke at være en del af den fylder mig med umådelig sorg.

Sorgen giver mig voldsom kvalme,fordi den får tid til at opleves som smerte. Da mine forældre døde, følte jeg det, som om jeg stod på en perron og så et tog forlade stationen, så det glide ud ad sporene som løb sammen i horisonten for til sidst at blive en prik og så, blive usynligt. Og med sig tog toget mine minder om dem. Jeg vidste at hvert minut betød tab af minder om små ting, ord, minespil, banale hændelser og at mindernes omfang aftog proportinalt med at adskillelsens tid tiltog.
Når et menneske eller et elsket dyr dør, er der noget der hedder dag 1 uden vedkommende, dag 2 uden vedkommende og således videre i en tilsyneladende uendelighed. Dag 1 er ufattelig sorg, men dog stadig levende indtryk af at se og høre den døde. Dag 2 er - måske- lidt mindre sorg, men også mindre levende indtryk. På et tidspunkt har man prøvet både en morgen,en nat, en uge,en måned, en årstid, et år uden vedkommende og livet går videre på en mærkelig måde. Første fredag, første maj måned, første jul uden vedkommende er et chok , en tilbagevenden til den første hudløse sorg. Anden fredag, anden maj måned, anden jul efter dødsfaldet er allerede også starten på noget nyt, på tiden herefter.

Følelsen af at stå ved et menneske, et dyr, som dør, er noget helligt. I dyb fortvivlelse og åndeløs stilhed kan man stå der og se blikket stivne, åndedrættet ebbe ud, og føle varmen forlade kroppen. og er du selv skyld i døden, som du er når du får aflivet et dyr, så har du derudover skylden, ansvaret ved at have berøvet dyret livet, at have truffet et valg på dets vegne som du ikke burde kunne træffe. Hvor meget værre må det så ikke være for den der står og skal overvære at den døds-udsættende behandling af et elsket menneske skal indstilles,fordi der ikke gives meningsfyldt liv for dette menneske mere..

I sorgen over mine forældre indgik også den sorg der fulgte med oprydningen af boet, alle de frygtelige valg mellem hvad der skal kasseres , og hvad der skal gemmes. At sidde der med hænderne fulde af et andet menneskes hele livsunivers , alle de tanker og ting og billeder som udgør dette menneskes verden, og som mennesket har samlet om sig, som et dyr kitter et bo, en lun rede at bo i. Nu skal det splittes i atomer og om et par generationer vil der kanp nok være et spor tilbage af dette unikke menneskeliv. Et par fotos "hvem sagde du det var? "Er det ikke moster Ester som ung- eller ...nej? måske er det hendes søster..." "Skal det gemmes?" "Nej , det må vi også hellere brænde..."

Der er musik der udtrykker sorg på en genial måde, jeg tænker på Samuel Barbers "Adagio" og Richard Strauss' "Vier letzte Lieder". Den sidste Lied, "Im Abendroot" er det mest bevægende musikalske udtryk for sorg over døden som jeg kender. Efter at det gamle menneske har udåndet, hører man i baggrunden 2 jublende lærker synge, deres sang var den sidste lyd der nåede den døendes ører, men sangen fotsætter hinsides hans død. Livet går videre for andre når jeg dør.....

I sorgen over Hector indgår både længsel efter hans fysiske fremtoning, at se og røre ham, fortrydelsen over det jeg kunne have gjort bedre, smerten over at skulle træffe det vag at aflive ham, tabet af den tryghed han gav dyrene og mig og følelsen af at have mistet en enestående kærlighed.

Vores hukommelse

Om hukommelsen.

Efter at jeg i nogle år har haft problemer med især korttidshukommelsen pga stress er jeg kommet til at tænke meget over hvad hukommelse er.

Hvad husker jeg godt: jeg er normalt f.eks. meget god til at huske telefonnumre, selv udenlandske med 13 cifre, hvis jeg bruger dem nu og da. Jeg var i skolen meget god til diktat o.l. opgaver. Jeg er også rimelig til at huske folks fødselsdage.

Hvad husker jeg ikke: årstal og hvem der sad i regering hvornår eller hvornår vi kom ind i EU og hvornår Tjernobyl sprang i luften. I de sidste par år har jeg også fået svært ved at huske ting andre har fortalt mig, f.eks. at de skulle opereres eller have et barnebarn. Og så navne ,dels på gamle elever, men også navnene på mine elskede sten og krystaller. Jeg har prøvet at lære arabisk og har meget svært ved at huske alfabetet og talordene. Jeg kan heller ikke huske om jeg har slukket kogepladen.

Hvad ville jeg gerne kunne huske: hvad andre fortæller mig og at slukke for kogepladen.

Men nu kommer vi til det som jeg spekulerer mest over: evnen til at huske ens eget livs hændelser varierer meget fra person til person. Hvad kan det skyldes?

