På
den anden side.
Hun satte sig rastløs ned ved den bærbare. Fandt et af yndlingsstederne og tjekkede om der skulle være sket noget nyt. Ingenting.
Hunden sukkede bag hende, havde vel regnet med en tur
En pludselig indskydelse. Hun havde disse hemmelige ord på det ukendte sprog hun løbende opfandt.
Hun skrev smilende et af dem i søgefeltet: w-a-d-e-l-b-a-y-a-m og trykkede enter.
Svaret kom selvfølgelig straks: Din søgning - wadelbayam - matchede ikke nogen dokumenter.
Selvfølgelig. Tourettes syndrom. Det var Niels der satte ord på, en gang hvor hun efter en god middag havde dristet sig til at fortælle ham og Inge om sine hemmelige lyde. Og hun havde rødmende givet et eksempel på nogle af de lyde hun dengang sagde for sig selv. ”Tourettes syndrom, det er en lidelse der plager nogle mennesker, det er arveligt, man føler at man er nødt til at gøre bestemte bevægelser eller sige bestemte lyde. Om det er farligt?” Niels klukkede:”Nej det er ikke behandlingskrævende, men kan være ganske generende for nogle, hør skal du ingen sherry have?”
Så skete det: skærmbilledet flimrede . Der kom en antydning af et ansigt. Det forsvandt. Så kom en tekst: du har nu 60 sekunder til at forberede overgang. Fandens tænkte hun, en virus, hun trykkede Ctrl+Alt delete og holdt tasterne nede. Intet skete. En tæller talte sekunder, talte ned.
Hun så sig hjælpeløst tilbage: hunden havde løftet hovedet , sansede hendes uro.
Pludselig så hun sit eget ansigt på skærmen, først ligesom tåget, så klarere og klarere. Hun så bange ud. Bag hende så man værelset, og hunden skimtedes på sofaen, med løftet hoved.
Ny tekst: Hvor mange vil gå over? En tomt felt til at angive et antal personer, hun skrev 1, og tastede enter , nu stod der accepter/fortryd og nedenunder :obs det kan være forbundet med stor fare at medbringe effekter fra real space. Hvad? Effekter , kunne det være hunden? Var da ingen effekt….
Hjertebanken i ørerne. Hunden talte vel også med. Hun kunne da ikke bare efterlade den. Hun fortrød og rettede til 2.
Forbereder overgang, fjern venligst fodtøj
. Stod der.
Velkommen til Wadelbay-o-rim
. Stod der. Måtte være en fejl, hedder –bayam?
Hunden var sprunget ned fra sofaen stod på bagbenene og ville op til hende, hun løftede den op til sig og sammen så de skærmens kanter forsvinde. Skærmen voksede voldsomt, kanterne forsvandt. Træd ind. Stod der. Hun skubbede klip-klapperne af, tog et fast greb i hundens varme krop og trådte med én fod op på bordet foran skærmen der fortsatte med at vokse, nu i højden.
Tæller ned, 30 sekunder tilbage, ellers annuleres overgang
. Stod der nu.
Så trådte hun over, måtte bukke sig for skærmen var endnu ikke helt høj nok.
Der blev helt mørkt. Hunden peb og slikkede hendes hage. En metallisk summen + en tør mekanisk stemme skanderede ”Wa-del-bay-o-rim”. Måtte være en fejl, hun rystede på hovedet og sagde kort og bestemt ”-bayam”. Den metalliske lyd forsvandt med ét. Der kom en susen ligesom blæsten i trækroner og et ekko: ”….bayam…bayam….bayam”. Så kom et blåt lys og det føltes som om horisonten drejede sig 180 o. Hun følte at nu kiggede hun modsat vej og så en dør i det blå lys foran sig. Hunden var stille, men pustede lidt, som om den havde løbet.
Den føltes pludselig så tung. Hun satte den forsigtigt ned foran døren. Den var større, på størrelse med en berner sennen måske. Hun spurgte den forsigtigt:”Cavalier king Charles?” Den rystede venligt på hovedet og lænede hele sin store krop op ad hendes ben. Den nåede hende til hoften nu.Hun skubbede lidt igen for at holde balancen og trådte de to skridt hen til den blå dør. Tog i håndtaget. Det rørte sig ikke. Den dør var åbenbart en attrap, kulisse….
Så blev hun grebet af utålmodighed kastede sig mod døren med den ene skulder. Døren virkede massiv og gav rekylslag. Svarede med samme voldsomhed.
