Bandit

Vi var da lige flyttet fra vores hidtidige, og hans andet , hjem hos mig ca et halvt år før.

Når jeg skriver hans  andet hjem, er det fordi hans første hjem var hos gode mennesker på Balling dyreinternat. Han blev nemlig indbragt som fundet i en affaldscontainer, 3 uger gammel. Nogen havde smidt ham ud som affald, sammen med en bror, der var død. Han var født den 1. oktober 2001. Anni havde så flasket ham op, for han fik lov at bo inde hos dem. Stort arbejde, skal gøres hver 3.time. Jeg fik ham i starten af 2002.

Jeg havde da to cockere og en schæfer, og fik omtrent samtidig katten Nodus og skovkatten Futte. Vi boede på mit husmandssted ved Sdr.Lem vig, og der var masser af udenomsplads, men lidt mindre plads inden døre. Nodus boede i stalden, og Bandit kom til at bo inde. Han vænnede sig til hundene, men blev aldrig gode venner med Nodus. En gang forlod han huset i Sdr. Lem i 11 dage, formentlig jaget bort af Nodus, men han vendte heldigvis tilbage, og siden gjorde jeg mit yderste for at holde dem adskilt, hvilket lykkedes. Eller de fandt selv ud af at indrette sig. Han kom dog godt ud af det med Futte-katten, så jeg tog dem begge med til Ryde. da vi i 2009 flyttede dertil, og Nodus fik et nyt hjem hos Edna i Krejbjerg. Han havde det som blommen i et æg der, og døde i en meget høj alder i november 2019.

Bandit kunne ellers hverken med andre katte eller med andre mennesker end mig. jeg forsøgte i sommeren 2014 at skaffe først en anden killing, så en anden voksen hunkat, i stedet for Futtekatten, der da var død, men Bandit gjorde det meget klart at han ikke ville tolerere andre på sin matrikel.

Men lige så stejl han var der, lige så tolerant viste han sig at være over for hunde.

I 2004 da jeg mistede cockerne, fik jeg Bine, og hende var Bandit meget bange for, han levede næsten et halvt år noget af tiden inde under en sofa, men endte med at komme frem og blive meget gode venner med både hende og hunden Hector, samt med Gaio som jeg fik i 2007. Da dette hundehold døde, fik jeg Zitta, og så måtte Bandit igen vænne sig til en ny hund. det tog nogle dage, så var de også venner. og da Futte kom til i 2018, blev han nærmest accepteret straks.

Bandit  blev en habil musejæger og undgik på mirakuløs vis at blive kørt ned på den stærkt trafikerede vej udenfor vores hus. Han skyede fremmede som pesten, ville nærmest ikke ind i huset, hvis han fik nys om at der var gæster. Børnebørnene morede sig med at efterligne hans mærkelige mjaven, og så svarede han sommetider inde fra bunden af et skab hvor han havde gemt sig.

Det sidste års tid skete det dog at han lod sig se i et kort glimt af husets stamgæster. 

Jeg havde vænnet ham til at være ude om dagen og inde om natten, i håb om at det reducerede risikoen for at han blev kørt ned i mørket, hvor alle katte som bekendt er grå. Eller i hans tilfælde sorte.

Han kunne godt lide at være sammen med os ude i haven.

Han var utrolig kærlig over for mig. men på egne betingelser, han ville ikke løftes på og bæres, og jeg kunne ikke putte ham i et kattebur og tage ham med til dyrlæge. Så det var heldigt at han var så rask hele livet, lige indtil det sidste.

Han lagde sig på mit skød, eller på brystet hvis jeg lå ned, og han sov i sengen sammen med hundene og mig. Han havde en evne til at lægge sig på steder hvor jeg havde ondt, og når han havde ligget der et stykke tid, forsvandt smerten.

Men de to sidste år blev han meget tynd, især om sommeren, selvom han fik specialkost til katte 12+. Flere gange tænkte jeg at nu kunne han da vist ikke mere, men så fik han det godt igen. Han gik ud hver dag lige til det sidste, men brugte stadig mere tid på at sove. Han blev mere og mere insisterende i sin kælenskab over for hundene og mig, også så meget at hundene til sidst trak sig. Han snakkede mere og mere og jeg tror at han var lidt døv, for han talte sommetider MEGET højt. tror sommetider han døjede med at springe op på høje ting. Det var som om han det sidste stykke tid ikke kunne trække kløerne helt ind, hvilket kunne være lidt ubehageligt, når han sad under min hage og gerne ville have poterne på min hals.

Den 9.februar kom han ind og virkede forvirret og hans øjne så ud som om de ikke kunne se mere, lidt uklare med konstant udvidede pupiller, og de følgende dage ændrede han adfærd, blev mere indadvendt og sov næsten konstant.

.....og så, efter nogen tøven, den 12.februar, besluttede jeg at ringe til vores flinke dyrlæge. Bandit lå da og sov inde i soveværelset, og det virkede som om han ikke registrerede dyrlægens komme. Jeg tog ham forsigtigt ind til mig mens han blev bedøvet, og han var væk med det samme. Han var klar til at rejse, havde måske været det længe, men jeg ville så nødig skulle jagte ham og overfalde ham for at ende hans liv. Til det sidste håbede jeg at han ville sove stille ind, men det blev for strengt at se ham så desorienteret og urolig som han var de sidste dage....

Nu er han væk, og han har efterladt sig et meget stort tomrum.

Det er først nu jeg helt forstår hvad det var han gav os alle. tryghed og accept og god vilje.

Tak for det, min Bandit! Du blev 18 1/2 år og havde fortjent at få ro.

Men hvor er her dog stille nu......