Jeg tror at alt hvad vi har oplevet er registreret og ligger latent i det ubevidste, men at vi kun har viljestyret adgang til en mindre del af det. Folk der har været ude for næstendødsoplevelser siger nemlig at de så hele deres liv passere revy. Spørgsmålet er så hvad der menes med hele livet? Den franske forfatter Proust opdagede ved en tilfældighed at han kunne optrevle erindringerne om hele sin barndom, da han stod og smagte på en småkage, dyppet i the som han plejede at få som barn når han besøgte sin gamle tante. Han skrev så bogen ”På sporet af den svundne tid” som beskriver store dele af hans liv med alle sansede detaljer. Men da det er fiktion, kan han jo sagtens have opdigtet store dele af det. Mange kender sikkert også til at en duft pludselig genopvækker en hel periode i ens liv og – ikke mindst- den herskende grundstemning i perioden.

Hvorfor husker vi så ikke alt? Ja, dels foregår der en selektering så ting som vi selv anser for betydningsfulde –og udholdelige- bliver stående i forgrunden, mens ting som er ubetydelige, som hvor mange mellemmadder vi fik i torsdags , eller uudholdelige- som en pinlig eller forfærdelig oplevelse- bliver trængt i baggrunden (fortrængning). Hvis man forestiller sig at hjernen skulle holde styr på ikke blot registreringen af alt hvad der foregår udenom den og i den i nuet, men også alt hvad der havde været igennem den, så ville vi blive ude af stand til at foretage os noget som helst. Så der er en indre instans der opretholder en praktisk grænse mellem det vi har adgang til i hukommelsen og det som er på standby. I drømme dukker noget af det vi ikke har bevidst adgang til frem , udvalgt på gådefuld vis efter hvad vi kan bruge i bearbejdelsen af det senest oplevede.

Hvad er så indholdet i hukommelsen? Sanseindtryk og de tanker og følelser som de har fremkaldt.

Hvilken betydning har hukommelsen? Uden den ville vi ikke have nogen indre sammenhæng, ingen personlighed, ingen historie, intet erfaringsgrundlag. Film og blade bringer jævnligt romaner om folk der har mistet deres hukommelse og som ikke kan genkende deres kæreste, børn, familie og venner, job og hus. Disse historier fremkalder en følelse af uhygge og i takt med at forfatteren lader sin person genvinde hukommelsen, sker der spændende ting. Jeg har selv under stress oplevet kortvarige tab af tidsfornemmelse og erindring om hvad jeg kom fra og hvad jeg skulle nu, det var en mærkelig tom frihedsfølelse.

Hvis vi levede som dyrene lever, ville tab af hukommelsen betyde at vi ikke kunne overleve, vi ville blive fanget af et rovdyr, dø af sult eller tørst eller omkomme på anden måde.

Hvordan husker jeg? Det er som om jeg til enhver tid sidder på en isflage på et tåget hav, fra isflagen kan jeg se et begrænset havudsnit, og når isflagen driver videre , ser jeg nye korte glimt i tågen, men det jeg så før er til gengæld forsvundet. Jeg er altså ikke herre over hvad jeg kan huske fra min fortid. Jeg bliver tit overrumplet af at genopleve en grundstemning der har en bestemt oplevelse som grundlag, men jeg oplever grundstemningen meget tydeligere end selve hændelsen.

Hvorfor kan jeg ikke huske store perioder af mit liv, altså hvorfor er min langtidshukommelse så mangelfuld?

Jeg tænker sommetider at de perioder jeg husker dårligst er dem hvor jeg var mindst mig selv , hvor jeg sagde og gjorde ting som folk forventede af mig, f.eks. i min pubertet og ungdom . Så husker jeg bare en grundstemning af kedsomhed, tristhed eller frustration.

Hvordan (gen)oplever jeg? Det er som om det jeg oplever, skal gennemarbejdes i ro og enrum. Ikke alt, men noget af det. Så genser jeg glimt af mit og genoplever den reaktion det fremkaldte og nogle gange forstår jeg lidt mere af hvad det var der skete imens. For nogle år siden øvede jeg mig om aftenen når jeg f.eks. havde været på en udflugt i at huske udflugten, og det var en god oplevelse fordi jeg på den måde på kort sigt bedre kunne glæde mig over det jeg havde oplevet. De ting som jeg på den måde har genoplevet bliver stående lidt stærkere, mens alt det andet som jeg bare har oplevet, det forsvinder. I sidste ende forsvinder det hele alligevel for at give plads for noget nyt i bevidstheden.

Min søn sagde forleden at han troede at det var min trang til at analysere og beskrive det skete, der gjorde at jeg ikke var så god til at huske de faktuelle ting. Han mente at jeg fokuserer mere på min fortolkning af det der sker end på det der faktisk skete. Det tror jeg måske er rigtigt. Han husker meget godt, synes jeg.