Hun kiggede på hunden, den var ikke vokset mere. ”Hvordan skal vi komme ind ,Saxo?” sagde hun til den, til sig selv. Hunden viftede forventningsfuldt med halen. ”Vi kommer aldrig ind” tænkte hun. Da peb hunden, og nu blev den synligt mindre, krympede for hendes øjne, halen lå ubevægelig hen ad gulvet.
Et ekko i hendes hoved, lød som ”bay-o-rim”, bagved hende , snurrede rundt, så en rød dør stå på klem, tøvede, drejede sig igen og gentog forsigtigt ”bayam”. Lagde sin hånd på hundens hoved og mærkede den vokse opad, hørte sig selv sige ”vi skal ind”. Stemmen lød helt ung, samme stemme som undertiden kaldte på hende når hun sov, så hun måtte sætte sig lysvågen op. Gentog stille ” vi kommer ind” og døren gled langsomt op. Hundens hoved var ud for hendes skulder nu. Den så tillidsfuldt ind i lyset der strømmede ud gennem den blå dør. Sammen gik de gennem døren.
Så stod hun i sin barndoms have, hunden var intetsteds at se, hvis det da ikke var den der var ved at grave i et muldvarpeskud under æbletræet. Morens skygge faldt ind foran hende:” Er du her Janne, gå lige ind til lillebror . Kan du se efter ham mens far og jeg smutter hen til dyrlægen med Karo. Vi er tilbage om en halv time”. Karo holdt op med at grave og trak sig væk ind mellem ribsbuskene.
”Er Karo syg?”
”Nej , han er bare gammel og træt…”
Karo så afventende ud.
”Hvorfor skal han så til dyrlæge?”
”Nu ikke så mange spørgsmål, Janne, kan du nu gå ind til lille-Ole og se efter ham! Vi er tilbage om en halv time, siger jeg jo”
Mors hånd i Karos halsbånd, trækkende, slæbende. Måske var Karo træt alligevel?
Lillebror i køkkenet , i gang med at røre opvaskemiddel og mel sammen i en skål. Ville skælde ud, men sad bare og så ham piske med hjulpiskeren. Svineri. Ud over det hele. ”Mig bager!”
Prøvede at stoppe ham. Bævende mund. Gråd . Løb ind i børneværelset. Prøve at tørre klistret af med en klud, skrabe med en kniv.
Mor i døren. Røde øjne. Men også vred:”Og jeg der bad dig passe på Ole!!” Fingre klemmer om overarmen: ”Jeg havde tillid til dig, men det kan man åbenbart ikke have.”
”Hvor er Karo?”
”Karo sover”
”Jeg vil se ham.”
”Det kan du ikke nu, far er ved at be….hvor er Ole?”
”Derinde…”
Løb ud, nåede at se Karos hoved dingle slapt over fars arm, før han forsvandt. Aldrig have tillid til nogen mere. Karo . Død. Mors vrede hænder.
Mørke.
Det er pludselig lyst igen. Saxos snude i hendes hånd. Saxo levende ,varm. Og stor, stor som en hest. Kravler op på hans ryg, holder fast i den tykke pels under hans hals og hviler hovedet på hans skuldre. Lader sig bære, langt langt væk fra alle dem man ikke kan stole på.
Hun har lyst til at sove, men hundens løb giver for mange rystelser. Så gentager hun som så ofte før remsen ”Wadelbayam- Wadelsun dui-Semjul….” Hunden stopper op ret pludseligt som om det er kommet noget i dens vej. Det er der. Foran dem i luften hænger en lillebitte ting, der mest af alt ligner en nullermand, men den består af….pulserende lys?
”Er du en engel?”
”Hvis du tror det , er jeg”.
”Hvad vil du?”
”Du kaldte” vibrerer lyset
”??????”
”Du kaldte på mig”. Den lysende nullermand vibrerer venligt.
”Det tror jeg ikke”
”Semjul, du sagde Semjul” Saxo nikker. Nullermanden stråler og roterer rundt om sig selv, det er ser uimodståelig morsomt ud, men hun forstår ingenting.
”Ville du ikke spørge mig om noget?” Det lille pulserende lys vibrerer energisk.
”Ok, så….hvor er jeg”
”Du er på den anden side, du og din bror kom herover samtidigt”.
