Om at blive lidt gammel……
Jeg skriver ”lidt”, dels for ikke at støde min generation der tror de kan vedblive at være
unge, dels fordi jeg endnu ikke er blevet meget gammel, men kan håbe på at blive det hvis det er det der er meningen med mig.
Når man bliver ældre, ændrer livet sig på en sikkert
meget forudsigelig, men også meget overraskende måde. Forudsigelig, for så vidt som man godt kan fornemme at det der sker med en, med tiden er sket med rigtig mange mennesker før én selv. Overraskende, fordi man alligevel
ikke lige havde forestillet sig at det skulle gå én selv sådan.
Et af de første tegn er at nattesøvnen ikke længere er den selvfølge den var, da jeg væltede om
efter en arbejdsdag og først dukkede op af drømmedybet ved vækkeurets ringen. Det betyder for mit vedkommende i hvert fald at jeg ofte pludselig får tildelt et par timers grublen , f.eks. mellem kl 02 og kl. 05. Man skal vist være
forsigtig med helt at fæste lid til hvordan livet tager sig ud for én på den tid af døgnet, hvor verden udenfor er stille og der er længe til vintersolopgangen , men på den anden side bliver jeg konfronteret med
nogle indsigter som kan være nyttige at holde sig for øje. Det kan være indsigt i forhold fra mit liv som jeg bekvemt har fortrængt tidligere. Svigt, f.eks., eller troløshed i forhold til mennesker der måske havde
håbet på noget andet fra mig. Motiver som jeg har haft til at handle , men som jeg havde kamufleret , om ikke for andre, så dog i hvert fald for mig selv. Det kan være rigtig træls at kigge på, men må nok siges at
være et skridt i retning af en større forståelse af hvem jeg selv er. Og som sådan er det positivt.
Et andet tegn er at jeg erfarer altings forgængelighed, ikke bare en gang imellem,
når bladene begynder at hvirvle i den første efterårsstorm, men igen og igen. Det sker når min egen krop giver signaler om at den ikke er af stål og titanium, men af blødt væv og hårdt arbejdende organer. Der
dukker smerter op de særeste steder, i begyndelsen lidt planløst og springende, efterhånden mere struktureret og lokaliseret. Smerter som stammer fra slid på eller misbrug af samme tålmodige krop. Hvis jeg er heldig, dukker der
endnu ikke alvorlige lidelser op. Men de mennesker jeg har fulgtes med, de oplever det samme, og hos nogle af dem er der tale om invaliderende ting, som får dem til at krympe eller visne for øjnene af mig - og til stor gene eller ligefrem
rædsel for dem selv. Væv hænger, organer kræver hensyntagen. Muskler og led skal aktiveres , ikke i et andet formåls tjeneste, men simpelthen for ikke at forfalde.
Den grundmenneskelige
første oplevelse af skræmmende forgængelighed er måske, hvis man er heldig, det første kæledyrs død, den næste oplevelsen af at bedsteforældregenerationen forsvinder. Så tager den sorte gryde ens
egne forældre, men man forbløffes over at man klarer at undvære dem, ihukommende barndommens paniske frygt for at skulle miste dem nogensinde. Og så….Ja så står man selv og ens jævnaldrende for tur. Det fører
til en tristhed, der kan gribe om sig hvis ikke jeg passer på at være meget ude i frisk luft og dagslys.
Det er også som om tiden går hurtigere og hurtigere. Somrene har altid været
for korte og vintrene måske altid lidt rigeligt lange. Men nu er det som om jordkloden triller hurtigere og hurtigere rundt, i hvert fald bliver somrene flygtige som åndepust. Fra den første svale lader sig se midt i april og til den sidste
forlader landet først i oktober er livet som en rus af lys, blomster og varme. Og så…..Ja så kommer mørket og rusket tilbage. Til gengæld holder tiden uendelig stand om vinteren, der nu føles lige så
lang som min mormor følte den, og jeg bliver helt rørt når svalen så endelig er der igen, ligesom jeg tager mig selv i at tænke at jeg håber jeg får lov at opleve dens genkomst i forårssolen.
Hvordan den enkelte håndterer oplevelsen af altings forgængelighed er nok forskelligt, alt efter ens livsindstilling. Religionerne tilbyder nogle redskaber, kristendommen f. eks. peger hen på Guds kærlighed
– og måske på evighedshåbet - som noget uforgængeligt, og buddhismen tilbyder modsat nogle teknikker til at leve i sindsro mens man ser forgængeligheden lige i øjnene.
