Jeg tror på

Hvad jeg tror på

Når folk hører at jeg ikke er medlem af Folkekirken, antager de ofte at jeg er ateist.

Det er imidlertid ikke rigtigt. Jeg har svært ved at forstå hvordan de har fået den opfattelse, men det må vel skyldes at jeg ikke har meldt tilstrækkelig klart ud. Det vil jeg så prøve nu.

Grunden til at jeg ikke kan være med i den kult som de fleste danskere deltager i, er netop at jeg har nogle trosforestillinger som jeg mener ikke er forenelige med det som kirken forkynder.

Dermed være ikke sagt at min tro er hverken værre eller bedre end deres, bare anderledes. Måske er den endda slet ikke så forskellig fra det folk i virkeligheden tror på, når man går dem på klingen.

Jeg er fuldstændig fast overbevist om at Gud findes, at Gud hører vores bønner og at Gud elsker alt levende. Jeg er så sikker, fordi jeg selv oplever/har oplevet Guds hjælp og får/har fået svar på bøn.

Jeg er tiltrukket af ting ved de fleste religioner, men det er så kun en mindre del af hver religion jag synpatiserer med. Og jeg vil ”ikke købe en samlepakke” med en masse andet som jeg ikke kan tilslutte mig fra den pågældende tro.

Jeg opfatter det sådan at universet er sat sammen af elementer på alle mulige niveauer og af alle mulige slags beskaffenhed. Nogle af disse elementer er fysisk sanse-bare, andre er det ikke. Det betyder ikke at disse ikke-fysiske elementer ikke kan erkendes, men de erkendes så bare ikke gennem vores normale sanser.  Jeg opfatter det sådan at alt levende , alle synlige organismer består af både noget fysisk og noget andet. Når det gælder mennesker, består vi både af en fysisk krop og andre bestanddele og den inderste kerne i os er af ikke-fysisk art. Jeg er villig til at tro på at vi består af både æteriske, astrale og mentale lag foruden af det fysiske, men jeg går lidt vild i de fleste newage-systematikker desangående.  Og jeg forstår ikke hvordan kristendommen lige kan vide at vi både består af krop, sjæl og ånd.

Men jeg kan indtil videre acceptere som en arbejdshypotese hvad Martinus siger om det, at alt levende består af 3 dele, en inderste evig kerne(kalder han x1), en ligeledes evig skabende evne(x2) og så den til enhver tid eksisterende fysiske manifestation(x3), dvs. den organisme som for tiden er knyttet til de to før nævnte. mens den aktuelle fysiske form er forgængelig, er selve skabelses-processen af det til enhver tid eksisterende fysiske legeme en evige foreteelse.

(Måske er det det de kristne mener, så er x1 ånd, x2 er sjæl og x3 er krop, hvem ved?)

Deri ligger at det levende væsen over tid skaber sig forskellige organismer som udtryk for sit væsen, dvs. at væsnet reinkarnerer. Deri ligger også at den inderste kerne ( lad os for nemheds skyld kalde den ”sjælen”) ikke er afhængig af den fysiske hjerne, det er snarere omvendt, det er sjælen som udruster sig med en fysisk hjerne for som dyr eller menneske at begribe og handle på det fysiske plan.

 I det følgende referer jeg ofte til Martinus’ lære sådan som jeg har forstået den, og der kan sagtens være fejl og misforståelser, men jeg er nødt til at forstå den med mine evner og forudsætninger, fordi det handler for mig om at finde et livsgrundlag, noget at leve og dø på. Hvis jeg var vis, ville jeg ikke begå fejl, men det er jeg ikke. Hidtil har jeg kunnet leve på min tro, om jeg kan dø på den vil tiden vise.

Jeg tror at den skabende energi som findes i x2 har meget til fælles med det vi kender som elektricitet. Eller  at X3(= organismen) belives og gennemstrømmes af en energi der er nært beslægtet med elektricitet. Jeg har haft nogle forunderlige oplevelser af hvordan energien/elektriciteten i mig interagerer med elektriciteten i de fysiske  ”maskiner” omkring mig, og af hvordan overgangen fra liv til død kan give sig udslag ved at påvirke elektrisk strøm.