”Ole? Ham har jeg da ikke set”
”Nej for han valgte den røde dør, bay-o-rim”
”Jam…..” Lyset er væk
Jamen det er jo bare lyde, nåede hun lige at tænke, så var englen væk. Saxo stod ligesom tvivlrådig. Det var som om hun sank nedad, nu kunne hun fornemme jorden under sine fødder på begge sider af hans ryg. Hun stod af ham, som man står af en cykel og satte sig forvirret ned.
Bayam og Bay-o-rim, bare lyde eller noget mere? Tourette? Eller noget andet. ”På den anden side”, hvor er det? Cyber-space hvad er det egentlig for noget?
Hun rejste sig og begyndte tøvende at gå. Saxo ved hendes side lignede sit gamle jeg, en lidt for tyk Cavalier King Charles spaniel, i godt humør, men også lidt i sin egen verden.
Hun følte modet synke, hvad var det egentlig hun havde rodet sig ind i. Saxo så faktisk endnu mindre ud end hun huskede ham fra før. De gik lidt. Hun standsede og så ned på ham:”Saxo” sagde hun ”kan du forstå det”. Saxo lagde hovedet på skrå, prøvede at forstå, hans øjne blev lidt triste.
Så gik de lidt igen. Hun så ned på ham: han blev mindre, han blev helt klart mindre. ”Saxo!” sagde hun og bøjede sig ned for at tage ham op, han føltes let i armene, ikke større end en kattekilling, hun knugede ham ind til sit hjerte og mærkede en hulken på vej . Den lille hund, så lille som en fugl, viftede trøstende med halen . Så så hun hvor de gik.
Foran dem strakte sig en lang grå gang, hun vendte sig, og bag dem strakte sig en lang grå gang. Døre, masser af døre på begge sider så langt som øjet rakte, fremad og bagud. En trappeskakt åbnede sig med en vindeltrappe, flere trapper, indvendige altaner der vendte ud til: ingenting.
Navnløs rædsel. Det var her hun gik i sine drømme og ikke kunne slippe ud. Her var ingen, her var intet.
Saxo lettede fra hendes hånd som en broget sommerfugl og flagrede hurtigt af sted.
Hun sank i knæ, ikke det. En kvalmende smag bredte sig fra næsen og ud i munden og som smerter ned i halsen.
Da hun så op, stod Saxo foran hende som hun kendte ham. Hans hale viftede og han så muntert opad på…
En mand med lyst hår og blå øjne med begge fødder solidt plantet på jorden. Han så venlig ud.
Hun rejste sig op og børstede sine knæ, det var ikke støv der var på dem, det var bogstaver, mange bogstaver fra forskellige fonte, kun små bogstaver , der dryssede ned på jorden. Et enkelt bogstav blev hængende på hendes hånd, et stort S, hun lod det sidde og så ind i mandens venlige ansigt.
”Jeg er Sindra” sagde han og hans stemme lød som om han smilede indvendig. Gangen bag ham blev lysere.
”Jeg hedder Janne”, sagde hun og følte sig bedre tilpas, en af altanerne tågede ud og forsvandt, trappeskakten roterede om sig selv som en spiral og blev væk.
”Din ven hentede mig”, sagde manden, ” du havde det ikke så godt”.
Ordene brød ud af hende før hun havde tænkt dem:”Hvad betyder bayam?”
”På dit sprog betyder det tillid”, svarede manden .
Hun trådte et skridt nærmere til ham:” På mit sprog?”
”Ja” Han trak umærkeligt på skuldrene.
”Hvordan kan du kende mit sprog?”
Der spillede et smil i hans øjne.
”Det er jo bare lyde, jeg mener, Tourette, det er ikke….”
Nu smilede hans læber også. Det smukkeste smil hun nogensinde havde set. Hun rakte pegefingren ud og fulgte deres omrids forsigtigt, de føltes bløde som sommerfuglevinger. Tog hånden til sig og sank noget. Gangen var borte, der duftede af græs.
”Det er dit sprog”.
”Wadel, hvad betyder så det?”
Han rakte sin opadvendte håndflade mod hende og gjorde en bevægelse som om han skrev noget med den anden hånds pegefinger i håndfladen. ”Slå det op” smilede han ”hvis du er sikker på du ikke ved det”.
Med rystende finger begyndte hun at skrive w og tænkte at der ikke var plads til alle bogstaverne, men så så hun, at det blev der mens hun skrev. De ventede et øjeblik, så stod der noget med lysende bogstaver:
Wad, subst.:mangel , tomrum. Wad-el: mangel på ,eks. wad-el-nufir:mangel på tid
Hun så op i mandens øjne.