Dette
kan vendes til en positiv ting, hvis det lykkes mig at fokusere på at leve i nuet. Det kan jeg som nævnt bedst lære af naturen, hvor hver tur i skoven fremkalder en stemning af alt er godt. Eller jeg kan lære det i haven, hvor det
kan lade sig gøre at glædes over hver ny rose der springer ud, ligesom jeg kan lære det af katten der ligger i solen i sin krog ved drivhuset uden at spekulere på om det bliver overskyet om en time. Det virker som om katte godt kan
stille ind på vejret om en time, hvilket ses når de beslutsomt forlanger at komme inden døre inden kuling stiger til storm. De vælger bare at af-fokusere på den forudviden som ikke er strengt nødvendig for at overleve.
Jeg kan også lære det af børn der opsluges af leg og læsning og spil.
Jeg synes der er en anden ting der også dukker op med tiden, bevidstheden om at der er ting jeg ikke vil nå
at opleve eller udrette. Det kan være en uudlevet drøm om at opleve den store altopslugende passion eller om at skrive en bog man selv ville gide at læse 2 gange hvis man fandt den på biblioteket. ( Ret skal være ret, denne indsigt
i at alt ikke længere kan lade sig gøre kom vist første gang til mig, allerede da klimakteriet satte ind, og tanken om at få et barn mere måtte lægges væk). Hvis denne følelse ikke skal slå for hårdt,
kan jeg øve mig på at vende den til taknemmelighed over de gode ting jeg nåede, de mennesker og dyr jeg fik lov at møde, den uddannelse jeg fik mulighed for tage og det arbejde som jeg lagde min energi i gennem mange år. Og
den tid og det sted i verden hvor jeg fik lov at fødes og leve.
Så er der et par andre ting mere der synes at komme med alderen, dels erkendelsen af at ingen sandheder synes at være absolutte
, dels følelsen af at det bliver mere spændende at iagttage de andre end før.
Det med sandhederne som ikke er objektive, men udtryk for hvad jeg vælger at tro, det gør at der kommer
en vis skepsis eller resignation op i mig, når jeg hører yngre mennesker stå op og forklare hvordan det egentlig hænger sammen med betalingsbalancen, flygtningesituationen eller klimaet. Eller når ældre mennesker stiller
sig op og siger hvad livet har lært dem, sådan hævet over enhver tvivl. De kan have ret ….og de kan tage fejl. Så længe jeg ikke selv med nogen sikkerhed kan redegøre for de samme ting, må jeg jo lade
tvivlen komme dem til gode. Og det kan – evt! - så igen medføre en større ydmyghed og lydhørhed over at menneskers verden kan være skruet sammen på højst forskellig vis. Det kan i - bedste fald - så
videre føre til, at det bliver mere spændende at prøve at forstå hvordan verden vender for den der taler eller handler lige nu.
Ydmyghed kan der også komme ud af at indse, at jeg
ikke kender fremtiden, hverken min søns eller børnebørns liv, eller resten af mit eget. Enhver der har efterkommere kender nok bekymringen for hvordan det skal gå dem efter os. Om der er blevet mere grund til at bekymre sig i min
generation end i de forrige kan jeg jo ikke vide med sikkerhed, men det føles i hvert fald ret overvældende at beskue verdens aktuelle tilstand. Ydmyghed kan der også komme ud af at indse hvor svært det er for mig selv at ændre
mig til det bedre, fordi mageligheden eller følelsen af resignation sætter ind, der hvor kraften til positiv forvandling burde opstå.
Til gengæld er det for nogle et alderdommens privilegium
at have børn, evt. børnebørn og oldebørn, at kigge på. Se dem vokse til og tage livtag med denne verden . Se deres personlighed folde sig ud og deres evner komme for en dag. Mærke deres venlighed og omsorg, og selv kunne
give dem omsorg. Det er en stor gave. Så må man bare væbne sig med tillid til at de kan klare sig i denne verden, der er så gæstfrit skabt og som bliver så hærget af vi menneskers uforstand.
Det sidste som jeg vil skrive om er døden. Ikke bare som slutvilkåret i forgængelighedens verden sådan generelt, men min egen konkrete død, der står og venter på mig et sted der foran mig.
Læste en gang en fortælling om en mand som var blevet spået at han skulle dø snart et bestemt sted, og derfor tilrettelagde han alt for at undgå at være på det sted og på det tidspunkt, han troede var mærket
som rejsens sidste mål. Han blev selvfølgelig alligevel indhentet af døden som hele tiden havde ventet på ham et helt andet sted. Jeg har ledt efter historien uden at kunne finde den igen. Hvad jeg vil sige dermed? jamen at min død
nok skal finde mig på rette sted og til rette tid. Og en ting ved jeg med sikkerhed. At jeg ligesom alle andre før mig vil klare at død. Det eneste jeg ikke ved er hvordan.
Og jeg tror jo ikke
at døden er altings ende