ASLAN og PRINCE

Idag , den 2.09.2022, måtte Aslan hjælpes herfra fordi han havde fået svær hoftedysplasi og dårlige lunger.

Han blev gode venner med Zitta og Futte i løbet af sit alt for korte liv.

Vi gik ture i Nordre Feldborg og der blev snuset igennem, og selvom han var lidt forsigtig, lagdes der flere gange op til leg i vores have. ligesom Aslan gik på opdagelse i den og gerne hjalp med at grave et lille hul hist og her 🙂.

 Han var ret forskellig fra min Futte, lettere i bygning, og med en smuk ræverød nuance i sin bløde fyldige pels. Han var, som sagt, lidt forsigtig af natur, men også livsglad og nysgerrig. han havde, vist som alle tibber, sine eftertæksomme stunder, hvor han bare sad/stod og tog alting ind gennem sanserne, især synet. Indtrykkene tog lidt tid at få på plads, deraf pauserne.

Han havde ubetinget tillid til sin ejer der hjalp ham til at udforske verden i hans eget tempo og de gav hinanden ro og glæde.

Jeg havde glædet mig til at de 3 skulle være sammen mange flere gange i fremtiden, men sådan var det ikke meningen det skulle gå. Godt at vi ikke vidste det, så vi kunne glædes med åbent hjerte den tid vi fik forundt sammen.

God rejse, dejlige Aslan.

Prince er her ikke mere. Han forlod os den 16.07. Han kunne ikke længere være tjent med livet, da han havde gigt i albuerne, forkalkning i øverste del af rygsøjlen og spondylose i den nederste.

 I sin velmagts tid var han Pers uvurderlige livsledsager der vandrede med ham og overnattede i det fri, nød strandturene og turene i hundeskoven. Jeg tror ikke det er en overdrivelse at sige at de to var eet så meget som det er muligt for to sjæle, placerede i jordiske kroppe at være eet.

Han havde en meget fin lugtesans og kunne på turene i Feldborgs skov med sikkerhed udpege hvor der stod vildt. Han havde sans for humor, kunne kigge på en med sine brune øjne som om han kunne se noget virkelig morsomt i situationen og gerne ville gøre opmærksom på det. Han var meget glad for mad og godbidder, elskede at få et lille stykke ost ved frokostbordet.

Han var Zittas bedste ven. Tror ikke Zitta har værdsat nogen anden artsfælle så meget som ham. de kunne race rundt i haven og lunte afsted side om side i snor i skoven, dvs. han slentrede og hun trippede. Hun lagde sig sommetider ind til ham på tæppet og var ikke fri for at flirte en del med ham.

Vi som er tilbage,vi glæder os over at have kendt dig, og selv om det lige nu er med en klump i halsen jeg tænker på dig, så ved jeg at du nu er godt videre. Du var Zittas store glæde, du var overbærende over for Futte. Men vi ved at du havde vist os det du havde mulighed for og vi takker dig for den ro og livsglæde som du udtrykte.