”Mere, du vil vide?”
”Bay-o-rim?” Han nikkede og holdt hånden frem og hun skrev. Svaret kom
Bay-o-rim, sammensat substantiv, af bay: tillid og o: til og rim:selv :selvtillid
Manden trak hånden tilbage og trådte et skridt tilbage og smilede opmuntrende. Det føltes som om han langsomt gled væk på en baggrund af solbeskinnede skyer.
”Nej” hun ønskede at forhindre det som skete, ”nej, bliv lidt endnu, jeg vil ikke at du går”.
”Det ved jeg,” sagde han,” men nu har du ikke brug for mig mere, nu ved du jeg er her et sted. Jeg er Sindra. Pas godt på din ven her.”
Saxo hoppede op ad hendes ben og da hun bøjede sig for at tage hans hoved i sine hænder var manden borte.
De var omgivet af ganske unge birketræer og der duftede vidunderligt som lige efter regn om foråret. De begyndte at gå i hvad hun mente måtte være østlig retning. Hun begyndte at sige remsen som hun plejede når hun var alene:” Wadelbayam- wadelsun dui-semjul- ma-i-yam.”
Hun stoppede Hvis det ikke var bare lyde, ikke bare var Tourettes syndrom, hvis det alt sammen betød noget, hvad betød så de ord hun endnu ikke kendte. Og hvordan kunne det give mening at hun havde et eget sprog som hun ikke forstod. Eller ikke troede hun forstod, hvis Sindra havde ment noget med det, da han sagde: ”…hvis du er sikker på du ikke ved det. Havde alle et sådant sprog som kun de kendte?
”Ja”
”Hvad?” Hun snurrede rundt, der var ingen . Hun kiggede ned på Saxo, nok havde han været ret underlig i dag, men hunde kan jo ikke tale?
”Nej”.
Han sad forventningsfuldt stille som om han ventede på en godbid. Halen viftede tøvende. Hun satte sig på hug, han sprang op og slukkede hende overstrømmende på hagen, og dernæst på hænderne, især hendes højre håndflade slikkede han igen og igen, som om der var noget der skulle væk. Hun vendte hånden, der sad bogstavet fra før , det store S, det så ud som om det var tatoveret ind i huden, måske var det indbildning , men det så ud som om det lyste svagt. Saxo slikkede én gang mere på det og så glad ud. Hun gnubbede lidt på det for at se om det gik væk, men det virkede nærmest som om det lyste mere. S, som i Sindra….eller Saxo?
”Forstår du hvad jeg siger, Saxo?”
”Ja.”
”Det s, det vil ikke gå væk, hvad er der med det?”
”Nej”
”Hvorfor siger du nej, mener du at det ikke vil gå væk?”
”Ja”
Hun sad lidt, var det muligt at han kun kunne to ord, ja og nej, ikke fordi det ikke var imponerende i sig selv, men…..
”Kan du kun to ord, Saxo?”
”Ja”, han slikkede sig lidt undskyldende om munden.
”Jamen , det er da flot ”,sagde hun og strøg ham over issen,” det er der da ingen andre hunde der kan”
Han svarede ikke, sad med halvt lukkede øjne og nød solen og hendes berøring. Sådan sad de lidt.
”Jeg ved ikke hvorfor vi er her, Saxo….” sagde hun, det mente han åbenbart ikke han behøvede at svare på.
”…man skulle næsten tro at jeg havde en opgave her, noget jeg skulle gøre….”
”Ja”.
”…..men jeg aner jo ikke hvad….”
-
”Nå, lad os gå lidt igen, måske kan vi komme tilbage igen …medmindre vi da skulle vende om.”
Hun vendte sig om og stod og kiggede lidt. Bag dem var der ingen sti. Underligt, hun havde da hele tiden gået på en sti, der snoede sig mellem de hvide stammer. Hun så igen fremad, der var stien , smal, men tydelig midt i det grønne, som om der sommetider gik nogen her, dyr eller mennesker. Hun tog ti skridt fremad og vendte sig om og så bag ved sig: ingen sti. Altså ingen vej tilbage?
”Nej”
Hun fik pludselig en overstadig lyst til at le, nå men, så kan vi jo ligeså godt se at komme af sted. Hun satte i løb, hunden sprang logrende frem ved hendes side.
