Ulv-menneske
a. Fra ældgammel tid har mennesker frygtet
ulve og omvendt. Hans-Ove Larsson fortæller om de ”noa-navne” som man i gamle dage gav ulven i Sverige. Et ”noa-navn” er et alternativt navn som man bruger om noget virkeligt magtfuldt og farligt for ikke at hidkalde væsnet
, hvilket kunne ske hvis man nævnte dets virkelige navn. Sådanne noa-navne for ulven var på svensk ”gråben”, ”tasse”( ”tass” betyder pote på svensk), ”tusse ” eller ”gullfot”.
På svensk hedder ulven ellers ”varg” som er et oldgermansk ord hvis oprindelige betydning er noget i retning af ”dræber”.
Det danske ”ulv”
(eng. Wolf”) kommer fra et indoeuopæisk ord og er vistnok endnu ældre rent sproghistorisk og som skulle betyder ”rivende dyr” eller ”rovdyr”.(”Varg” s. 16).
Forestillingen om at man kan hidkalde noget ondt ved blot at nævne det er et eksempel på magisk tænkning, men vi finder en rest af det når vi om Fanden bruger omskrivninger som ”den onde”, ligesom
man i den kristne trosbekendelse starter med at ”forsage Djævelen” (dvs. frakende det onde realitet og opmærksomhed, for så svækkes dets magt!). I magisk tænkning er der samme kraft i en del af en ting eller i et billede
af en ting som der er i selve tingen. Og navnet er på en måde en del af tingen, derfor var ordet ”ulv” for farligt til at nævne i ældre tid, hvis man som kvægavler frygtede for sine dyr.
Larsson gør også opmærksom på at i naturfolkenes religion nød ulven og de andre store dyr respekt fordi de havde nogle egenskaber som menneskene selv
eftertragtede og beundrede: mod, evne til at nedlægge bytte, evne til at holde sammen og opdrage afkommet. Hvorimod ulven i den kristne kultur på nordlige breddegrader blev gjort til at symbol på det onde. Dette har så også
kunnet føre til de ofte grusomme jagt- og drabsmetoder som menneskene har brugt overfor ulve. For når man dræbte en ulv, bekæmpede man så selve ”det eller den onde”.
Ulven er også så uheldig at befinde sig i øverste led af fødekæden sammen med mennesket, og da de eftertragter samme slags vilde dyr som jagtbytte som vi gør, kan man som jæger altid give
ulven skylden for manglende jagtheld eller svingninger i vildtbestanden.
Denne opfattelse af ulven kommer også til udtryk i de myter, fortællinger og kunstneriske fremstillinger
hvor ulven optræder lumsk og grusomt og æder mennesker. Ethvert barn kender stadig eventyret om den lille Rødhætte og hendes bedste.
Selv har jeg måttet konstatere
efter at ulven bevisligt har optrådt i min egn flere gange sidste år at jeg blev grebet af frygt når jeg færdedes alene om aftenen i den store skov hvor jeg går med hund og kikkert ganske ofte. For at komme denne frygt til
livs og få et realistisk billede af en evt. fare har jeg læst om ulven og besøgt hjemmesider, bl.a. ”ulvetracking.dk”.
b. Ulven
har været jaget så intensivt at den i ca 200 år har været udryddet i DK for så først at genindvandre i 2013. I Sverige, Finland og Norge er den genindvandret fra 1950 og med særlig hyppighed i 1970’erne.
I ældre tid brugte man saksefælder, og snarer hvor ulven blev hængt. Samerne brugte at forfølge ulven på ski om vinteren og dræbte den med spydlignende jernbeslagne skistave,
fordi den angreb deres rensdyr, senere har man naturligvis brugt geværer og også drevet jagt på den fra luften. Et skamfuldt kapitel i menneskets historie helt op til den nyeste tid er vores brug af gift udlagt i døde dyr som lokkemad
for at dræbe ulve. Både arsenik, strykning og andre gifte er anvendt. I ”The Wolf” er et frygteligt foto som man ikke glemmer når man først har set det. I et vinterlandskab ses i forgrunden et stivnet elgkadaver, og bag
dette ligger 20-30 ulve(og 1 los), i forvredne stillinger, døde eller døende af giften. (s.330)
Jeg tror det er vigtigt at sætte
ord på hvorfor det er skamfuldt.: For mig at se er det ok at et menneske for at beskytte egne tamdyr forsvarer sig mod gentagne angreb, men en ulv må have krav på at blive aflivet så hurtigt og smertefrit som muligt. Og her nytter det
ikke at henvise til at ulve selv nedlægger deres bytte under langvarige jagter og angreb. Ulven har ikke andre måder at jage på. Det har vi.
