Min barndoms jul, som jeg husker den.
Forfattet af Marie Jensen, oprindelig skrevet til søsterens barnebarn og hans klasse, da de havde tema om jul i gamle dage.
Kære Jørgen og alle i 2.b. på xxxxxxxxskolen.
Tak for brevet, jeg vil meget gerne skrive til jer og fortælle om julen 1942, da jeg blev 8 år. Vi var 4 børn hjemme hos dine oldeforældre dengang, 1 dreng og 3 piger. Senere kom der en lillesøster mere, så vi blev 5 søskende.
Julen begyndte den første søndag i advent, da blev adventskransen, med hvide lys og røde bånd, hængt op hjemme i stuen. Kransen havde vi hentet hos mors faster og onkel, der boede 2-3 km fra os. Der var hyggeligt hos dem i deres lune lavloftede stue. Mors onkel brændte lidt gran af i ovnen, så duftede det så dejligt. Vi børn fik æbler og pebernødder + saftevand, måske et røræg, en æggeblomme og lidt sukker i en kop, så skulle vi bare røre det godt med teske, det skulle være lyst og skummende, jo mere man rørte, jo mere fyldte det i koppen, til sidst kom der et par dråber romessens i, det var guf.
Om mandagen hang der en stor flot adventskrans omme i skolen, den blev der tændt lys i hver dag i december, når vi sang morgensang. Vi sang julesalmer hver dag i julemåneden, det var dejligt.
Butikkerne blev pyntet til jul 1. søndag i advent, aldrig før. Søndag eftermiddag skulle vi så ud for at se, hvor flotte de var, der var pyntet overalt, også på gulvet. Jeg glemmer aldrig Brugsens vindue, for der stod en stor nisse og nikkede til os hele tiden. Dengang var der jo ikke ret meget der var mekanisk.
Vi glædede os meget til jul, særlig Kristian og mig, mine to søstre var så små. Men hvor var december lang, og hvor var der meget, vor mor skulle nå at have ordnet før jul, hun lavede alt selv, bagte småkager, pebernødder, lagkager og brød, kogte klejner, kogte rødkål og rødbeder, lavede grisesylte, leverpostej og medisterpølse. Vi kunne ikke bare gå hen og købe det færdiglavet, og kunne man det, smagte det ikke godt. Alt var jo rationeret, det var under anden verdenskrig, at jeg var på jeres alder.
Rationeret betyder, at man bare ikke kunne købe alt, man gerne ville, der var et bestemt kvantum pr. person.
Sukker- smør- mel - brød- gryn- kaffe- sæbe mm, så skulle vi have rationeringsmærker med til forretningen for at købe. Det kunne være vanskeligt at få rationeringsmærkerne til at slå til...
Brændsel og petroleum, ja selv tøj var der mærke eller kort på. Benzin kunne man slet ikke købe, så der blev sat gas-generator på bilerne, en slags kakkelovn, hvor man udviklede gas af bøgebrænde, så kunne man køre på det. Det var besværligt og ikke ufarligt, det lugtede også fælt. Min far var vognmand, han fik sat generator på bilen, så han kunne køre, men da hans dæk var slidt helt op, måtte han holde op, man kunne ikke bare få nye dæk sådan lige, dem måtte man søge om tilladelse til, og det var slet ikke sikkert, der var dæk at få.
Bananer og appelsiner kunne heller ikke fås, hvis vi var så heldige, at der kom appelsiner, var der kun 1 stk. pr. person.
Ris var også en mangelvare, så grøden blev kogt på hele byggryn, hvis ikke mor havde gemt lidt risengryn fra før krigen begyndte. Der blev drysset erstatningskanel på, det var dog bedre end ingenting. Mandlen manglede mange også, så brugte man, hvad man kunne finde på.
Vi fik flæskesteg eller andesteg med rødkål. Anden købte man på landet med fjer og det hele. Mor plukkede fjerene af den og rensede den indvendig, hun kunne ikke købe den frosset, for der var ingen frysere. Vi satte maden ud i et skab som hang på muren, det var vores køleskab, og i frostvejr var det vores fryser.
Konfekt lavede vi også selv, havregrynskonfekt med kakao, rullet i kugler, marcipan blev lavet af kartofler kogt med skind uden salt, de blev piller, moset og æltet sammen med flormelis og æggehvide + lidt mandelessens. Det blev så farvet med frugtfarve og lavet i fine mønstre, f.eks. som Dannebrogsflag og lign. Der blev også lavet små røde jordbær og orange gulerødder af det, deri blev stukket en halv tændstik, som blev farvet grøn.