Stien drejede og begyndte at føre nedad, der dukkede store sten og klippeblokke op mellem birkene, og det forekom hende at der duftede friskt og salt af hav. Et sted kunne hun ikke lade være med at standse og lægge hånden på en stor mosset solvarm klippeblok, der lå lige op ad stien. Mosset duftede krydret og store røde myrer vandrede geskæftigt i en række hen over blokken. Hun undrede sig, det ville da vel være nemmere for den at lægge deres sti udenom stenen? En af myrerne standsede, den bar på en lille kvist med grannåle. Hun havde før set myrer bære grannåle, men hele kviste? Hun kunne ikke modstå fristelsen til at tage fat i den ene ende af kvisten og trække forsigtigt i den. Til hendes forbløffelse holdt myren fast og trak igen. Det lød som om den udstødte et dæmpet , men klart pift, og straks stod en flok andre myrer rundt om hendes hånd med løftede grannåle og andet småskyts, parat til angreb. Nogle stykker af dem stillede sig i positur og tissede i takt på hendes hånd. Hun slap kvisten og smilede forsonende til myren, som gik på enden og udstødte en dæmpet hvislelyd, som om den lukkede damp ud.
”Hvad skulle det til for?” lød det ved hendes venstre øre.
”Ja, hvad var meningen med det?” lød det ved hendes højre øre.
”Vi bryder os ikke om den slags” summede det ved venstre øre.
”Nej, den slags kan vi da slet ikke li’” peb det ved højre øre.
Hun virrede med hovedet og så to myg på størrelse med velvoksne guldsmede hænge i luften tæt ved og nidstirre hende med deres udstående øjne. Det sved i hånden, der hvor hun var blevet tisset på. Det slog hende at en undskyldning kunne vise sig på sin plads, så hun lagde hænderne sammen som en japaner og bukkede kort mens hun mumlede :”Beklager dette pinlige optrin, skal ikke gentage sig.” Så kom hun til at fnise. Det var virkelig for langt ude at stå her og undskylde sig foran en flok røde myrer.
”Det vil jeg sandelig heller ikke håbe”, sagde en fræsende stemme oppe fra en skygge der lagde sig over stien. Foran sig havde hun en underlig figur, som man ville have sagt var en myre, hvis den ikke havde været næsten en halvanden meter højere end hun selv. Hun veg tilbage og snublede over Saxo der peb forurettet. ”For så ville vi jo blive nødt til at eksemplere et statut”. Kæmpemyren så streng og højtidelig ud, da den sagde det. Det lød sært, men hun syntes hun skulle kende udtrykket. Hun trådte et par skridt tilbage og stak så i løb udenom den vrede supermyre med Saxo i hælene. Efter ca 100 m stoppede hun og vendte sig pustende om, Stien var væk, kæmpemyren var væk, men klippeblokken lå der stadig. Hun så spørgende på Saxo der så lettere irriteret ud, så trak hun på skuldrene og traskede videre.
Ved en drejning af stien standsede hun overrasket op: foran dem lå en åben strand og længere ude endnu : havet så langt øjet rakte. De satte i løb og stod snart nede ved vandkanten , den friske saltluft og lyden af bølgerne fik hende til at føle sig som et lille barn på den første dag af en lang dejlig sommerferie.
Hun begyndte at gå langs stranden og lod sig tiltrække af stenene, én for én, så forskellige farver og former. Saxo så forventningsfuld ud, ventede på deres gamle leg: hun skulle tage en sten op, knuge den i hånden, så den fik fært og dernæst lade den falde stille ned mellem de andre sten uden at han så det, og så skulle Saxo finde lige præcis den sten blandt strandens millioner af andre sten. Og så skulle han roses!
Hun tog en lille rødlig sten op, holdt den et øjeblik for at imprægnere den med sin duft og så lagde hun den diskret ned, mens han tissede med ryggen til. ”Saxo, kom! Find sten!” Han kom benende og gik i gang med at lede, der gik heller ikke mere end 30 sekunder så kom han stolt farende og lagde noget for hendes fødder. ”Dyg…..” begyndte hun, men ”…tig!” blev siddende i hendes hals, for stenen foran hende var ikke rød, den var snehvid og perfekt oval og på den tegnede sig noget der mindede om et S. Den føltes så varm i hendes hånd at hun smed den fra sig og så forbavset på den lille hund. Saxo så meget selvtilfreds ud. Hun rystede uforstående på hovedet. Hans hale sank lidt og han lagde hovedet på skrå.