I EU er ulven fredet ved et habitatdirektiv. I april 2014 har miljøministeriet imidlertid sendt en forvaltningsplan i høring, byggende på anbefalinger fra Vildtforvaltningsrådet. I denne plan som ventes færdigbehandlet
i løbet af året gives der bl.a. i særlige tilfælde mulighed for at man kan få tilladelse til at lade en jæger skyde en ulv som udviser ikke-rationel adfærd (dvs. at den ikke er bange for mennesker!) eller
gentagne gange angriber sikrede husdyr. Det finder jeg faktisk rimeligt. Fordi alt hvad jeg har læst tyder på at ulve normalt er ekstremt sky og sjældent ses ( men nok høres) af mennesker, men flere steder har jeg læst, at der
findes eksempler på at ulve er kommet tæt ind på menneskelig beboelse i tider med fødeknaphed og/eller på steder hvor de aldrig bliver jaget. Ikke for at angribe mennesker (undtagen i sjældne tilfælde hvor ulven har
været syg af rabies) , men for at jage tamdyr eller spise affald. Jeg vil ikke bryde mig om at have en uræd ulv til at bo i den nærliggende skov.
c. De
tilfælde hvor ulve har angrebet mennesker har så vidt jeg har kunnet læse mig til især været situationer med rabies-ramte dyr. Dog er der – ikke verificerbare- beretninger om ulve som har taget børn i Finland og Sverige
i 1870’erne. Og i nyeste tid er der beretninger fra indien om ulve som har angrebet børn i udkanten af store byer hvor dyrene lever af affald og har mistet frygten for mennesker. (”Vargen” s.100).
På den anden side er der flere af de videnskabsmænd som har studeret ulve og været tæt på dem som har dristet sig til både at kravle ind i en ulvehule
og fjerne en eller flere hvalpe ( for at opfostre og iagttage dem efterfølgende) uden at blive angrebet af forældrene, og til at gå hen til et bytte som en ulveflok havde nedlagt for at undersøge det uden at ulvene angreb.
d.Som sagt er der en del ulve-entusiaster der har prøvet at opfostre en eller flere ulvehvalpe for at danne sig et billede af dyrenes natur og udvikling. Hans-Ove Larsson har opfostret 3 unger fra en dyrepark i Kolmården
fra de var en uge gamle. Man valgte at han skulle opflaske dem fordi de lå i samme hule som 4 ældre hvalpe der behandlede dem så hårdhændet at en af de sidstfødte hvalpe allerede var død. Han fortæller
(”Varg s. 241 ff.) om forløbet. Hvalpene blev på et tidspunkt sammenført med et par andre menneske-opfostrede hvalpe. Indtil hvalpene blev kønsmodne udviste de venlighed over for mennesker de kendte fra den første tid
og over for hinanden, men da de blev kønsmodne blev de anbragt i indhegning i en dyrepark og udviklede sig mere og mere som vilde ulve. På et tidspunkt da hunulven blev løbsk dræbte den ene af hannerne den anden, fordi de begge efterstræbte
hende.
Ligesom ulveungerne i naturen udvikler deres tilknytningsforhold til medlemmerne af egen flok inden udgangen af deres 3. levemåned,
så har ulveunger der opdrættes af mennesker meget svært ved at udvikle tilnytning til mennesker efter dette tidspunkt. Og hvis ulveungerne er adskilt fra dem der opdrættede dem i et halvt år eller mere forsvinder tilknytningen
tilsyneladende . Larsson fraråder til sidst i afsnittet at natur-romantikere anskaffer sig ulve som kæledyr, for selvom ulve hverken er lumske eller ondskabsfulde, og ulvehvalpe ser nuttede ud, så er det ikke muligt at tilpasse voksne ulve
til menneskers tilværelse, man må omgås dem på dyrenes betingelser, dvs. kommunikere med dem på ulvesprog og tilbyde dem livsomstændigheder der giver dem mulighed for at jage og vandre som det er deres natur.
Det kan i øvrigt anbefales at man ser det program hvor Søren Ryge (under kontrollerede forhold)præsenteres for en stor voksen hanulv
af ulvens dyrepasser. Det er helt klart at der ikke er tale om en golden retriever!
----------------
Se også under siden "Mine links" hvor
jeg henviser til en hjemmeside fra nogle danskere der har sat sig det mål at dokumentere ulven i DK.
"Vargen. Viltet, ekologin och människan" Jens Persson och Håkan Sand, Svenska jägareförbundet
1998 - forkortet "Vargen"
"Varg" Hans-ove Larsson , natur och kultur 1988 - forkortet "Varg"
"The
Wolf. The ecology and behaviour of an dendangered species." L. David Mech University of Minnesota press 2000 (1970)- forkortet "Wolf"