Vi havde ikke el-komfur dengang, men et komfur som Mor fyrede i med kvas, tørv og brænde, på det blev al vores mad kogt eller stegt. Der var en lille ovn, som Mor bagte i.
Vi havde også en ovn som Jørgens tipoldefar der var smedemester, havde lavet, den kunne sættes over en primus, som så varmede den op, så kunne der bages to steder.
Der var altid lunt og godt i køkkenet, når der blev fyret op i komfuret.
I stuen havde vi en kakkelovn, en høj, rund, sort ovn som stod i et hjørne, den blev der også fyret i, så skulle man passe på ikke at komme for nær, for så kunne man brænde sig fælt. Når der var tændt op i komfur og kakkelovn, var der en god varme i køkken og stue, men ikke i soveværelset. Der var jo ikke fjernvarme eller oliefyr og radiatorer dengang på landet, hvor vi boede.
Når vi kom i seng, blev vi puttet godt under dynen og fik et uldtæppe over os også, i begge dele blev der bundet en snor i øverste hjørne, snoren blev så hægtet på en krog i sengesiderne, så vi ikke kunne sparke dynen af, eller hive den af hinanden, vi sov sammen to og to. Der var meget koldt i soveværelser, vinduerne var tit dækket til af is, sommetider meget tykt og fløjlslåddent is.
Mor skulle også vaske storvask inden jul, hun havde ikke fuldautomatisk vaskemaskine og tørretumbler, det fandtes ikke, så hun måtte vaske tøjet på vaskebræt, koge det i gruekedel, skylle det i koldt vand i en stor balje og så enten vride det i hånden eller køre det gennem vridemaskinen, som vi sommetider trak. Til sidst blev det hængt ud på tørresnoren. Det tog flere dage før tøjet var færdigt til at lægge i skuffen.
Der boede en nisse på loftet hos mine bedsteforældre, han hørte og så alt, så vi skulle være søde, ellers fik vi ingen julegaver. Det var rigtigt, han faldt en gang ned ad trappen fra loftet, hans røde hue lå på gulvet neden for, jeg så den selv.
Eftersom julegaverne blev købt, blev de lagt ind i den pæne stue, en lille stue som vi kun brugte, når der kom gæster eller om søndagen og til højtiderne, så var der altid et sted, der var pænt.
Når gaverne lå derinde, måtte vi ikke røre dem, det var ikke let at lade være. Jeg ønskede mig en lille rød kommode til mit dukketøj, den fik jeg ikke til jul, men til min fødselsdag nogle dage efter julen. Det havde nær gået galt, for den dag traf jeg min kusine udenfor, da hun havde været hos købmanden efter den, så følte jeg på pakken og mærkede, at det var den ønskede kommode. Det fortalte hun min mor, som blev meget vred, det var lige før den var blevet leveret tilbage, men heldigvis fik jeg den alligevel. Det kostede tårer, kan I tro, kommoden har jeg endnu, det er snart 60 år siden jeg fik den.
Julegaverne var ikke store, det var f.eks. tøj, hjemmehæklede tøjsko, spil, en ring, glansbilledalbum, puslespil, bliklegetøj som f.eks. et tog, en bil eller en lille fugl, der kunne hoppe, når den blev trukket op med en nøgle; sådan en fugl fik min bror; de små fik bold, spilledåse, byggeklodser af træ og lign. Der var ingenting i plastik, det fandtes ikke dengang.
Mor syede og strikkede også tøj til os, meget af tøjet var brugt tøj, der blev syet om. Brugte trøjer blev trævlet op, så blev der strikket af det. Man fik spundet garn af ulden fra fårene, hvis man kunne få fat på det. Man var ved at gå amok, når man fik uldtøjet på, for det både kløede og stak, men vi var nødt til at bruge, hvad vi kunne få.
Konen som vi boede hos lavede garn for folk som havde uld. Først kartede hun ulden og så lavede hun små pølser af det, derefter spandt hun det til garn på sin rok, som hun trådte med foden. Det sagde dump, dump i loftet når hun spandt, når jeg tænker på det, kan jeg næsten høre dumpene.