Hun prøvede igen, tog en blågrå aflang sten og gentog fremgangsmåden. Saxo sprang glad af sted og var tilbage efter et minut med en ny sten, bare lidt større, snehvid og oval . På stenen tegnede sig et svagt lysende S. Da hun tog den op i hånden, kom der et lysglimt, det var som om S’et i håndfladen og det i stenen gik i forbindelse med hinanden og udløste et lille lyn. ”Hvad i alverden?”
Hun prøvede tredje gang, denne gang med en grim, ru , leverpostejfarvet sten og det gik nøjagtig som de to andre gange. Denne hvide sten vejede mere end de to forrige, men kunne stadig rummes i hendes hånd. Hun tog den hvide sten op og kiggede på det tydelige S der tegnede sig i relief midt på stenens flade. Så vendte hun forsigtigt stenen i sin håndflade, så S rørte S og så forbavset et stærkt lys brede sig omkring hånden med stenen. Der bølgede varme ud derfra, så stærk at luften bølgede som en luftspejling rundt omkring. De flimrende riller i luften skiftede form, noget tog form foran hende. En glitrende slange bølgede i luften og svajede fra side til side, mens den hvislede s-s-s-s. Så var det som om den gled ned på sandet og begyndte at sno sig væk fra hende. Hun måtte tage et fast tag i Saxo og løfte ham op for at forhindre ham i at sætte efter den, men hun besluttede sig til at følge slangen. Da hun løftede hunden op, bemærkede hun, at det store S i håndfladen var væk.
Slangen bevægede sig utrolig hurtigt og behændigt , dens krop gled glitrende frem mellem sten og muslingeskaller, og hun blev forpustet af at skulle følge efter med Saxo trykket ind til sig. De rundede et lille fremspring på stranden og hun standsede op. Kun 50 m foran dem lå en båd, trukket halvt op på stranden, men med forstavnen pegende fra land. Sejlet var trukket halvt ned og surret om masten og et par åreblade stak frem over rælingen. Men der syntes ikke at være nogen i båden. Slangen var intet sted at se, så hun satte Saxo ned og gik helt hen til båden. Den var ren og pæn indvendig, der stod en smule vand i bunden og der lå et øsekar og en rulle reb på den ene bænk man kunne sidde på. Hun fik lyst til at ro sig en tur, så hun kaldte hunden til sig, løftede ham over rælingen og skrævede selv bagefter.
Hunden stillede sig op i bådens forstavn og hun satte sig på bænken og anbragte tøvende årerne i åretolderne. Så rejste hun sig og prøvede at stage båden ud i vandet. Til hendes store overraskelse gled båden ud i bølgerne som om den bare havde ventet på hendes indgriben. Hun tog nogle kraftige åretag og så stranden glide lidt væk, så kom hun til at kigge op på sejlet der var surret fast og hendes øje fangede noget der måtte være det øverste af et logo eller symbol i orangegyldent.
Hun rejste sig, løsnede surringen og trak sejlet så langt op som det lod sig gøre, og så så hun symbolet, det var en dobbeltsol, to sole, der overlappede hinanden og i det fælles midterområde var der et gyldent lys. Neden under stod noget med snørklede bogstaver, det så ud som om der stod:”sun-dui”. Hun syntes hun skulle kende ordet, men huskede ikke hvorfra.
Vinden greb fat i sejlet og båden skød pludselig fremad. Hun var ved at falde, og så sig instinktivt tilbage for at se roret som skulle bruges til at styre båden med. Der var ikke noget ror. Hun sprang alligevel tilbage til agterstavnen og stak en åre bagud ned i vandet for at prøve at styre lidt med den. Mens hun kæmpede for at holde fast i åren, der blev trukket hid og did af bølgerne, kiggede hun op på sejlet, og da så det fuldstændig ud som om masten voksede. Hun lagde hovedet lidt tilbage og så mastetoppen fjerne sig opad, så det svimlede, ligesom når man stod ved foden af et højt træ og kiggede op mod toppen. Sejlet syntes også at vokse og brede sig ud, en stor fugtskjoldet lærredsflade med en kæmpe dobbeltsol midt på, der svulmede og skælvede under den omskiftelige vind.
Hun lagde mærke til at solen var forsvundet i skyer og at længere fremme på dækket…..Dækket?