Hvad sker der med hukommelsen under stress? I mit arbejdsliv har jeg nu og da måttet udenadslære store mængder stof, også stof som ikke interesserede mig, som fransk middelaldergrammatik, matematiske formler, arbejdsjura og deslige. Det kunne jeg godt, men jeg var altid nødt til at skrive det ned, og så var det som om det var det sproglige udtryk jeg huskede, altså de sætninger jeg havde noteret ned, men der var ikke altid mere bagved , det var som om så kunne jeg kun huske det en-dimensionalt. I perioder med ekstrem stressbelastning har jeg oplevet noget mærkeligt, da var det ligesom om min praktiske hukommelse rev sig løs og blev selvstændig, ligesom om en fremmed stemme eller en streamer pludselig brød ind i min tankerække og sagde, ”husk at du skal færdiggøre studieplanerne inden torsdag kl. 24”.Til gengæld kunne jeg sommetider ikke huske hvad jeg havde givet eleverne for et kvarter efter at jeg havde slået det op. Og en enkelt gang gik jeg totalt ned, kunne ikke forbinde noget som helst med navnene på klasselisten og kunne ikke finde ud af at afvikle programmerne på min pc. Da måtte jeg køres hjem og sove i lang tid. Overload medførte til sidst total nedlukning af systemet, en meget slem tilstand.

At glemme så meget på jobbet er stærkt angstfremkaldende, eller også er det omvendt , angst og ubehag på jobbet medfører nedbrydelse af hukommelsen. Selv nu, et år efter, sker der det hvis jeg får for meget om ørerne eller hvis jeg kommer under pludseligt pres, at jeg både bliver angst og meget glemsom.

Når man skal analysere sine drømme( jeg har gået i psykoanalyse 1 ½ år og siden arbejdet med mine drømme med en veninde) , er det afgørende at kunne huske og sætte ord på, hvad man oplevede i drømmen. Der findes teknikker til at generindre en delvis glemt drøm og også tidspunkter hvor det er lettere end andre. Hukommelsen spiller der ind på mange måder, dels som den faktor der har leveret en stor del af materialet til drømmen, dels som den faktor der evt. tillader én at få adgang til og forstå drømmen bagefter. Når først man én gang har sat ord på drømmens indhold, kan man huske det der er formuleret, men andet kan ikke formuleres og forsvinder, mens man griber efter det.

Hvad gør hukommelsen brug af? Hukommelsen arbejder langs et tidsspor som den prøver at holde styr på for os. På en måde kan man vel sige at hukommelsen skaber vores tidsoplevelse. Det er helt grundlæggende at kunne strukturere det oplevede i FØR og EFTER. På en måde tror jeg også den arbejder ud fra grundkategorerne: ÅRSAG og VIRKNING. Altså det og det skete efter at det og det var sket, fordi det først skete var årsag til det sidst skete. Hukommelsen integrerer vores FØLELSER i gengivelsen af det skete, man husker f.eks. ikke et dødsfald, en familiefest, en udflugt , en eksamen uden at huske den følelse der ledsagede disse ting.

Ja, lige nu kan jeg ikke komme videre med dette.

vores grundlov

Det undrer mig at vi tilsyneladende er så ligeglade med grundloven her tillands, når den dog er grundlaget for vores samfund. jeg synes også det kunne være tiltrængt med en revision af den på flere områder..... Først lidt fakta om grundloven:

Grundloven- som blev indført ved en fredelig dansk revolution i 1849 –er det fundament som vores samfund hviler på. Man kan finde hele teksten på nettet(http://www.grundloven.dk/). Oprindelig var der 100 paragraffer i den ( denne 1.udgave kan ses på http://www.danskekonger.dk/biografi/andre/grundloven.html), der er nu 89, men de 60 af dem har overlevet fra starten. Det ses altså at grundloven er blevet revideret flere gange.

Jeg synes der er en del ting at overveje i forbindelse med Grundloven. herom vil jag lave en speciel side senere

danskernes forhold til religion

Det undrer mig, at vi tilyneladende er så ligeglade med religion hertillands, altså med vores egen religion. Allerede nu er der nok nogle der står af og siger: vi er da ikke ligeglade, vi har bare et afslappet forhold til religion, vi er ikke fanatikere ligesom visse andre....Men efter at have undervist i religion i ca 30 år vil jeg gentage at jeg synes at vi danskere langt hen ad vejen er totalt tilbagelænede i forhold til religiøse spørgsmål. De unge mennesker som jeg har undervist er ikke uinteresserede i religion, men de fleste af dem er meget uvidende om deres egen folkekirkelige udgave af kristendommen. Undertiden ved de væsentlig mere om andre trosretninger. Jeg agter ikke med dette at give noget eller nogen skylden for dette, jeg siger bare at uvidenheden er stor. Bed en alm. dansker forklare hvorfor vi har en højtid der kaldes pinsen og se hvad der sker......
Jeg tror selv på Gud og har stor hjælp af troen i det daglige, og uden bønnen var jeg ikke kommet så forholdsvis helskindet igennem mit liv. Jeg finder Det Nye testamente meget inspirerende, men er ikke kristen, og jeg har de sidste ca 20 år været udmeldt af folkekirken,fordi jeg ikke kan skrive under på det der står i trosbekendelsen. Jeg har stor respekt for folk af alle trosretninger der tager deres tro alvorligt.

Jeg vil senere lave en side om nogle af de spørgsmål der optager mig omkring fænomenet religion ......