Martinus beskriver meget detaljeret hvordan han mener at universet er bygget op, og det for mig inspirerende ved hans tanke for mig er at han mener at de levende væsner inkarnerer gennem utallige eksistenser gennem et antal planer  eller riger: planteriget, dyreriget  (og i dyreriget befinder størstedelen af jordmenneskene sig stadig iflg. Martinus),  det virkelige menneskerige, visdomsriget, guddomsriget og mineralriget. Hvert af disse riger svarer i en vis forstand til en af de 6 grundenergier, sådan at forstå at alle grundenergierne er til stede i hvert rige, men udviklet i forskellige grader.

I planteriget er det instinktenergien (symboliseret ved den røde farve) der dominerer. I dyreriget det som Martinus kalder tyngdeenergien (symb. ved den orange farve). I det virkelige menneskerige dominerer følelses-energien (hvis symbol er den gule farve); i visdomriget kommer intelligensen til fuld udfoldelse (hvilket symboliseres ved overvægt af grønt), mens det i guddomsriget er intuitionen (symb. ved blåt)der har overvægt . Endelig er det i mineralriget hukommelses-energien ( som Martinus ser som indigo-farvet)  der kulminerer.

Jeg synes at det er påfaldende at farvernes rkkefølge og symbolske betydning svarer fint overens med chakrafarverne, dog med den ene forskel, at der ifølge hinduismen er 7 chakras og ikke 6. her siger man at rød er rodcentrets farve, orange er hara-centrets, gul svarer til det ved solar plexus beliggende chakra, grønt er hjertechakraets, blåt halschakraets, violet svarer til det tredie øje ud for pinealkirtlen mellem øjenbrynene - og hvid eller farveløs er kronechakraets farve. De farver der tillægges de 7 chakras kan variere lidt fra fremstilling til fremstilling, idet hjertecentrets farve også nogle steder beskrives som rosa, mens kronecentrets også kan siges at være alle farver eller måske violet.

Den måde de enkelte chakraers betydning for mennesket beskrives på harmonerer i store træk med den beskrivelse som Martinus giver af de enkelte rigers/energiers betydning.*)

Alt dette kan jeg ikke redegøre nærmere for, men jeg kan kort skitsere hvordan det forholder sig med os ufærdige jord-mennesker  i det dyriske rige. her er instinktenergien aftagende, mens tyngdeenergien kulminerer og bidrager til at gøre væsnet fysisk kraftfuldt. Følelsesenergien er i tiltagende, mens intelligensenergien stadig er på et lavt niveau. Intuitionen er næsten latent og hukommelsesenergien aftagende. hvis du synes det er svært at forstå, kan jeg anbefale dig at læse om symbol n. 12. Det er nemlig sådan at Martinus har skrevet 5 bøger med titlen "Det evige verdensbillede", og disse bøger indeholder en lang række farvelagte illustrationer af hans teori. Bøgerne kan bestilles fra et hovedbibliotek og kan også købes stadigvæk.

Det er vigtigt for mig at der skelnes mellem to måder at være menneske på, den ene hvor mennesket er ret lig dyrene, hvor selvopholdelsesdriften slår igennem, og det andet hvor kærlighedsevnen udvikles i stedet. Det er interessant for mig at det første sted( der hvor man er sig selv nærmest ) er det rendyrket kønsbestemte/enpolede stadium, hvor mennesket er enten kvinde eller mand i renkultur og hvor livsopfyldelsen består i at danne par med en af modsat køn og sætte børn i verden, sådan som det også sker i dyreriget. dette er altså stedet for selvopholdelsesdirften, for nu at tale psykologi-sprog. Det andet sted er det topolede stadium hvor kvinden udvikler sin indre mandlighed og omvendt, og hvor den højeste livsopfyldelse ikke er parforhold og forplantning, men et skabende og meningsfyldt liv i kærlige forhold til andre mennesker uanset køn. Martinus mener ikke at nogen af os er nået til det stadium, men han ser det sådan at vores vanskeligheder med parforholdet og kærligheden og kønsidentiteten tyder på at vi er midt imellem. 

Og ja, det ovenfor anførte om reinkarnationen betyder også, at udviklingen over tusinder af år gennem mange eksistenser fører væsnet op til gudsriget og at det herfra , ikke "falder", men trækker sig ind i sig selv, ind  i mineralriget og derfra fortsætter forfra i en ny udviklingsspiral( begyndende med planteriget osv.), dog ikke på "samme sted som før", men ligesom forskudt i forhold til forrige gang.