Dette var da ikke et skib, dette var for et øjeblik siden en lille sejlbåd i fredeligt farvand….Længere fremme på dækket arbejdede to skikkelser, den ene lidt større og kraftigere end den anden med at stramme sejlets skøder op hen over en stor metalkrog. Og helt henne i forstavnen…hvad var dette for noget? Helt henne i forstavnen vendte udkigsposten sig om og gjorde et advarende tegn med hånden. Rorpinden var så tung at dreje i hendes hånd at hun kun kunne klamre sig til den og skibet dukkede pludselig nedad som om det var havnet i en bølgedal.
Nu så hun at der overalt på dækket var folk der arbejdede sammen, to og to, det så ud som om det var kvinde og mand, kvinde og mand, alle travlt optaget af et eller andet der formodedes at skulle kunne hjælpe skibet til at holde kursen eller holde vand ude fra bølgerne der slog ind mod rælingen.
Men deres arbejde virkede helt ørkesløst fordi de hele tiden så hinanden ind i ansigtet, strålende af betagelse, ingen af dem syntes at være opmærksomme på de andre omkring sig, og da hun slap roret for at løbe frem og bede dem begynde at rebe sejlet i den hivende storm, så de kun et kort øjeblik uforstående på hende og gik så i gang med deres små forehavender igen, som om hun var en utilregnelig galning.
Der lød et tordnende smæld , da sejlet rev sig løs fra sine skøder og begyndte at blafre i den vilde vind. Dækket skrånede voldsomt til siden og hun fik et kort glimt af Saxo der kom kravlende de sidste meter hen over dækket til hende. Hun greb fat i ham og så sig desperat omkring. Uvejret havde drænet dagslyset, men i den dystre belysning så hun pludselig at folkene to og to var strømmet hen til en række bittesmå redningsflåder der hang langs rælingen. Hun vendte sig og fik øje på to store redningsflåder der hang i bøjler over hende på det øverste dæk. Hun kæmpede sig hen til det nærmeste menneskepar og pegede opad mod flåden, men kvinden skubbede hende væk og råbte ind i hendes ansigt: ”Gå din vej, der er kun plads til os to i båden”.
Håret piskede hende ind i øjnene da hun kæmpede sig hen mod det næste par, men i et glimt så hun allerede flere af de småbitte redningsflåder vippe ukontrolleret i bølgerne nedenunder og tage vand ind.
Dette er enden, for det gennem hende, alle disse mennesker vil gå til grunde to og to, ingen af dem kan klare sig mod disse bølger. Vi skulle jo hjælpe hinanden…vi skulle jo ….hun sank ned på dækket med Saxo og begravede ansigtet i hænderne. Dette var så enden. På en måde havde hun vel altid vidst det, at hun var helt alene og at sådan ville det altid forblive. Fortvivlelsen slog ind over hende, men så mærkede hun noget der knitrede i den ene håndflade mod hendes kind. Hun kastede et blik på hånden og så at S’et fra før var vendt tilbage, det snoede sig og glitrede og der lød en lille hvislen fra den lillebitte slange. Det lød som :”Længs-s-s-sel, længs-s-s-s-el”. Hun bed tænderne sammen mens hun mærkede at der var koldt frådende vand omkring dem. Længsel, det var dog det mest tåbelige. Hun skar tænder, en hån mod den situation de alle befandt sig i. Længsel det havde hun da for længst vænnet sig af med. ”Længs-s-s-sel…”, hvislede det og hun knyttede hånden for at bringe slangen til tavshed.
Længes, hvad skulle det hjælpe nu. Hvad eller hvem kunne det nytte at længes mod. Hun bed tænderne sammen, enhver er alene og må klare sig selv, hun havde ingen at længes mod, ingen at have tillid til, det skulle da lige være…nej for tåbeligt! Men navnet kom igen :først som en hvisken så stærkere indtil det matchede vindens brølen: ”Sindra” råbte hun af sine lungers fulde kraft, da en kæmpebølge løftede sig over hende og Saxos lille tunge vaskede hendes kind. Hun lukkede øjnene og ventede at alt ville få ende…..
En arm lå om hendes skulder og en stemme sagde venligt drillende: ”Nå, var det så svært at indse? ” Hun åbnede øjnene og så et ansigt tæt ved sit. Øjnene var blå og munden smilede
”Alle har lov at længes” sagde Sindra” alle har brug for at give sin tillid til andre, kom nu, redningsbåden venter”.
