Min Gaio

Den 19.juli, på en af sommerens smukkeste dage fik jeg dyrlægens hjælp til at sende Gaio videre, da hans hjertesygdom havde udviklet sig for meget til at han kunne have et godt liv.

Det er altid forfærdeligt at skulle forårsage døden for et dyr man holder meget af, og det var særlig slemt fordi Gaio føltes som en del af mig. Jeg er ved at oprette en mindeside for ham Jeg har først indlagt denne video hvor han sidder hos mig ude i vores have.......

Jeg vil prøve at beskrive min hverdag sammen med Gaio for det er den måde jeg bedst kan karakterisere ham på.

Nogle gange stod vi bare op og gik igang, andre gange vækkede  han mig med sin hales dunken og vi nussede lidt. Så serverede jeg morgenmad for katten, her fulgte han efter mig for om jeg skulle tabe noget kattetørkost på gulvet. Han var altid vild med kattemad. Derpå fik han sin halve rugbrød med leverpostej. I hans velmagts dage opførte han en lille dans af glæde over maden. Når jeg gik ud med fuglefoder i baghaven plejede han at sidde på havetrappens øverste trin for at holde øje med at jeg gjorde det rigtigt eller han gik ned på plænen og satte sig. Han havde en særlig måde at gå op ad trappen, lidt præget af den usikre knæskal på højre bagben, tror jeg. Han samlede begge bagben op på en gang på trin efter trin.

Herefter lavede jeg morgenmad og spiste den i stuen, og der var det skik at han fik to rosiner (en skik fra før jeg fik at vide at hunde ikke må få dem) og et par godbidder; når det var sket gik han op i sit sofahjørne og lagde sig mens jeg gav mig god tid med morgenmaden. Så gik vi morgentur, meget kort eller længere alt efter humøret, vejret og dagens program. Var det godt, afsluttede vi turen ved at gå over fodboldbanerne, hvor han fik lov at løbe løs og skulle hente sin bamse, som jeg smed, tabte eller gemte i græsset. Hans stolte kropssprog når han kom med bamsen var meget rørende. De sidste gange løb han kun korte stræk op 10 m og blev forpustet alligevel. Hvis det var så heldigt at vores tur faldt sammen med halv ti-frikvarteret på skolen var der ofte børn, mest piger, der skynde sig over til os, og så satte han sig forventningsfuldt ned og ventede gudhengivent på nus og kæl.

Når jeg gik i bad stillede han altid bagefter for at slikke vandet af mine ben inden jeg nåede at tørre mig. I det hele taget blev han altid bekymret når børnebørnene eller jeg gik rundt i bare ben om morgenen, det var som om han tænkte at vi måtte fejle noget siden vi ikke havde pels på benene, og så måtte han træde til med helbredende slik.

Om onsdagen fik vi besøg af en veninde, det vidste han, for så fes jeg rundt og gjorde rent, og så sad han på sofaens armlæn for ikke at gå glip af synet af hendes ankomst. Han stillede sig så op lige inden for døren i gangen for at tage imod hende, helt optændt af forventningen om de kærtegn og de guffer hun havde med, småbitte stykker kødpålæg. Den slags fik vi jo ikke ellers.

Om fredagen eller lørdagen kørte vi til slagteren, og i mange år købte jeg her så mange kødben at han fik lov at gnave kødben en 10-15 min. hver aften. Men det sidste års tid tålte han ikke ben i maven og vi fandt i stedet på at bruge det legetøj som jeg efterhånden havde anskaffet hvor han skulle finde guffer bag forskellige forhindringer, det var ”at lege” og han gjorde selv opmærksom på hvornår det var tid til at gnave/lege. Efter besøget hos slagteren var det tid til en lille tur i bøgeskoven her østenfor i plantagen. På nogle årstider gik vi også kortere eller længere ture i samme plantage  men i maj-sept. var der så mange flåter at det ikke var til at holde ud.

 I weekenden besøgte vi altid min veninde og Gaios eneste rigtige hundeven, collien. Ham var Gaio tryg ved og helt fortrolig med. Det var også det eneste hjem, bortset fra min brors, hvor jeg tog ham med ind, fordi jeg vidste at han var helt velkommen. Han blev altid modtaget med kærtegn og venlige ord og guffer.

Aftenturen gik oftest til hundeskoven på et tidspunkt omkring solnedgang hvor vi havde skoven for os selv.

Vi gik gerne en fast runde , sommetider i mørke med lommelygte, om sommeren i tusmørke. På bestemte steder af ruten var han vant til at få en godbid, meget upædagogisk, men også meget trygt og forudsigeligt.  Jeg tror at både Gaio og jeg i de senere år var fælles om at nyde denne rolige traditionsbundethed. På et bestemt sted gjorde vi altid holdt og der fik han lov at søge efter en hel håndfuld godbidder, mens jeg sad og nød synet af de stille eller svajende trætoppe mod aftenhimlen, eller stjernerne der kom gradvist frem.