Det er tankevækkende at man i den græske dualisme regnede med at sjælen var faldet fra idealernes verden i den fysiske materie og der sad fangen indtil den lærte sig at hæve sig op igen ved hjælp af filosofi eller religion.Tanken minder også om den tyske filosof Schellings ord:”"Det er den samme ånd der slumrer i stenen, drømmer i planten, vågner i dyret og kommer til bevidsthed i mennesket". Men der er den forskel at hos Martinus kan ”ånden” siges at slumre i planten, vågne i dyret, komme til bevidsthed i mennesket, udfolde sin fulde blomstring  i gudsriget og synke tilbage til salig erindring i mineralriget, hvorefter det hele starter forfra. Dette er afgørende anderledes end den kristne evighedsforestilling. Martinus's opfattelse minder selvfølgelig om hinduismens opfattelse af ”sjælevandring” og om den hinduistiske opfattelse af verdensaldrene. For kristendommen er det en afgørende pointe at mennesket ikke kan nå guddoms-status, men nok i bedste fald evigt liv hos Gud. Hinduerne (og vel også nogen buddhister) mener at mennesker kan nå til et gude-stadium, men at heller ikke guder lever evigt. For de intellektuelle buddhister består frelsen i at slippe helt ud af inkarnationernes kredsløb.

Hvorfor kan det levende væsen så ikke stille sig tilfreds med at eksistere i al evighed i det guddommelige rige? Ifølge Martinus fordi i x2 er indbygget noget han kalder urbegæret, en uudryddelig trang til at ville noget nyt, søge videre. Man kan måske sige at det er urbegæret som holder universet levende og sørger for at skabelse hele tiden finder sted. Jævnfør at mange mennesker finder noget stillestående ved den bastante forestilling om at skulle spille på engleharpe i hvidt tøj til evig tid( hvis man er så heldig at slippe igennem nåleøjet).

Jeg er kommet til Martinus ad snørklede veje og har i hans tanker fundet et tankeklima som jeg føler der er noget meget bekendt eller hjemligt ved, samtidig med at jeg forbeholder mig retten til at tvivle på ham som på alt andet. Og der er rigtig meget der går totalt over min forstand, og som jeg hverken kan afvise eller bekræfte.

Der er faktisk kun een ting jeg ikke tror han har ret i og det er at indenfor een og samme udviklingsspiral kan man ikke reinkarnere skiftevis som mand og kvinde. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke tror på det, men det er vel fordi det føles som om jeg lige har været eller snart skal blive mand.

Nå men hvor bliver så Gud med stort G af i dette system? Gud er identisk med verdensaltet, alle levende væsner er som bittesmå bestanddele af Gud. Guds væsen har samme grundlæggende struktur som de levende væsner (x1,x2og x3). Derfor taler den kristne bibel sandt når den siger at vi mennesker er skabt i Guds billede, men den taler ikke sandt når den hævder at det kun gælder for menneskene, for Gud udgøres ikke kun af de menneskelige væsner. Verdensaltet består jo af summen af væsnerne fra alle rigerne. Jeg fristes til at forestille mig at gud er verdensaltets x1, men jeg tror ikke det er det Martinus mener. Gud blunder i planten, vågner i dyret, erkender i mennesket og elsker i guddommen, og lever i salig erindring i mineralet. På nettet har jeg fundet denne forklaring på forholdet mellem Gud og væsnerne:

1. Gud har opsplittet sig selv i en uendelig hærskare af gudesønner, der alle på hologramagtig vis spejler Guds totalitet.(min tilføjelse:”gudesønner” er ikke kun mennesker)

2. gudesønnerne vekselvirker alle indbyrdes og gør herved indtryk på hinanden.

3. guddom og gudesønner er organisk identiske( min tilføjelse: består alle af x1, x2 og x3), komplementære spejlinger af hinanden der evigt befinder sig i indbyrdes dialog med hinanden.

Formuleringen er fra Fra bogen "Det Kosmiske Gudsbegreb" Af Per Bruus-Jensen og fundet på Martinus-forum med bittesmå ændringer af mig.

Dvs. at når jeg hører, ser og føler, så hører , ser og føler Gud gennem mig, ligesom Gud ser, hører  og føler gennem alle andre væsner.