”Nej, Sindra , det nytter ikke, vi drukner alle i de små bitte flåder, har du ikke set hvor små de er!” råbte hun ind i hans øre.
”Hvem snakker om små flåder, kom nu” lo han og trak hende med hen til kanten af rælingen. Hun så ned på en række blege opadvendte ansigter i den store redningsbåd der lå og vippede på bølgerne tæt ved skibssiden…
”Vi springer.” han puffede blidt til hende, men hun klamrede sig til rælingen.
”Saxo?” gispede hun.
”….Er her….” sagde han og hun så hunden hænge over hans højre arm med skræmte øjne.
”Vi springer.. Hav tillid….tillid….tillid…..” Ordet lød som et ekko fjernere og fjernere. Hun mærkede hans hånd om sin og lukkede øjnene. Så sprang de. Eller rettere han trak hende med og de forsvandt ud over rælingen . Nu var alt forbi?
Pludselig var der en lyd tæt på hende en lyd som af en violin varm og lys og hun fløj ind i den og fulgte dens jublende stemme sprang igennem krystalklare grønne bølger og slog smut i solen på havets glitrende overflade en obostemme kom dansende imod hende og var lys som himlen og ren som skyerne de hvirvlede rundt om hinanden. ”Hvor er vi?” spurgte violinen. ”Hos Bach” svarede oboen. Så fik hun et glimt af Semjul, den lysende nullermand, der snurrede rundt om sig selv og strålede af glæde. Den pulserede i takt med musikken, drev tæt forbi dem og blev væk igen. Musikken stoppede brat.
Hun sad i en stor redningsbåd mellem Sindra og en gammel kone med bortvendt ansigt, som virkede mærkelig bekendt. Saxo var kravlet over på konens skød. Redningsbåden vippede i bølgerne, og folk havde blege ansigter, der var både børn, unge og voksne, og så nogle gamle, som konen med Saxo. Nogle holdt om hinanden, andre græd og nogle lo, nogle var tavse, andre råbte til hinanden for at overdøve vinden og bølgerne. Men det var som om vindens hylen var aftaget lidt, bølgerne var ikke tårnhøje længere. Der var nogle der havde stukket årer ud og prøvede at ro for at stabilisere båden.
Hun vendte sig og så tilbage mod agterstavnen. Der stod en mand og styrede, hans ansigt strålede af stolthed og ro, han lignede én der følte han kunne klare alt, han lignede faktisk…hendes bror. Hun lagde hovedet mod Sindras skulder . Hun syntes han nynnede noget , det lød som et omkvæd i en vuggevise, der var ingen ord men bag den summende lyd af hans stemme vibrerede et ord:” Ma-i-yam”. Hun lukkede sine øjne et øjeblik og tillod sig selv at gå over i en tilstand af vægtløs tillid, grænseløs frihed.
Munden føltes tør, hun sank et par gange, og mærkede at hun var på fast grund. Det mærkedes som om hendes kind hvilede på noget ujævnt. Hun åbnede øjnene , der var mørkt omkring hende, bortset fra computerens skærm der lyste blegt og , batteri-indikatorens lille øje der lyste rødt, mangel på strøm. Der var stille, bortset fra en lille snorkelyd.Hun følte sig lidt radbrækket af at sidde på stolen og hænge, hun vendte sig, bag hende snorkede Saxo i en rede som han havde bygget af sengetæppet. Hun følte sig glad på en uforklarlig måde, bare så glad, at mørket intet kunne gøre hende, som om det aldrig kunne gøre hende noget mere.
Hun rettede sig op og holdt vejret, hvad i himlens navn? Hen over computerens skærm løb nogle lysende bogstaver, det så ud som om der stod ”Ma-i-yam” . Så blev skærmen sort. Hun gentog det for sig , det lød smukt, hun vidste at hun havde hørt det før. ”Wadelbayam- wadelsun dui-semjul- ma-i-yam.” Hun mumlede ordene for sig selv som så ofte før, det havde altid en beroligende virkning, men denne gang var det næsten som om noget af det gav mening på en ny måde. Hun skubbede forsigtigt Saxo lidt til side, løftede op i dynen og kravlede ned under den, fuldt påklædt. Hun kom pludselig til at tænke på sin bror, ham ville hun ringe til i morgen, det var vist længe siden de havde talt sammen.