 Det bedste tidspunkt på dagen var næsten når vi gik i seng og faldt i søvn sammen

Vi havde også hyppige ture til Nordre *Feldborg plantage, hvor vi gik, i starten lange ture, og senere, kortere ture, han gravede efter mus og fulgte harespor i det lange græs og jeg kiggede efter kronvildt. Han kom ofte våd og beskidt og om sommeren også fuld af flåter hjem fra disse ture, som var hans bedste stunder, især når vi gik væk fra vejen og ind mellem træerne hvor der var mere frisk vildtfært. Om foråret gik vi sene ture derude, om efteråret tog vi ud i mørkningen og hørte kronhjortebrøl og så stjernerne komme frem. Han var fantastisk at gå med, standsede op når jeg skulle kigge i kikkert, noget ingen andre hunde har kunnet finde ud af. i det hele taget var der et samarbejde mellem os, så det føltes som om vi var eet væsen og ikke to.

Disse ture vil altid stå for mig som noget af det smukkeste i mit ældre-liv.

Vi kørte også jævnligt ud og gik i hundeskoven ved Dyrenes beskyttelses internat i Balling hvor vi var vant til at komme fra han var hvalp. Gaio havde een hundeven, min venindes collie, som han havde det samme rolige indfølte forhold til som til mig. I det hele taget havde Gaio det med at gå ind under huden på mange af de mennesker der kom hos mig, og mine børnebørn elskede at nusse ham.

Da jeg fik ham, havde jeg to labradorer, og man skulle synes at det var svært for ham så lille at begå sig med dem, men han passede på sig selv. Da de faldt væk, frygtede jeg at han skulle henfalde til mismod, men helt modsat blev han konge i sit eget rige, begyndte at gø og passe på og sole sig i min opmærksomhed. jeg savnede selv voldsomt at have flere hunde, men alle der kendte Gaio frarådede mig indtrængende at anskaffe een mere, og for en gangs skyld hørte jeg på råd fra andre. Han blev meget gode venner med min kat Bandit der gik rundt og kiggede efter ham den tirsdag da det hele sluttede.

Gaio var ikke altid rask, som ganske ung fik han en svulst, så stor som en trædepude ekstra da jeg opdagede den fordi den begyndte at genere ham. Den blev fjernet og voldte ham ikke flere men. Da han var et par år fik han en overgang eosinofil lungebetændelse, formentlig som en allergisk reaktion over for skimmelsvampen i mit daværende hus og måtte fra 2008 til 2010 behandles især i sommermånederne med prednisolon. Hver gang frygtede jeg for at det var hjertet. Symptomerne forsvandt da vi flyttede til Ryde vinteren 2009. Han fik i 2010 problemer med en løs knæskal på venstre bagben, men vi holdt det nede med glukosamin og skånede  benet. En sen aften var han tæt på at blive kvalt i et bruskstykke fra et kødben og måtte have det fjernet midt nat af dyrlægen. Men det alvorligste var jo den utæthed i hjerteklapperne som så begyndte at vise sig ved 5 års alderen og som fra november -15 krævede medicinsk behandling (Fortecor) og tiltagende skåneforanstaltninger. Og som endte med at gøre hans liv mere og mere anstrengende, fordi han udviklede hoste som skyldtes vand ved lungerne. men han nåede at blive 9 1/2 år , hvilket er en pænt høj alder for en cavalier faldet efter ikke særlig undersøgte forældre. De sidste fire år levede jeg konstant med bekymringen for hans hjerte og fra november -15 blev det til en allestedsnærværende angst. Jeg vidste at vi levede på lånt tid, selvom mine omgivelser nok troede jeg overdrev. Han lærte mig i et vist omfang at medtænke døden som et vilkår for livet og kærligheden men jeg blev aldrig rigtig god til at acceptere det.

Til sidst vil jeg fortælle om de aktiviteter vi lavede, rent træningsmæssigt.

Jeg hentede Gaio lørdag inden påske 2007 på Dienesminde. Han var født d.1. februar. Han kom straks ud på ture i bilen i sit lille bur med de andre hunde i DCH. Han startede på hvalpehold med det samme. Jeg klickertrænede ham fra starten og gjorde meget ud af især øjenkontakt. Han havde lidt hoste i starten. Jeg startede på hvalpehold med indlagte agilityøvelser. I foråret 2008 trænede vi målbevidst til hundekørekortet (obigatorisk) som han bestod sidst i marts. Grundlæggende var han omgængelig men hvis han var i snor knurrede han når andre hunde vie hen til mig. Han var aldrig interesseret i de andre hunde. I april begyndte han at søge væk fra agilitybanen og viste mig at nu ville han hjem, især når vi havde trænet en række spring i træk. det bekymrede mig. Han virkede træt. Jeg tænkte og tænker at det var hjertet der første gang meldte faresignaler.Jeg droppede efterfølgende agilitytræningen i 2008 og startede på et privat sporhold og på skovholdet. Jeg trænede alle 3 hunde og førte dagbog over fremgangen og målene, noget jeg lærte af klickertrænerne Per og Christian. Vi droppede efter flytningen i vinteren 2010 al anden træning og fortsatte kun med sporholdet hvor vi selvtrænede både spor og felt, men sluttede i foråret 2015. Da føltes det som om vi havde mest brug for at færdes sammen i naturen og herhjemme.

...men lige meget hvornår kan jeg genkalde mig gensvaret inden i mig af hans kærlige lyttende blik der fulgte mig overalt og jeg savner ham så forfærdelig meget. Det har ankomsten af en sød ny hund ikke ændret på.

Gaio var- og er- min hjerteven.