Derfor er det sandt når Jesus siger, at alt det I gør mod en af disse mine mindste, det gør i også mod mig. Derfor siger Martinus også et sted, at vores bønner når Gud ad flere veje, både gennem vores ord i bønnen og gennem de handlinger  vi udfører overfor andre og det sindelag vi har over for de andre levende væsner. Gud ser mig, ikke som jeg gerne selv vil se mig, men som næsten ser mig. Og mine hengivne bønner kan godt overdøves i Guds opfattelse af den angst eller vrede som jeg lige har fremkaldt hos min næste.

Og en af de grundlæggende ting at bede om er at måtte blive til glæde og velsignelse for de andre levende væsner.

Gud er altså hverken en han eller en hun eller en person i det hele taget, men noget meget mere omfattende, ligesom indfældet i altet, og derfor har hinduismen ret når den siger ”du er det”, eller

når hinduen hilser andre med ordene ”jeg hilser guddommen som er i dig”(namaskar).

Jeg har lært af Florence Scovel –Shinn, at den bedste måde at bede på er ved at takke for det man ønsker. Altså ikke:”kære Gud, vil du godt gøre mig rask” ”men jeg takker dig Gud for at du gør mig rask, hvis det er foreneligt med din plan for mig”. Ikke ”Gud, hjælp mig til at X vil elske mig” men ” jeg takker dig Gud for at du åbner mig vej til en kærlighed som X’s”. Det passer synes jeg med at Jesus siger ”Derfor siger jeg jer: Alt, hvad I beder og bønfalder om, det skal I tro, at I har fået, og så får I det”. (Markus 11,24) Det her betyder ikke at man får alt hvad man beder om, men at man må stole på at det gør man, hvis det er foreneligt med Guds hensigt med os. (”….dog ikke som jeg vil, men som du vil….”) Jeg har oplevet at få rigtig meget af det jeg har bedt om på denne måde også ting jeg ikke skulle have bedt om, men som jeg lærte meget af at få.

Den bøn jeg altid beder er: ”Gud, jeg takker dig for at du hjælper mig til at klare det som jeg skal klare og for at du viser mig min vej i dit lys".

----------------------------------------------------------------------------------

*) for folk der ligesom jeg har svært ved at huske hvad de enkelte chakras står for anfører jeg her hvad Peter Kjærulff skriver i "Ringbærerens dagbog". Her siger han at alle chakras har et budskab til os; efter budskabet, som han formulerer det, anfører jeg hvad det siger mig:

rod: "enhver har ret til at have en krop" . For mig betyder det, at kroppens behov skal der i rimeligt omfang tages hensyn til sålænge man derved ikke berøver andre den samme mulighed for behovstilfredsstillelse altså ingen askese).

hara:" enhver har ret til at være på vej". Vi kan ikke være bedre og klogere end vi til enhver tid har baggrund for at være. Derfor må vi tilgive os selv og andre at de står der på udviklingsstigen hvor vi/de nu altså står.

solar plexus: " der er livskraft nok til alle". Jeg behøver ikke at bruge albuerne eller misunde andre, der går ikke noget fra mig fordi de får udfoldelsesmuligheder.

hjerte:" enhver har ret til at eksistere" Alle levende væsner er lige vigtige for universet, de /vi er her i vores egen ret. Når Gud lader solen lyse på det hele, må jeg åbne mit hjerte for det hele.

hals:" du er ikke alene" : Du er omgivet af væsner af alle slags som det er givet dig at kommunikere med. Derfor lever du fuldest når du står i levende udveksling med de andre væsner. Vi er sociale dyr,jfr. "Facebook" og hvad har vi. Men vi kommunikerer ikke kun for at blive hørt og set ( for så bliver vi fattige), også for at se og høre de andre.

det tredie øje:"der er andre love end de jordiske" Universet er så stort at vi langt fra kender alle de dybe lovmæssigheder der styrer det, men vi kan håbe på/bede om med tiden at kunne nærme os stadig flere indsigter.

krone:"Gud elsker også dig". Det vigtigste i verden at vide og at stole på, at der findes en altomspændende bevidsthed som vi spejler og som spejler os, kender os og elsker os, uanset om vi anser os selv for værdige til det.